Refinansiering af kortrentelån. Kurssikring.
| Sagsnummer: | 20811104 /2008 |
| Dato: | 25-03-2009 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Per Englyst og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Refinansiering - tidspunkt
Låntype - kortrente Fastkursaftale - rådgivning |
| Ledetekst: | Refinansiering af kortrentelån. Kurssikring. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde i sin ejendom et kortrentelån F3 til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i oktober 2008 en meddelelse til klageren om den forestående refinansiering pr. 1. januar 2009. Efter det oplyste henvendte klageren sig den 29. oktober 2008 til instituttet for at drøfte refinansieringsvilkårene. Instituttet fremsendte samme dag bekræftelser på henholdsvis en ændring af refinansieringsprofilen til F1 og en fastkursaftale. Den 30. oktober fremsendte klageren en e-mail til instituttet, hvori hun protesterede over rådgivningen og forløbet af refinansieringen. Klageren oplyste, at fastkursaftalen føltes presset igennem, og at hun var i telefonen kort efter for at få aftalen opsagt. Klageren følte sig ikke rådgivet men ført til en beslutning, uden at instituttet havde inddraget de mulige virkninger af hjælpepakken, som var på vej. Instituttet meddelte i november 2008 klageren, at der var indgået en juridisk bindende aftale, og at klageren var blevet rådgivet ud fra instituttets økonomers daværende forventning til renteudviklingen, herunder med en anbefaling om at fastlåse renten.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle stille hende, som om der ikke var indgået en fastkursaftale på refinansiering. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet henviste til, at klageren havde gjort gældende, at hun ikke havde forstået, at der den 29. oktober 2008 blev indgået en bindende fastkursaftale, at det af instituttets notatark fremgik, at klageren var blevet orienteret om, at der var indgået en juridisk bindende aftale, at aftalen skriftligt var bekræftet ved instituttets brev af 29. oktober 2008 til klageren, at klageren i e-mail af 30. oktober 2008 anførte, at hun var i telefonen ”kort efter for at få den opsagt”, og at klageren i en ikke dateret e-mail yderligere anførte, at ”alle med flexlån kan ånde lettet op – bare ikke mig!”. Nævnet fandt på denne baggrund, at klageren måtte have været klar over, at hun den 29. oktober 2008 indgik en bindende fastkursaftale. Nævnet henviste endvidere til, at klageren videre havde gjort gældende, at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved den 29. oktober 2008 at råde hende til at indgå en fastkursaftale. Nævnet fandt, at der på det pågældende tidspunkt var betydelig uro og usikkerhed på det finansielle marked, og at det ikke kunne anses for ansvarspådragende, at instituttet på dette tidspunkt anbefalede sine kunder at indgå fastkursaftale. Som følge af det anførte frifandt Nævnet instituttet.