Krav fra begunstiget om udbetaling af ratepension uanset indsigelse fra afdødes livsarvinger.
| Sagsnummer: | 2/2023 |
| Dato: | 18-09-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Ratepension - udbetaling
|
| Ledetekst: | Krav fra begunstiget om udbetaling af ratepension uanset indsigelse fra afdødes livsarvinger. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav fra begunstiget om udbetaling af ratepension uanset indsigelse fra afdødes livsarvinger.
Sagens omstændigheder
Nu afdøde A indgik den 13. december 2004 en aftale om en privat ratepension med Danske Bank. Af aftalen, der var underskrevet af A og banken, fremgik blandt andet:
”… Begunstigelse
Begunstiget ved aftalehavers død er:
Primært
aftalehavers samlever [klageren]
Ved samlever forstås en navngiven person, med hvem aftalehaver har fælles bopæl på indsættelsestidspunktet.
Begunstigelsen af samleveren bortfalder ikke ved ophør af den fælles bopæl.
Udbetalingen til samlever kan anfægtes, hvis aftalehaver efterlader sig tvangsarvinger (ægtefælle og/eller livsarvinger (børn))
Sekundært
nærmeste pårørende, hvilket vil sige aftalehavers ægtefælle/registreret partner, eller hvis en sådan ikke efterlades, aftalehavers livsarvinger …”
Den 16. marts 2010 indgik A aftale med banken om ændring af ratepensionsaftalen, hvorved A’s pensionerings-/udbetalingstidspunkt blev ændret til den 1. januar 2011. Begunstigelsesklausulen, som var anført i aftalen af 13. december 2004, var gentaget uændret.
Det fremgik endvidere af aftalerne, at indbetalinger blev fratrukket i den personlige indkomst efter reglerne i pensionsbeskatningsloven.
På et ikke oplyst tidspunkt før den 15. marts 2021 afgik A ved døden og efterlod sig en ratepension på 112.500 kr. Der opstod herefter uenighed mellem A’s børn og klageren om, hvem ratepensionen skulle udbetales til. Klageren var i forløbet repræsenteret af en advokat og efterfølgende af sit barnebarn, R.
Den 11. januar 2022 klagede R på vegne klageren til banken. R anførte, at banken var forpligtet til at udbetale pensionen til klageren og vedlagde en oversigt over korrespondance mellem advokaten, klageren og banken, hvoraf det blandt andet fremgik:
|
Dato 2021 |
Part |
Tekst |
|
15.03. |
Banken til klageren |
”… Afdøde har oprettet ratepension …, hvor du som samlever var begunstiget. Afdødes 2 børn har gjort indsi[g]else mod begunstigelsen, da du hverken var samboende med afdøde ved indsættelsen af navnebegunstigelsen i 2004 eller på dødstidspunktet. Vi beder dig derfor underskrive nedenstående blanket senest de[n] 30.04.2021, om at afdøde[s] 2 børn må modtage udbetalingen af pensionsordningen. … Ønsker du rådgivning, er du altid velkommen til at ringe på telefon 70 123 456 og aftale et møde.” |
|
06.04. |
Klageren til banken |
”… Jeg er ikke enig i indsigelsen mod begunstigelsen af ratepension …, og ønsker derfor ikke at underskrive den tilsendte blanket.” |
|
06.04. |
Banken til klageren |
”Vi beder vi dig uddybe, hvorfor du ikke er enig i indsigelsen. Reglen for betegnelse ”Samlever” ved indsættelse af begunstigelse er kun opfyldt, hvis I havde samme folkeregisteradresse i 2 år før indsættelsen. Afdødes livsarvinger ønsker, at du kan bevise dette. …” |
|
03.06. |
Advokaten til banken |
”… Jeg tager forbehold for at gøre Danske Bank ansvarlig hvis ikke min klient modtager udbetalingerne iht. de indgået aftaler – idet det gøres gældende at afdøde [A’s] indsættelse af [klageren] skal respekteres og at Danske Bank har medvirket og rådgivet hertil eller burde have medvirket og rådgivet hertil – for at sikre min klient (primært) og ikke andre. …” |
|
24.06. |
Banken til klageren |
”… Dette er ikke en tvist som kan løses af Danske Bank. Dette betyder, at I, som de implicerede parter, skal finde en afklaring i sagen før der kan ske en udbetaling. Vi opfordrer derfor til, at I enten indgår forlig i sagen, eller indbringer denne til De Danske Domstole, således at der kan afsiges en kendelse. Danske Bank vil afvente en afklaring, enten ved forlig eller kendelse, før der kan ske udbetaling. …” |
|
26.06. |
Advokaten til banken |
”… Tak for dette indlæg det er noteret at parterne selv må finde ”en afklaring” hvilket vil ske ved at undertegnede på vegne [klageren] vil anlægge retssag. …” |
Den 1. marts 2022 svarede banken blandt andet R, at den som følge af uenighed mellem klageren og A’s børn om retten til udbetaling ville afvente en retslig afgørelse eller forlig herom. Banken anførte endvidere:
”Af dine henvendelser fremgår det, at du er utilfreds med bankens rådgivning af afdøde [A] i 2004 og i 2010, samt bankens håndtering af sagen efter [A’s] død.
