Frist ikke udløbet.
| Sagsnummer: | 521 /1992 |
| Dato: | 28-05-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Frist ikke udløbet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kassekreditkontrakt af 3. november 1988 ydede indklagedes Vordingborg afdeling klagerens søn en kassekredit på 50.000 kr. I følge kontrakten skulle kreditten nedbringes med 2.500 kr. hver den 30. juni og 31. december, første gang den 30. juni 1989. Til sikkerhed for kassekreditten afgav klageren ved påtegning af kreditkontrakten den 15. november 1988 selvskyldnerkautionserklæring.
Ved skrivelse af 17. august 1990 opsagde afdelingen sønnens engagement, herunder kassekreditten til fuld indfrielse pr. 17. september 1990. Kredittens saldo var på opsigelsesdagen 50.646 kr. Af fremlagte kontoudskrifter fremgår, at kassekreditten da havde været overtrukket siden den 4. maj 1990. Der havde også tidligere været overtræk, men kun i perioder på højst nogle måneder.
Den 27. september 1990 blev der af skifteretten i Korsør afsagt konkursdekret over sønnen, hvilket blev bekendtgjort i Statstidende for den 5. oktober 1990.
Ved skrivelse af 2. september 1992 gjorde indklagede ved sin advokat kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren. Forpligtelsen var inkl. takstmæssige inkassoomkostninger opgjort til 52.568,75 kr.
Efter at klageren og indklagedes advokat har brevvekslet herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at katuionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har efterfølgende oplyst, at der ved advokatens opgørelse af kravet ikke er taget højde for den aftalte nedbringelse af kassekredittens maksimum, ligesom klageren ikke er blevet anmodet om indbetaling af kautionsbeløbet, før beløbet blev taget til inkasso. Som følge heraf har indklagede frafaldet kravet om betaling af inkassoomkostninger, ligesom indklagede har nedsat sit krav mod klageren med 3 ydelser á 2.500 kr. til 42.500 kr.
Klageren har anført, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, idet indklagede ikke inden 6 måneder efter forfaldsdag har underrettet klageren som kautionist. Allerede den 30. juni 1989 blev kreditten misligholdt, idet afdraget pr. denne dato ikke blev betalt, og end ikke opsigelsen pr. 17. september 1990 blev der givet ham meddelelse om. Debitor er i den mellemliggende periode blevet erklæret konkurs, og klagerens regresret er således blevet væsentligt forringet. Klageren bestrider, at han af debitor skulle være blevet underrettet om, at kreditten var blevet opsagt til fuld indfrielse, og at han har vært bekendt med sønnens konkurs.
Indklagede har anført, at afdelingen den 31. august 1992 blev opmærksom på, at kautionsforpligtelsen ikke tidligere var blevet gjort gældende overfor klageren. Det er korrekt, at indklagede har undladt at opfylde sin meddelelsespligt i medfør af bank- og sparekassenlovens § 41, men der er den 27. september 1990 blevet afsagt konkursdekret over debitor, hvilket blev bekendtgjort i Statstidende den 5. oktober 1990, hvortil kommer, at debitor er klagerens søn. Indklagede måtte således kunne gå ud fra, at klageren blev orienteret om debitors situation, herunder at kasssekreditten blev opsagt, uden at den blev indfriet. Det bestrides, at indklagedes undladelse af at give meddelelse har bevirket, at klagerens regreskrav er blevet forringet. Fristen på 6 måneder efter bank- og sparekasselovens § 41 må regnes fra den 4. maj 1990, og den var således endnu ikke udløbet, da debitor blev erklæret konkurs. Hertil kommer, at det kun er indklagede, der har ret til dividende i boet, indtil indklagedes tilgodehavende er blevet indfriet, jfr. herved konkurslovens §§ 47 og 49.
Ankenævnets bemærkning:
Den frist på 6 måneder, inden for hvilken der efter bank- og sparekasselovens § 41 skal gives underretning til kautionisten, må i det foreliggende tilfælde regnes fra den 4. maj 1990, da det seneste overtræk på kreditten begyndte, idet de overtræk, der tidligere var forekommet, alle var blevet nedbragt inden 6 måneder. Fristen var således ikke udløbet, da debitor blev erklæret konkurs den 27. september 1990. Herefter, og da anmeldelsesretten i konkursboet tilkommer indklagede, indtil den kautionssikrede fordring er indfriet, jfr. konkurslovens §§ 47 og 49, finder Ankenævnet ikke grundlag for at antage, at indklagedes manglende iagttagelse af bank- og sparekasselovens § 41 har forringet klagerens regresmulighed, og klagerens påstand kan derfor ikke tages til følge.
Indklagede har nedsat sit krav mod klageren til 42.500 kr., hvilket svarer til kassekredittens maksimum på opsigelsestidspunktet. Kravet må imidlertid yderligere nedsættes med den dividende, som indklagede måtte have fået udbetalt af dette beløb.
Som følge heraf
Klagerens påstand om, at hans kautionsforligtelse skal anses for bortfaldet tages ikke til følge. Indklagede bør anerkende, at kravet mod klageren alene udgør 42.500 kr. med fradrag af den dividende af dette beløb, indklagede måtte have modtaget i debitors konkursbo. Klagegebyret tilbagebetales klageren.