Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet. Forældelse.

I klagerens ejendom indestod to realkreditlån, hvoraf det ene var ydet af det indklagede realkreditinstitut (institut 1). I juni 1990 overtog institut 2 ejendommen på tvangsauktion for et bud, der lå inden for dette instituts fordring. Institut 1’s fordring, der i det hele forblev udækket på tvangsauktionen, var ifølge tvangsauktionssalgsopstillingen opgjort til i alt 246.942 kr., som fordeltes med 190.078 kr. i kolonne 2 og 56.864 kr. i kolonne 3. Den 26. august 1994 gjorde institut 1 en personlig fordring på 240.494 kr., svarende til kontantværdien af restgælden pr. auktionsdagen, gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges renter efter rentelovens bestemmelser med 162.165 kr., svarende til et samlet krav inklusive renter på 402.659 kr. Klageren protesterede forgæves over for det rejste krav.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse, mod at kravet mod klageren blev nedsat til 183.630 kr. med tillæg af rente efter rentelovens bestemmelser.

Nævnet fandt, at det forhold, at et aflyst pantebrev ikke kunne anvendes som udlægsfundament, ikke medførte, at den personlige fordring kunne anses for bortfaldet. I overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis kunne klageren heller ikke fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, uanset at instituttet ikke i forbindelse med tvangsauktionen tog forbehold om at gøre hæftelsen gældende. Nævnet fandt videre, at ingen del af instituttets krav på 183.630 kr. var forældet, og at instituttet var berettiget til at kræve beløbet forrentet efter rentelovens regler fra 26. september 1994. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.