Vedr. det første klagepunkt har banken ikke ansvaret for, at den indsatte på ordningen er ”en gyldig begunstiget.” Kunden oplyser, hvem denne ønsker indsat og relationen til den indsatte. Så hvis en kunde oplyser, at denne ønsker en samlever indsat, så tjekker banken ikke om parterne rent faktisk lever sammen og fx har fælles adresse. Det er kundens eget ansvar at oplyse om relationen er korrekt.
Banken kan desværre ikke gå nærmere ind i rådgivningen af afdøde og hans forhold, da [klageren] ikke er berettiget til at få disse oplysninger udleveret om bankens kunde. Dog kan det oplyses, at banken så mange år efter, ikke har nogle oplysninger om hvad der tilbage i 2004 og 2010 blev talt om mellem kunden og rådgiveren. Det kan oplyses, at banken heller ikke ved en rådgivning kunne have tilbudt afdøde en løsning, hvor [klageren] kunne indsættes i ordningen, da hun ikke er inden for den personkreds, som efter loven kan indsættes, med mindre hun opfylder betingelserne for at være en samlever i lovens forstand.
Derfor har Danske Bank ikke et ansvar i forbindelse med [A’s] indsættelse af begunstigelse.
Vedr. det andet klagepunkt der omhandler bankens behandling af sagen efter dødsfaldet. Bankens dødsboafdeling har efter dødsfaldet fået en indsigelse fra afdødes datter, og blev i den forbindelse opmærksom på, at [klagerens] og afdødes adresse aldrig har været den samme. I den forbindelse har banken spurgt ind til forholdende og kontaktet afdødes børn, da de var ”nærmeste pårørende”. Ved denne proces har [klageren] intet tab lidt eller intet fortabt. Banken har fortsat intet udbetalt til nogen af parterne. Det er ikke Danske Banks opgave at afgøre, hvem af parterne der har ret til beløbet. Når en sådan uenighed opstår, skal parterne kontakte skifteretten, og lade skifteretten afgøre sagen jf. Dødsboskiftelovens § 89, stk.1. punkt 4. Som tidligere oplyst modsætter Danske Bank sig ikke at udbetale pengene efter afgiften til staten er fratrukket, men skal være sikker på, at de udbetales til den/de berettigede inden udbetaling sker. …”
Banken efterspurgte efterfølgende dokumentation for klagerens samliv med A. Den 3. december 2022 oplyste R blandt andet, at klageren og A ifølge Folkeregistret havde haft fælles adresse i perioden fra den 1. maj 1985 til den 15. september 2000. R oplyste yderligere, at ”så ophørte [A’s] og [klagerens] samliv ikke der. De var samlevende og tætte helt frem til [A’s] død. Men vi er efterhånden 23 år tilbage i tiden, så det er svært at skaffe dankort-kvitteringer, breve, indkøbskvitteringer mv., som håndfast kan dokumentere, det samliv [A] og [klageren] havde selv efter de var flyttet hver til sit.”
Den 30. december 2022 meddelte banken R, at banken anså sagen for tilstrækkeligt belyst, og at banken ville udbetale pensionsmidlerne til A’s børn, medmindre banken inden ”den 20. januar 2023 modtager besked fra [klageren] om at der er udtaget stævning”. Banken anførte, at det var ”et lovkrav, at afdøde, for at kunne indsætte [klageren] som begunstiget, har haft fælles bopæl med hende, og denne betingelse er ikke opfyldt.” R meddelte samme dag banken, at han havde indgivet klage til Ankenævnet.
Den 2. januar 2023 indgav klageren klage til Ankenævnet.
