Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for en ny kautionsforpligtelse, der erstattede en tidligere kautionsforpligtelse for gammel gæld. Kaution i misforhold med kautionists økonomi

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse mod hæftelse som kautionist, herunder vedrørende kaution for gammel gæld. Krav om frigivelse af pant.

Sagens omstændigheder

Klagerens samlever og senere ægtefælle, S, etablerede den 9. februar 2004 en mindre virksomhed i anpartsselskabsform. Anpartsselskabet, A, drev virksomhed med køb og salg af varevogne.

A havde en driftskredit på 400.000 kr. i Lokalsparekassen Silkeborg (senere: Sparekassen Østjylland, nu: Sparekassen Kronjylland). Klageren havde kontofuldmagt til kreditten.

I december 2005 blev kreditrammen øget fra 400.000 kr. til 1 mio. kr., og klageren underskrev den 22. december 2005 kreditaftalen som selvskyldnerkautionist for så vidt angår 400.000 kr. Hun underskrev samtidig en erklæring om, at hun havde modtaget kopi ”af kreditaftale med angivelse af aktuel gæld”, ”Debitors seneste årsopgørelse fra skattevæsenet”, ”Debitors seneste 3 lønsedler” samt at ”pjece om kaution er udleveret og gennemgået med kautionisten”.

På kautionstidspunktet var der en debetsaldo på A’s driftskredit på 835.993,74 kr.

Ved håndpantsætningserklæring af 2. november 2006 stillede klageren et ejerpantebrev på 400.000 kr. i hendes ejendom til sikkerhed for hendes egne og A’s forpligtelser over for sparekassen.

På et ikke oplyst tidspunkt i 2007 blev A begæret tvangsopløst, og den 23. juli 2007 opsagde sparekassen selskabets engagement.

Den 10. september 2008 underskrev S en aftale med sparekassen om et boliglån på 1.050.000 kr. Provenuet blev anvendt til nedbringelse af A’s driftskredit med 691.600 kr. samt nedbringelse af parrets private gæld i sparekassen. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. Størstedelen af den resterende gæld på A’s driftskredit blev indfriet i oktober 2008 ved en indbetaling af 400.000 kr., der var et provenu fra klagerens salg af hendes ejendom.

Den 2. juli 2010 blev boliglånet forhøjet med 260.000 kr. i forbindelse med et bådkøb. Klageren underskrev det nye gældsbrev som meddebitor. Lånet blev yderligere forhøjet med 142.059,69 kr. den 10. marts 2011.

Den 12. februar 2012 underskrev S et nyt gældsbrev vedrørende boliglånet, nu med en hovedstol på 1.460.768,68 kr. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist.

På baggrund af en henvendelse fra klagerens advokat redegjorde sparekassen ved brev af 1. marts 2012 for forløbet.

Sparekassen har under sagen nedsat klagerens kautionsforpligtelse med 236.000 kr.

Parternes påstande

Den 17. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal nedsætte kautionsforpligtelsen til 599.700 kr. samt frigøre pant på 400.000 kr. i klagerens sommerhus. Subsidiært, frigøre hende for kautionsforpligtelse på 691.600 kr. med dertil hørende renter samt frigøre det nævnte pant.

Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om frifindelse, dog således, at klagerens kautionsforpligtelse nedsættes med i alt 236.000 kr. Subsidiært, at klagerens kautionsforpligtelse fastholdes for den del af kreditudvidelsen i december 2005, der ikke var omfattet af overtrækket på kreditten (164.006,26 kr.).

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke var i kontakt med sparekassen i forbindelse med hendes kautionsløfter. Hun modtog hverken information eller rådgivning fra sparekassen.

Hendes indkomst var så beskeden, at kaution i 2005 og den efterfølgende overgang som meddebitor stod i misforhold til hendes økonomi.

Hun fik ikke oplyst, at hun kautionerede for gammel gæld.

Hun var i perioden fra 2005 – 2009 ramt af tropesygdommen denguefeber og var i perioder kritisk syg. Det var sparekassen bekendt med. På grund af hendes sygdom, oplyste S hende ikke om selskabets økonomi.

I juni 2006 blev hun ramt af en arbejdsulykke. I juli 2007 blev hun afskediget fra sit job og i 2008 fik hun bevilget revalidering. Hendes indtægtsforhold var således yderst uafklarede på tidspunktet for indfrielse af kautionsforholdet i perioden fra oktober 2008 og den efterfølgende kaution i december 2008. Det var sparekassen bekendt.

På det tidspunkt, hvor hun påtog sig kautionen for boliglånet, hvoraf 691.600 kr. blev anvendt til indfrielse af A’s gamle gæld, havde hun allerede indfriet sin kautionsforpligtelse på 400.000 kr. Det skete ved overførsel af 400.000 kr. fra salget af hendes ejendom. Hun blev på intet tidspunkt informeret om, at hun i realiteten havde indfriet den oprindelige selvskyldnerkaution.

Den nye kautionsforpligtelse stod i misforhold til hendes økonomi. Hun havde en skattepligtig årlig indkomst på 63.607 kr., aktiver for 4.159.308 kr. og havde gæld for 4.504.804 kr. Hun var således teknisk insolvent.

Sparekassen formåede at overflytte pantet på 400.000 kr. i hendes ejendom til hendes sommerhus.

Sparekassen Kronjylland har anført, at den oprindeligt begrænsede selvskyldnerkaution blev stiftet i forbindelse med en udvidelse af kreditrammen for A på 600.000 kr. Klageren blev i den forbindelse gjort bekendt med A’s aktuelle gæld.

