Rådgivning om salg af Midtbank aktier i februar 2001.
| Sagsnummer: | 321/2002 |
| Dato: | 23-12-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om salg af Midtbank aktier i februar 2001. |
| Indklagede: | Midtbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes salg af Midtbank aktier i februar 2001.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er kunde hos indklagede, købte i juni 1997 40 stk. aktier i indklagede (Midtbank aktier) til kurs 205 svarende til en kursværdi på 8.200 kr.
Den 11. oktober 2000 købte klageren yderligere 225 stk. Midtbank aktier til kurs 287 svarende til en kursværdi på 64.575 kr.
Den 2. februar 2001 solgte klageren sin samlede beholdning på 265 stk. Midtbank aktier til kurs 335 svarende til en kursværdi på 88.775 kr.
Den 11. april 2001 afgav Handelsbanken købstilbud på Midtbank aktier til kurs 850.
Parternes påstande.
Den 16. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at en navngiven rådgiver hos indklagede i begyndelsen af 2001 under en samtale med hans samlever gav udtryk for, at han skulle henvende sig i afdelingen, idet rådgiveren havde noget, som hun ønskede at drøfte med ham. Han henvendte sig derfor i afdelingen, hvor rådgiveren anbefalede ham at sælge Midtbank aktierne, hvorved han ville realisere en samlet kursgevinst på ca. 16.000 kr., idet rådgiveren mente, at der i nær fremtid var risiko for kursfald på aktierne.
Under samtalen kom afdelingens filialdirektør hen til skrivebordet og spurgte om hans ærinde. Da han oplyste, at han skulle sælge Midtbank aktier, udtalte Filialbestyreren, "hvorfor i alverden jeg ønskede dette", hvortil han svarede, at rådgiveren anbefalede dette. Filialdirektøren havde ingen bemærkninger hertil.
Provenuet ved salget blev placeret i tyske obligationer. Han og samleveren har haft hus siden 1995 og har ikke planer om at købe en anden ejendom. Han har heller ikke givet udtryk for, at han ønskede rådgivning om aktieinvestering. Han har på intet tidspunkt haft ønske om at sælge Midtbank aktier eller på eget initiativ henvendt sig til indklagede herom.
Mødet, hvor indklagede anbefalede aktiesalget, blev afholdt på initiativ fra indklagede, og salgsanbefalingen var ikke sagligt begrundet. Indklagede bør derfor kompensere ham for den aktiegevinst, som han har tabt ved at følge indklagede fejlagtige råd.
Såfremt han havde beholdt aktierne, indtil Handelsbanken 2-3 måneder senere afgav købstilbud, kunne han have opnået en gevinst i størrelsesordenen 136.000 kr.
Eftertiden har vist, at nogen hos indklagede ikke har kunnet holde tæt om forhandlingerne med Handelsbanken.
I efteråret 2000 og i foråret 2001 opkøbte indklagede egne aktier på markedet.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at hverken rådgiveren eller filialbestyreren erindrer, at der skulle være blevet rettet henvendelse til klageren med anbefaling af salg af Midtbank aktier. Tværtimod fik filialbestyreren det indtryk, at det var klagerens samlever, der - måske af forsigtighedshensyn - ønskede en omlægning af aktier til obligationer, hvilket faldt i tråd med, at det tidligere var blevet oplyst, at opsparingen skulle bruges til køb af en bolig.
Det var ikke indklagedes politik at opfordre til salg af Midtbank aktier. Derimod havde man gennem mange år bestræbt sig på at udvide og fastholde en så bred aktionærkreds som muligt.
Med det udgangspunkt, at aktierne ønskedes solgt, blev det beregnet, at klageren kunne opnå en relativ stor kursgevinst.
Det var på daværende tidspunkt ikke muligt at forudse den kraftige kursstigning, som indtraf mere end to måneder senere. Hverken rådgiveren eller filialbestyreren kendte til Handelsbankens henvendelser til Midtbank. Handelsbankens købstilbud til kurs 850 blev først opnået umiddelbart før offentliggørelsen til allersidst i det korte afsluttende forhandlingsforløb. Inden offentliggørelsen var henvendelserne fra Handelsbanken kun kendt i bestyrelsen og direktionen. Hverken de pågældende 2 medarbejdere eller de almindelige ansatte havde således anledning til at forvente store kursstigninger inden for kort tid. Rådet om at sælge aktierne var således fornuftigt i den foreliggende situation.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at sagens fulde belysning kræver vidneafhøringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagerens salg af aktier har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.