Banken har under klagesagen oplyst, at den alene på grund af klagesagen endnu ikke har udbetalt pensionen til A’s børn, at den ikke er vidende om, at der skulle være udtaget stævning i sagen, eller at der er indledt forligsforhandlinger mellem parterne, og at banken har fået oplyst, at klagerens advokat er udtrådt af sagen.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal udbetale pensionsordningen til hende.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at A den 13. december 2004 og den 16. marts 2010 indsatte hende som primær begunstiget. Det må derfor lægges til grund, at det ikke var A’s ønske, at pensionen skulle udbetales til nærmeste pårørende, hvilket vil sige A’s livsarvinger.
Hun er forundret og skuffet over bankens ageren i sagen, både hvad angår rådgivningen af A i forbindelse med underskrift af aftalerne i 2004 og 2010 samt i forbindelse med tvisten om udbetaling af pensionen.
Bankens ansvarsfralæggelse i forbindelse med rådgivningen af A er kritisabel. Hvori bestod bankens rolle som rådgiver og medunderskriver på aftalerne, hvis man ikke som minimum henviste til, at der var visse krav, der skulle opfyldes for, at man kunne indsætte personer som særligt begunstiget, som det nu engang var A’s ønske? Det ville ikke give nogen mening, at A skulle indsætte hende, hvis det allerede på aftaletidspunktet stod klart, at hun aldrig ville modtage pensionen, fordi A og hun ikke havde registreret fælles bopæl på indsættelsestidspunktet i henholdsvis 2004 og 2010.
A følte sig tryg ved at anvende betegnelsen ”aftalehaverens samlever”, som grundlag for, at hun, og ikke A’s børn, skulle have udbetalt ratepensionen. A var ikke akademiker, havde generelt ikke meget med banker at gøre og havde formentlig ikke læst et teknisk bilag, hvis han ikke var blevet rådgivet om at gøre det eller forholde sig til det. Der må i bedste fald være tale om manglende rådgivning og i værste fald fejlrådgivning. Det er utrygt, at man ikke kan regne med, at ens sidste ønsker æres på grund af manglende rådgivning om en teknisk betegnelse.
Hun og A havde været samlevende, og A var frem til sin død kontinuerligt stærkt tilknyttet hende. A følte sig tryg ved aftalen, som alene kan og skal fortolkes, som at hun på helt almindelig vis var indsat for netop at sikre, at hun og ikke andre, herunder livsarvingerne, skulle have udbetalt pensionen.
Banken henviser til, at sagen er forældet. Det kan ikke andet end at læses som om, at hvis man med rettidig omhu får styr på sine forhold, herunder pensionsforhold, inden man går bort, kan Danske Bank ikke stå inde for den rådgivning eller mangel på samme, der er givet på et tidligere tidspunkt, hvor man som kunde ønsker at få styr på sine forhold. Det er ikke betryggende.
Banken skriver, at den ”gennem hele sagsforløbet har forsøgt at få sagen oplyst, og opfordret parterne til at finde en løsning”. Det er ikke korrekt. Sagen har rystet ved hendes opfattelse af, hvad man som kunde kan forvente af rådgivning og efterfølgende opfyldelse af denne rådgivning af ens bank. Banken har ageret alt andet end uvildigt. Det var yderst uheldigt, at banken i brev af 15. marts 2021 anmodede hende om at ”underskrive nedenstående senest den 30.04.2021, om at afdødes … 2 børn må modtage udbetalingen af pensionsordningen”, idet dette ikke kan fortolkes anderledes, end at A’s to børn efter bankens opfattelse havde ”ret” til beløbet. I december 2022 oplyste hun og R banken om hendes bopælsforhold og foreslog, at der blev indgået forlig for at få lukket sagen. Banken reagerede aldrig herpå, men skrev i stedet blot, at den havde truffet valg om fordeling af ratepensionen.
Danske Bank har vedrørende spørgsmålet om rådgivning af A anført, at klageren ikke er part i sagen vedrørende rådgivning af A. Såfremt Ankenævnet mener, at klageren er part, gøres det subsidiært gældende, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at A skulle have modtaget fejlrådgivning af banken. Det gøres endvidere gældende, at sagen er forældet, da rådgivningen fandt sted år i 2004 og 2010.
Det fremgår af begunstigelseserklæringen fra år 2004 og 2010, at ”Ved samlever forstås en navngiven person, med hvem aftalehaver har fælles bopæl på indsættelsestidspunktet.” Ved denne formulering gjorde banken tydeligt sin kunde, A, opmærksom på betingelserne for, at samleveren gyldigt kunne indsættes. Banken bærer ikke ansvaret for, at A eventuelt ikke har opfyldt betingelserne.
