Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 221/2001 |
| Dato: | 11-12-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Leif Nielsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Akkord - indgåelse Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 16. marts 1987 ydede indklagede klagerens daværende kæreste, S, et lån på 70.000 kr. til brug for S' køb af en ejerlejlighed. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.040 kr. første gang den 1. maj 1987. Ydelsen skulle hæves på klagerens og S' fælles konto hos indklagede. Klageren, der er født i december 1968, underskrev en erklæring om selvskyldnerkaution "til sikkerhed for betaling af enhver skyld i henhold til lånet". S håndpantsatte et ejerpantebrev på 50.000 kr. med pant i ejerlejligheden.
Ved skrivelse af 30. december 1987 rykkede indklagede S for restance på lånet på 4.160 kr., svarende til 4 ydelser. Ved skrivelse af samme dato fremsendte indklagede en kopi af rykkerskrivelsen til klageren, idet indklagede samtidig oplyste, at lånet, "til sikkerhed for hvilket De har påtaget Dem selvskyldnerkaution", ville være at betragte som opsagt til omgående indfrielse, såfremt restancen ikke blev betalt, og at der var begæret tvangsauktion over ejerlejligheden.
Ved skrivelse af 20. januar 1988 meddelte indklagede klageren, at tvangsauktion var berammet til den 16. februar 1988, og at klageren "som selvskyldnerkautionist for lånet må varetage Deres egne interesser ved tvangsauktionen og evt. søge juridisk bistand hos en advokat".
Ejerlejligheden blev solgt på tvangsauktionen uden dækning til indklagede.
Ved skrivelse af 27. maj 1988 blev S anmodet om at kontakte indklagede med henblik på afvikling af lånet. Klageren modtog en kopi af skrivelsen.
Ved skrivelse af 23. juni 1988 meddelte indklagede klageren, at det ikke havde været muligt at opnå en aftale med S, hvorfor klageren som selvskyldnerkautionist blev anmodet om at rette henvendelse med henblik på betaling af det skyldige beløb.
Den 10. august 1988 fremsendte indklagede en rykkerskrivelse til klageren, og den 5. september 1988 overgik sagen til inkasso.
Den 6. september 1989 fremsatte klageren et tilbud om betaling af 10.000 kr. til fuld og endelig afgørelse vedrørende lånet. Indklagede accepterede ikke tilbuddet, og den 13. september 1989 blev sagen foretaget i fogedretten, hvor såvel klageren som S afgav insolvenserklæring.
I 1994 rettede indklagede på ny henvendelse til klageren om gælden. Det lykkedes ikke parterne at nå til enighed om en afviklingsordning eller en akkord.
I september 2000 rettede indklagede på ny henvendelse til klageren om gælden. Der blev indledt forhandlinger om en eventuel akkord. Indklagede tilbød i forbindelse hermed i maj 2001 en akkord, der indebar afvikling af 70.000 kr., hvilket blev afvist af klageren, som alene kunne tilbyde et beløb i størrelsesordenen 25-30.000 kr.
Parternes påstande.
Den 15. juni 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde, subsidiært nedsætte sit krav i henhold til kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun på kautionstidspunktet var 18 år og ikke havde kendskab til, hvad det ville sige at kautionere. Hun blev ikke gjort opmærksom på, at hun hæftede for lånet, ligesom hun ikke blev informeret om risikoen. I givet fald ville hun ikke have skrevet under.
Hun havde en børneopsparingskonto hos indklagede, der var bundet, til hun fyldte 21 år, mens S ikke i forvejen var kunde hos indklagede.
Lejligheden tilhørte S alene. Hun boede ikke i lejligheden, da hun var på højskole og derefter fik en anden lejlighed. Det er urimeligt, at hun skal tilbagebetale penge, som S har brugt.
Der gik urimelig lang tid, før indklagede greb ind over for S' manglende afvikling af lånet.
Indklagede ydede hende studielån uden at oplyse om kautionslånet.
Indklagede har anført, at klageren på tidspunktet for kautionens etablering blev tilstrækkeligt orienteret om risikoen herved.
Som følge af restancen på lånet er klageren løbende blevet mindet om, at hun er selvskyldnerkautionist og om konsekvenserne. Siden september 1989 har der jævnligt været drøftelser med klageren, klagerens ægtefælle og klagerens advokat om en akkordordning.
Der er ikke udvist passivitet, idet man allerede meget tidligt i sagsforløbet forsøgte at opkræve restancerne på lånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at hun er helt eller delvist frigjort for den kautionsforpligtelse, som hun påtog sig i 1987.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at acceptere en bestemt afvikling eller akkordering af gælden.
Som følge heraf