Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer

Sagsnummer: 1283/2009
Dato: 19-04-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Ladegaard og Astrid Thomas.
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren, som er født i 1934, har været kunde i Jyske Bank i næsten 20 år.

Banken har anført, at klagerens investeringsprofil i sin tid blev fastlagt som værende mellem bankens "balancerede" og "dynamiske" profil. Klageren har skiftet rådgiver herefter. Banken kan ikke fremlægge den skriftlige dokumentation for klagerens investeringsprofil.

Af bankens faktaark vedrørende den balancerede profil fremgår, at udgangspunktet for porteføljesammensætningen er 36 % i etablerede aktiemarkeder, 4 % i nye aktiemarkeder, 50 % i danske obligationer og 10 % i højrenteobligationer.

Af bankens faktaark vedrørende den dynamiske profil fremgår, at udgangspunktet for porteføljesammensætningen er 54 % i etablerede aktiemarkeder, 6 % i nye aktiemarkeder, 30 % i danske obligationer og 10 % i højrenteobligationer.

Desuden fremgår følgende af begge faktaark:

"Deklaration

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

…"

Klageren har anført, at hun ikke har kendskab til den af banken omtalte investeringsprofil. Banken har anført, at klageren af sin nye rådgiver blev opfordret til at få opdateret sin investeringsprofil, hvilket hun ikke ønskede.

Jyske Bank har oplyst, at man i forbindelse med introduktion af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer i begyndelsen af oktober 2007 sendte en brochure om produktet til alle kunder, som man fra centralt hold vurderede kunne være interesserede, herunder klageren. Af brochuren, der er fremlagt under sagen, fremgår bl.a., at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko - du bliver med andre ord bedre sikret mod tab."

Klageren har anført, at hun ikke har modtaget brochuren. Hun blev af sin rådgiver foreslået at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Dette ville nedbringe hendes samlede investeringsrisiko frem for investering i aktier.

Den 26. oktober 2007 købte klageren til kurs 102 800 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 81.600 kr. til sit ratepensionsdepot og 390 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 39.780 kr. til sit åbne depot. Banken har anført, at investeringerne udgjorde henholdsvis 4,62 % og 7,09 % af depoternes værdi. Klageren solgte i samme forbindelse beviser i Jyske Invest Tyrkiske Aktier, Jyske Invest Indiske Aktier, Jyske Invest Fjernøsten, Jyske Invest Kinesiske Aktier og Jyske Invest Nye Aktie Markeder samt købte investeringsbeviser i det strukturerede produkt Bølgebryder 2010. Brochuren om sidstnævnte papir er fremlagt i sagen.

Den 11. april 2008 købte klageren til kurs 100,05 yderligere 390 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 39.312,15 kr. til ratepensionsdepotet og 195 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer for 19.656,07 kr. til sit åbne depot. Banken har anført, at investeringerne herefter udgjorde henholdsvis 7,42 % og 12,18 % af depoternes værdi. Investeringerne var geninvestering af udbyttet fra Jyske Invest beviserne.

Ved brev af 27. oktober 2009 til banken ønskede klageren sit tab på Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer erstattet på baggrund af bankens rådgivning.

Ved brev af 1. december 2009 afviste banken klagerens ønske.

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v. da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Finanstilsynet har i en anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 overfor Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."

Parternes påstande.

Klageren har den 14. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtes at erstatte tabet ved køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne.

Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke har kendskab til den af banken påståede fastlagte investeringsprofil. Hun erindrer at have drøftet med sin forrige rådgiver, at der skulle investeres så fornuftigt som muligt.

Hun har ikke modtaget brochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Banken rådgav hende til at foretage investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, da de var mere sikre end aktier. Hendes samlede investeringsrisiko ville herved blive nedbragt.

Banken understregede, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer var en helt rigtig investering i pensionsøjemed.

Hun havde ikke forudsætningerne for at gå dybere ind i de bagved obligationerne liggende risici. Hun blev ikke rådgivet herom.

Investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationerne har været mere risikofyldt end investering i aktier, idet der investeres med en gearing på 25.

Forslaget om at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer var i bankens interesse.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren blev opfordret til på ny at få fastlagt sin investeringsprofil. Hun blev i perioden 2005-2008 grundet sin alder gentagne gange i perioden opfordret til at nedbringe sin investeringsrisiko, hvilket hun afslog.

Klageren handlede ud fra egen overbevisning og har investeret i mange af bankens nye produkter, som hun har ønsket at modtage løbende information om.

Klageren modtog i den fremsendte brochure skriftlig information om risici ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Hendes rådgiver har oplyst, at klageren blev informeret om de tekniske specifikationer ved produktet (investering i danske realkreditobligationer kontra tyske statsobligationer og gearingen af denne renteforskel samt om det forventede årlige afkast/udsving/standardafvigelse m.m.).

Klageren valgte selv investeringen og havde et tilstrækkeligt grundlag for at bedømme risikoen herunder i kraft af sine tidligere investeringer i komplekse produkter.

Klageren burde vide, at hun alene bærer risikoen for kursfald.

Anbefalinger fra banken er baseret på forventninger til markedsudviklingen, som kan vise sig ikke at holde stik, hvilket klageren måtte indse.

Banken har ikke givet en garanti for, at investeringen var uden risiko eller på anden vis givet udtryk for, at investeringen var uden risiko.

Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.

Klageren har ikke dokumenteret et eventuelt tab, da hun stadig har investeringsbeviserne i sin portefølje.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afklaring af hændelsesforløbet i forbindelse med klagerens køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationerne kræver vidneforklaringer, hvilket er en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Banken har til støtte for den mere subsidiære anført, at der ved opgørelsen af et tab skal tages hensyn til den negative kursudvikling, der har været på de værdipapirer, som klageren solgte i forbindelse med investeringen, og som må formodes at have været hendes alternative placering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:

"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.

Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.

Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.

Jyske Bank har anført, at klageren har modtaget information om de tekniske specifikationer ved Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer forud for købet. Der foreligger imidlertid ikke dokumentation for indholdet og konsekvenserne af denne rådgivning.

Da Jyske Bank således ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen. Det er ubestridt, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er faldet i værdi siden købet, og det forhold, at klageren ikke har solgt sine Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, kan derfor ikke tillægges betydning.

Ankenævnet finder, at klageren må stilles, som om aftalen om køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke var indgået, og bankens mere subsidiære påstand tages derfor ikke til følge.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at købe hendes beholdning af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer tilbage til anskaffelseskursen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.