Afgørelse

For store rateudbetalinger i forhold til aftalt udbetalingsperiode

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav i forbindelse med, at der fra klagerens ratepension blev udbetalt for store ratebeløb i forhold til den aftalte udbetalingsperiode.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1942, underskrev den 6. september 2004 en aftale for hver af sine to ratepensionskonti i Nordea Bank. Ifølge de fremlagte eksemplarer af aftalerne skulle udbetalingerne begynde den 1. oktober 2004 og slutte den 1. september 2014. Tallet fire i 2014 er anført med håndskrift. Af et brev, som banken den 8. september 2004 sendte til klageren, fremgår, at banken havde ændret datoen for sidste udbetaling fra 1. september 2013 til 1. september 2014, idet udbetaling skulle ske over minimum 10 år.

Ved brev af 6. januar 2010 henvendte klageren sig til banken, idet hun var blevet opmærksom på, at det af det årlige stamkort fejlagtigt fremgik, at sidste udbetaling af ratepension var i 2013. Klageren anmodede om, at fejlen blev rettet, således at sidste udbetaling som aftalt blev den 1. september 2014.

Den 29. juni 2010 blev der afholdt et møde mellem banken, klageren og klagerens ægtefælle vedrørende klagerens og ægtefællens ratepensioner, hvor udbetaling var sket hurtigere end aftalt. Ifølge aftalerne skulle udbetaling ske over 10 hele år (120 rater), men udbetaling var faktisk sket med henblik på udbetaling over 10 kalenderår (2004-2013).

Banken beregnede, at den omstændighed, at udbetalingerne skete over en kortere periode, havde en skattemæssig effekt, som for klagerens vedkommende bevirkede et tab på ca. 300 kr. På den baggrund tilbød banken en kompensation på 1.000 kr. til hver. Det var bankens opfattelse, at klageren og ægtefællen herudover ikke havde lidt noget tab.

Den 29. juni 2010 indsatte banken 2.000 kr. på klagerens og ægtefællens fælles grundkonto i banken.

Ved brev af 27. februar 2012 henvendte klageren sig på ny til banken vedrørende rateudbetalingerne, idet klageren fortsat forventede, at rateudbetalingerne ville fortsætte til den 1. september 2014. Ved brev af 8. marts 2012 blev dette afvist af banken.

Parternes påstande

Den 15. marts 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at banken skal fortsætte udbetalingerne fra hendes ratepension til den 1. september 2014.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er bundet af aftalen om udbetaling af ratepensionen frem til den 1. september 2014.

Ifølge bankens egne oplysninger kunne perioden ikke ændres efter, at første udbetaling havde fundet sted.

Det fejlagtige slutudbetalingsår 2013 fremgik først af det årlige stamkort, som hun fik tilsendt i slutningen af 2009, hvorefter hun straks henvendte sig til banken om fejlen.

Nordea Bank Danmark har anført, at det beror på en fejl, at udbetalingen af klagerens ratepension skete hurtigere end aftalt.

Hele klagerens opsparing udbetales imidlertid inden for den lovmæssige minimumsperiode på 10 kalenderår. Bortset fra den skattemæssige effekt af de fremrykkede udbetalinger har klageren ikke lidt noget tab.

Som kompensation for de skattemæssige konsekvenser af fejlen har banken i forbindelse med drøftelserne i 2010 betalt et kompensationsbeløb på 2.000 kr. Sagen blev herved afsluttet forligsmæssigt.

Banken har endvidere tilbudt at udstrække udbetalingerne i yderligere ni måneder frem til den 1. september 2014. Dette ville betyde, at raterne i den resterende udbetalingsperiode ville blive mindre, end hvis klageren fastholdt udbetalingsudløb i 2013. Løsningsforslaget blev afvist af klageren.

Banken har ikke tilsikret klageren et bestemt månedligt eller årligt ratebeløb.

Hvis klagerens påstand skal forstås således, at klageren rejser et økonomisk krav på grundlag af hendes forventninger til antallet at udbetalinger, gøres det gældende, at et sådant krav ikke berettiger til erstatning, jf. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 side 200.

Ankenævnets bemærkninger

Det beror på en fejl fra bankens side, at udbetalingerne fra klagerens ratepension var for store i forhold til den aftalte udbetalingsperiode, hvilket medførte en fremrykning af udbetalingen af rateopsparingen, hvorved udbetalingsperioden blev afkortet med ni måneder i forhold til det aftalte.

Klageren blev ikke påført et egentligt tab som følge af fejlen, idet klageren vil få udbetalt sit fulde tilgodehavende på ratepensionen.

For så vidt angår de skattemæssige konsekvenser af de fremrykkede udbetalinger har banken i forbindelse med et møde med klageren og dennes ægtefælle den 29. juni 2010 betalt en kompensation på 2.000 kr.

Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges banken at betale yderligere.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Det bemærkes i øvrigt, at klageren må anses for at have accepteret bankens betaling den 29. juni 2010 som fuld kompensation for fejlen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.