Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 273/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juli 1986 ydede indklagede klageren en forhøjelse af et eksisterende lån med ca. 109.000 kr. til 115.000 kr. Lånebeløbet anvendtes til køb af en bil for ca. 90.000 kr. og indfrielse af et studielån med en restgæld på ca. 21.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.825 kr. første gang 30. august 1986. Af lånedokumentet fremgår, at sidste ydelse var ca. 1. august 1994. Om lånets tilbagebetaling var endvidere anført:
"Lånebeløbet med tillæg af renter m.v. tilbagebetales med faste ydelser som angivet nedenfor.
Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt ca. den anførte dato for sidste ydelse. Ændres renten, er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato."
Af lånets almindelige bestemmelser, som fremgik af lånedokumentets bagside, og hvortil der på forsiden var henvist, fremgik af pkt. 1:
"Rente af lånets restgæld beregnes efter bankens til enhver tid gældende sats for lån af denne art og debiteres lånekontoen hvert kalenderkvartal."
Indklagede har oplyst, at lånet blev etableret med en rentesats på 11% p.a. (variabel), men uden stiftelsesprovision, da klageren og dennes ægtefælle på stiftelsestidspunktet vedligeholdt den långivende afdelings udendørsarealer m.v.
Indklagede har fremlagt en låneberegning, hvorefter et lån med en hovedstol på 115.000 kr. og en fast rente på 11% samt månedlig ydelse 1.825 kr. ville være afviklet på 7 år og 10 mdr.
Klageren har oplyst, at han i sommeren 1993, da lånets restgæld var omkring 44.000 kr., blev opmærksom på, at lånet ikke ville kunne være afviklet inden 1. august 1994. Klageren kontaktede indklagede, som oplyste, at lånets restgæld skulle ses i lyset af renteudviklingen siden lånets etablering. På klagerens foranledning blev lånets ydelse herefter med virkning fra 30. juli 1993 forhøjet til 2.500 kr. månedligt.
Den 11. februar 1994 underskrev klageren tillæg til lånedokumentet, hvorefter lånets ydelse ændredes til 2.700 kr. månedligt, første gang 28. februar 1994. Af tillægget fremgik, at lånet herefter forventedes tilbagebetalt 28. februar 1995.
Ved skrivelse af 28. februar 1994 rettede klageren påny henvendelse til indklagede om lånet og stillede sig uforstående overfor, at det ved etableringen skulle have været forrentet med 11%, idet hans egne beregninger førte til en rente på ca. 13,7%. Efter yderligere korrespondance oplyste indklagede i skrivelse af 28. april 1994 de rentesatser, hvormed klagerens lån havde været forrentet fra lånets etablering til udgangen af 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånets løbetid højst kan være 8 år og 2 mdr. med en ydelse på 1.825 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der for lånet var aftalt en løbetid på 8 år, således at lånet skulle være indfriet i august 1994. Som følge af den måde, hvorpå indklagede har behandlet lånet, vil løbetiden blive forlænget med 18 afdrag á 1.825 kr., hvortil kommer et værditab på hans bil på 10.000 kr. Begyndelsesrenten på 11% p.a. var ca. 2% under den dagældende gennemsnitsrente.
Indklagede har anført, at man ifølge lånedokumentets ordlyd ikke er forpligtet til at tilpasse ydelserne, hvorfor klageren ikke kan have nogen forventning om, at lånet skulle være tilbagebetalt på det i lånedokumentet skønsmæssigt anførte tilbagebetalingstidspunkt. Hertil kommer, at klageren årligt har modtaget kontooversigt indeholdende lånets gældende rentesats og restgæld, hvilket har givet klageren mulighed for at følge rentens størrelse og dermed lånets løbetid. Lånet har været administreret på normal vis. Klageren har ikke lidt noget tab som følge af den forlængede løbetid. Klageren fik ikke tilstået særligt lempelige rentevilkår, idet han kun fik favør derved, at han ikke skulle betale stiftelsesprovision.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved sagens afgørelse lægger Ankenævnet til grund, at lånets ydelse på 1.825 kr. månedligt ved lånets etablering var korrekt beregnet, således at lånet ved uændret rente 11% ville kunne være afviklet senest 1. august 1994. Da lånets ydelse frem til sommeren 1993 var uændret, medens lånets rente indtil da i en væsentlig del af løbetiden havde været stigende, finder Ankenævnet, at klageren burde have indset, at den oprindelige aftalte løbetid ikke ville kunne fastholdes ved uændret ydelse. Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.