Afgørelse

Personlig fordring. Opgørelse. Passivitet.

I klagerens ejendom indestod blandt andet 3 lån til det indklagede realkreditinstitut. Den 8. maj 1990 overtog instituttet ejendommen på tvangsauktion for et bud på 478.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån opgjort til i alt 502.771 kr., og den offentlige ejendomsværdi udgjorde på tvangsauktionstidspunktet 710.000 kr. Klagerens advokat afgav den 21. maj 1990 købstilbud på ejendommen. Den 14. august 1990 videresolgte instituttet ejendommen til en pris på 370.000 kr., betinget af instituttets ydelse af et forbedringslån på 150.000 kr. Instituttet udarbejdede den 28. april 1993 et brev til klageren om indbetaling af tabet, som var opgjort til 24.771 kr. Fra skatteåret 1997 og frem indberettede instituttet på klagerens cpr.nr. den personlige fordring. Instituttet mindede i maj 2000 klageren om sagen. Klageren afviste den 23. maj 2000 instituttets krav med henvisning til, dels at han hverken havde modtaget en foreløbig opgørelse umiddelbart efter tvangsauktionen eller en endelig opgørelse efter salget af ejendommen, dels at han af naboerne havde fået oplyst, at ejendommen var blevet solgt for et beløb, der var betydeligt over hans gæld i ejendommen. I maj 2000 fremsendte instituttet dokumentation for tabet. Instituttet mindede den 10. september 2001 klageren om sagen. Klageren afviste i september 2001 på ny kravet. I det følgende år korresponderedes yderligere mellem parterne, idet klageren fastholdt, at ejendommen var solgt for billigt, herunder til en lavere pris end både den, der fremgik af købstilbudet, og den, ejendommen var udbudt til ved videresalget. Instituttet fastholdt, at der under hensyntagen til ejendommens stand var opnået den højest mulige pris. I oktober 2005 fremsendte et inkassobureau et betalingspåkrav til klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham vedrørende tvangsauktionen den 8. maj 1990. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at der forelå passivitet fra instituttets side, uanset om klageren havde modtaget brevet fra instituttet af 28. april 1993. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet som følge af den manglende fyldestgørelse på tvangsauktionen erstattet hos klageren, medmindre nogen del af instituttets krav kunne anses for forældet, hvilket ikke ud fra domspraksis kunne antages at være tilfældet. Klageren havde ikke godtgjort, at instituttet ikke havde solgt ejendommen bedst muligt, og der var ikke umiddelbart nogen poster i instituttets opgørelse af det endelige tab, som gav Nævnet anledning til bemærkninger. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.