Kautionsforpligtelsen stod ikke i misforhold til klagerens økonomi på daværende tidspunkt. Selvom hun havde en relativt beskeden lønindkomst og en betydelig gæld, havde hun dog tillige betydelige aktiver i form af blandt andet indestående i pengeinstitutter, obligationer og pantebreve på 1.299.308 kr. samt ejendomsværdi af danske ejendomme på 2.860.000 kr. På tidspunktet for etableringen af kautionen havde hun aktier for 4.159.308 kr., og der var derfor på dette tidspunkt en realistisk udsigt til, at hun ville kunne opfylde en kautionsforpligtelse på 400.000 kr., uden at skulle realisere aktiver, der var væsentlige for at opretholde hjemmet.

Det fremgår af kautionserklæringen, at pjece om kaution er udleveret og gennemgået med klageren. Det bestrides, at klageren ikke har modtaget information eller rådgivning i forbindelse med hendes kautionsløfter.

Som følge af samlivet med S, der var direktør og eneanpartshaver i A, må det endvidere formodes, at klageren var bekendt med selskabets økonomiske situation.

Boliglånet blev stiftet for at indfri A’s gæld. I den forbindelse blev der betalt 636.000 kr., hvoraf klageren havde kautioneret for 400.000 kr. Klagerens kaution for boliglånet blev stiftet med henblik på at indfri en gæld, som klageren allerede hæftede for i medfør af kautionen for A’s gæld. Den resterende del af A’s gæld til sparekassen, der udgjorde ca. 236.000 kr., var gammel gæld fra selskabets engagement, som klageren på daværende tidspunkt ikke hæftede for som kautionist. Indklagede anerkender derfor, at klageren frigøres for hæftelse for 236.000 kr.

Den resterende del af provenuet fra boliglånet blev brugt til dels at nedbringe gæld, som klageren sammen med S havde oparbejdet, herunder gæld for et byggelån fra det af klageren ejede sommerhus og dels til øget rådighedsbeløb for parret. De efterfølgende forhøjelser af boliglånet blev anvendt til private formål. Kautionsforpligtelsen for boliglånet stod under de konkrete omstændigheder ikke i misforhold til klagerens økonomi.

Det bestrides, at sikkerheden i klagerens sommerhus blev ”overflyttet” fra pantet i den solgte ejendom. Pantet i sommerhuset blev etableret til sikkerhed for gæld, som dels vedrørte finansieringen af opførelsen af klagerens sommerhus og dels finansiering af parrets privatforbrug.

Ankenævnets bemærkninger

I december 2005 påtog klageren sig en kautionsforpligtelse på 400.000 kr. for en driftskredit tilhørende hendes samlevers virksomhed. Kautionen skete i forbindelse med en udvidelse af kreditrammen med 600.000 kr. til 1 mio. kr. Der var imidlertid tale om, at klageren delvist stillede kaution for gammel gæld, idet det aktuelle træk på kreditten udgjorde 835.993,74 kr.

Den 2. november 2006 stillede klageren yderligere sikkerhed for virksomhedens gæld, idet hun håndpantsatte et ejerpantebrev på 400.000 kr. i hendes ejendom.

I forbindelse med virksomhedens tvangsopløsning blev klagerens ejendom solgt, og 400.000 kr. af provenuet blev indbetalt på driftskreditten. Klagerens samlever optog endvidere den 10. september 2008 et boliglån på 1.050.000 kr., hvoraf 691.600 kr. blev anvendt til nedbringelse af virksomhedens gæld. Klageren kautionerede for lånet.

I den erklæring om modtagne oplysninger, som klageren underskrev i 2005, siges ikke noget om, at der for størstedelens vedkommende var tale om kaution for gammel gæld. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren var bekendt hermed. Den oprindelige kautionsforpligtelse må herefter anses for delvis uforbindende for klageren, således at den kun kunne gøres gældende for den del af kreditudvidelsen, som ikke allerede var udnyttet, det vil sige efter det oplyste 164.006,26 kr.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerens efterfølgende kautionserklæringer for S’ gæld, er afgivet ud fra en forudsætning om, at hun i 2008 hæftede for de 691.600 kr. af virksomhedens kredit, som blev indfriet med provenuet fra boliglånet.

På den baggrund skal sparekassen nedsætte klagerens kautionsforpligtelse for lånet på 1.460.769 kr. til den del af kreditten, der vedrører parrets fælles private gæld (769.169 kr.) tillagt den del af den erhvervsmæssige gæld, som klagerens oprindelige kautionsforpligtelse er nedsat til (164.006 kr.), således at kautionsforpligtelsen herefter udgør 933.175 kr.

Ankenævnet finder ikke grundlag for en yderligere nedsættelse af kautionsforpligtelse på baggrund af oplysningerne om klagerens økonomi. Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at størstedelen af den kautionssikrede gæld vedrører parrets private udgifter.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at den oprindelige kautionsforpligtelse blev indfriet med provenu fra salget af klagerens ejendom, idet det bemærkes, at der ved håndpantsætningen af ejerpantebrevet skete en yderligere sikkerhedsstillelse for virksomhedens gæld.

Det er ikke godtgjort, at sparekassen begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med, at klageren stillede sikkerhed i sit sommerhus for parrets gæld.

Ankenævnets afgørelse

Sparekassen Kronjylland skal anerkende, at klagerens kaution skal nedsættes til 933.175 kr.

Klageren får klagegebyret tilbage.