Vedrørende spørgsmålet om udbetaling af ratepensionen gøres det gældende, at da klageren ikke opfyldte bopælskravet på indsættelsestidspunktet, jf. pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 2, er banken berettiget til at udbetale ratepensionen til afdødes børn, da de må anses for A’s nærmeste pårørende.
Banken har gennem hele forløbet søgt at få sagen oplyst og opfordret parterne til at finde en løsning. Banken har gentagne gange anmodet klageren om at dokumentere, at hun har været samlevende med A. Dette har hverken klageren eller hendes tidligere advokat sendt dokumentation for. Banken har i efteråret 2022 forgæves meddelt klageren frister for at fremsende dokumentation for fælles bopæl eller at udtage stævning.
Da dette ikke lykkedes, har banken set sig nødsaget til at træffe et valg om fordeling af ratepensionen i overensstemmelse med reglerne på området. Banken kan ikke holdes ansvarlig for klagerens skuffede forventninger i forbindelse med udbetaling af pensionen og kan ej heller bebrejdes noget i forbindelse med sagsforløbet. Banken har alene på grund af klagesagen endnu ikke udbetalt pensionen til A’s børn. Banken er ikke vidende om, at der skulle være udtaget stævning i sagen eller indledt forligsforhandlinger mellem parterne. Banken har fået oplyst, at klagerens advokat er udtrådt af sagen.
Ankenævnets bemærkninger
Nu afdøde A indgik den 13. december 2004 en aftale om en privat ratepension med Danske Bank, hvoraf det fremgik, at A’s ”samlever [klageren]” var indsat som primært begunstiget, og at der ”Ved samlever forstås en navngiven person, med hvem aftalehaver har fælles bopæl på indsættelsestidspunktet”. Begunstigelsesklausulen i aftalen af 13. december 2004 blev gentaget uændret i en efterfølgende ændring af pensionsaftalen af 16. marts 2010.
På et ikke oplyst tidspunkt før den 15. marts 2021 afgik A ved døden. Der opstod herefter uenighed mellem A’s børn og klageren om, hvem ratepensionen skulle udbetales til. Banken efterspurgte i den forbindelse dokumentation for klagerens samliv med A. Den 3. december 2022 oplyste klageren, at hun og A ifølge Folkeregistret havde fælles adresse i perioden fra den 1. maj 1985 til den 15. september 2000. Den 30. december 2022 meddelte banken R, at banken anså sagen for tilstrækkeligt belyst, og at banken ville udbetale pensionsmidlerne til A’s børn, medmindre banken inden den 20. januar 2023 modtog besked om, at der var udtaget stævning. Den 2. januar 2023 indgav klageren klage til Ankenævnet. Banken har under klagesagen oplyst, at den alene på grund af klagesagen endnu ikke har udbetalt pensionen til A’s børn, og at den ikke er vidende om, at der skulle være udtaget stævning i sagen.
Klageren har anført, at banken begik fejl i sin rådgivning af A om begunstigelsesklausulen. Banken oplyste i korrespondance med klageren i marts 2022, at banken ikke længere havde oplysninger om bankens rådgivning af A i 2004 og 2010, og at hvis en kunde oplyser, at denne ønsker en samlever indsat, så tjekker banken ikke om parterne rent faktisk lever sammen og f.eks. har fælles adresse.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret, at banken begik fejl eller forsømmelser i sin rådgivning af A, der kan medføre, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren. På grund af den forløbne tid finder Ankenævnet ikke, at det på nuværende tidspunkt kan pålægges banken at føre bevis for rådgivningen, eller at det skal komme banken bevismæssigt til skade, at den ikke længere er i besiddelse af oplysninger om rådgivningen. Ankenævnet finder endvidere, at der er indtrådt forældelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, allerede fordi der er gået mere end ti år fra tidspunktet for bankens mulige rådgivningsansvar i forbindelse med indgåelse af ratepensionsaftalerne til klagerens indgivelse af klagen til Ankenævnet.
Ankenævnet finder, at der består en sådan tvivl om klagerens ret til at få udbetalt ratepensionen, at der ikke er grundlag for at pålægge banken at udbetale ratepensionen til klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnet har herved ikke taget stilling til, om pensionen tilkommer klageren eller A’s livsarvinger.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.