Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1983 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 759.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 891.827,65 kr., som fordeltes med 707.761,70 kr. i kolonne 2 og 184.065,95 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. marts 1983 ejendommen bl.a. med overtagelse af de fem indestående lån. I juli 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 132.827,65 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at instituttet som følge af tvangsauktionen havde haft et tab på 132.827,65 kr. Nævnet fandt ikke, at klageren ud fra en passivitetsbetragtning kunne fritages for sine for-pligtelser. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelse, mens der for forfaldne rentekrav gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke helt eller delvist var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets fordring bestod i så fald udelukkende af restancer, herunder rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i priori-tetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det resterende krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.