Indsigelse mod kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 341/2000 |
| Dato: | 13-03-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes krav om helt eller delvis at blive frigjort for deres kautionsforpligtelse over for indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, der er ægtefæller, kautionerede en 18. juli 1995 for et lån på 40.000 kr., som indklagede ydede en kunde, D. Lånet skulle anvendes til betaling af D's restskat.
På kautions-/lånetidspunktet ejede klagerne og D i fællesskab i andelsselskabsform en mindre udlejningsejendom. D's restskat var udløst af en udbetalt saneringstabserstatning, som medførte en skatteregulering for ejendommens ejere.
I 1996 blev der bevilget 5 måneders ydelseshenstand og en ydelsesnedsættelse på lånet.
I 1998 blev ejendommen solgt. Ifølge det oplyste udgjorde D's andel af provenuet 56.154 kr., som blev udbetalt den 19. maj 1999. Provenuet blev anvendt til nedbringelse af D's øvrige engagement med indklagede.
I maj/juni 1999, hvor restgælden på lånet var 29.453 kr., blev ydelsen yderligere nedsat.
I foråret 2000 døde D, og indklagede gjorde kautionen gældende over for klagerne.
Klagerne indfriede kautionen med et lån, som de optog i deres eget pengeinstitut.
I forbindelse med D's død fik indklagede udbetalt en økonomisikring, som blev anvendt til nedbringelse af D's øvrige engagement.
Parternes påstande.
Den 4. september 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale indfrielsesbeløbet, subsidiært en forholdsmæssig andel af provenuet fra økonomisikringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de på grund af ejendomsfællesskabet følte sig presset til at kautionere.
De fremførte deres betænkeligheder ved kautionen over for indklagede, idet de var bekendt med, at D var forgældet. De påtog sig kautionen i tillid til indklagedes kreditvurdering af D og i den tro, at friværdien i ejendommen ved et salg ville blive anvendt til indfrielse af lånet, hvilket var en klar forudsætning for kautionen. Dette blev også tilkendegivet over for indklagedes medarbejder.
Indklagede undlod at orientere om, at deres forudsætninger for kautionen kunne indføjes som en klausul i kautionsdokumentet, således at de havde sikkerhed for, at provenuet ved salg af ejendommen blev anvendt til indfrielse af kautionslånet. Indklagedes rådgivning var således mangelfuld.
Efterfølgende ydede indklagede yderligere lån til D, og den økonomisikring, som blev etableret i forbindelse hermed, var utilstrækkelig. Indklagede har handlet uansvarligt ved at give lån langt ud over, hvad der var dækning for, og bør selv bære tabet herved.
Endvidere fik indklagede D til at indgå en aftale om, at provenuet ved salget af ejendommen skulle afskrives på den usikrede gæld.
Indklagede bør tilbagebetale indfrielsen af lånet, hvorved de stilles, som om lånet var blevet indfriet med provenuet fra ejendomshandlen. Indklagede bør i hvert fald betale et beløb svarende til en forholdsmæssig del af økonomisikringen.
Indklagede har anført, at klagerne efter at være blevet orienteret om kautionens konsekvenser underskrev lånedokumentet uden betingelser eller forudsætninger af nogen art. Der blev på dette tidspunkt ikke talt om salg af ejendommen.
Klagerne var bekendt med D's økonomiske situation på kautionstidspunktet og med, at indklagede ikke ville yde lån uden kaution netop på baggrund af D's økonomi.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerne i forbindelse med, at de i 1995 påtog sig kautionsforpligtelsen mundtligt betingede sig, at D's provenu ved et eventuelt salg af den fælles ejendom skulle anvendes til indfrielse af det kautionssikrede lån. Selv om lånet havde forbindelse med ejendommen, finder Ankenævnet heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede vidste eller burde vide, at dette var en forudsætning for klagerne. Det var herefter ikke uberettiget i forhold til klagerne, at indklagede ved det senere salg af ejendommen efter aftale med D anvendte dennes provenu til nedbringelse af D's øvrige engagement.
Det er heller ikke godtgjort, at klagerne betingede sig eller kendeligt for indklagede forudsatte, at der var eller blev tegnet en økonomisikring for D. Indklagede var derfor ligeledes berettiget til at anvende det provenu fra økonomisikringen, som kom til udbetaling ved D's død, til nedbringelse af D's øvrige engagement.
Det var ikke uberettiget i forhold til klagerne som kautionister, at indklagede efterfølgende ydede D yderligere kredit.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.