Indsigelse mod kaution begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi. Gammel gæld.
| Sagsnummer: | 143/2015 |
| Dato: | 15-10-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kaution begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi. Gammel gæld. |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod kaution begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til hendes økonomi samt, at der var tale om sikkerhed for gammel gæld.
Sagens omstændigheder
Klagerens datter, D, og hendes daværende samlever, S, var kunder i Sparekassen Sjælland, hvor de både førte et fælles erhvervsengagement og deres private engagementer.
D og S drev en restaurant som et interessentskab, der i marts 2013 lukkede på grund af manglende indtjening (uden konkursbehandling). Efter lukning af restauranten blev virksomhedens gæld på 386.000 kr. overtaget af D og S og sammenlagt med deres private gæld til et fælles lån på i alt 532.000 kr.
Da D og S på et ikke nærmere oplyst tidspunkt efterfølgende gik fra hinanden, ønskede de at få fælleslånet opdelt mod gensidig kaution.
Sparekassen har oplyst, at der i februar 2014 blev afholdt et møde i sparekassen med deltagelse af D og klageren, hvor det blev drøftet, at klageren skulle kautionere for D’s lån.
Hertil har klageren oplyst, at hun ikke kan genkende sparekassens oplysninger om forløbet forud for hendes påtagelse af kautionen.
I forbindelse med en opdeling af D og S’s fælles lån i sparekassen, underskrev D den 27. marts 2014 et gældsbrev på 225.000 kr., og S påtog sig kaution for lånet.
Samme dag underskrev klageren, der på daværende tidspunkt var 57 år, en kautionserklæring, hvori hun påtog sig selvskyldnerkaution for lånet til D begrænset til 100.000 kr. af det til enhver tid skyldige beløb. Af kautionserklæringen fremgik bl.a.:
”…
">…”
Sparekassen har fremlagt klagerens årsopgørelse for 2012 og lønsedler for klageren for oktober 2013, december 2013 og januar 2014. Af klagerens årsopgørelse for 2012 fremgik, at klagerens personlige indkomst var ca. 278.000 kr., at klagerens skattepligtige indkomst var ca. 197.000 kr., og at hun havde et mindre indestående på ca. 11.000 kr. og en gæld på ca. 58.000 kr. Klageren arbejdede som socialpædagog, og de fremlagte lønsedler viste en månedlig bruttoløn i niveauet ca. 27.000-28.000 kr. bestående af en fast løn på ca. 20.000 kr. og varierende særydelser i form af aftentillæg, weekendtillæg med videre.
I november 2014 indledte skifteretten gældssanering for D.
Ved brev af 19. november 2014 meddelte sparekassen klageren, at den havde opsagt lånet med D til fuld indfrielse. Samtidig opsagde den klagerens kautionsforpligtelse på 100.000 kr. og anmodede klageren om at betale inden 10 dage.
I et brev af 12. december 2014 til sparekassen gjorde klagerens advokat indsigelse mod kautionsforpligtelsen. I et brev af 23. januar 2015 til klagerens advokat fastholdt sparekassen kautionsforpligtelsen.
I et brev af 9. april 2015 til klageren oplyste sparekassen, at D havde fået gældssanering og bad klageren om at indbetale kautionsforpligtelsen på 100.000 kr. inden 10 dage.
Parternes påstande
Den 22. april 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal frafalde kautionen.
Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at kautionsforpligtelsen bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 33, da det strider mod almindelig hæderlighed at gøre den gældende, subsidiært i medfør af aftalelovens § 36, jf. § 38 c, idet det vil være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Sparekassen informerede hende ikke om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, forinden hun påtog sig kautionen.
Hun havde på kautionstidspunktet intet kendskab til omfanget af D’s samlede gældsforpligtelser og blev ikke orienteret om, at kautionsforpligtelsen ville blive gjort gældende, hvis der blev indledt gældssanering for D.
Det var tilsyneladende kun D, der skulle stille med en yderligere kautionist ved opdelingen af fælleslånet.
Det er kritisabelt, at sparekassen lod hende påtage sig kaution for gammel gæld. Der syntes ikke at have været nogen saglig begrundelse for opdeling af gælden mellem D og S, og sparekassen burde have indset, at kautionen set i sammenhæng med D’s øvrige betydelige gæld ville udsætte hende for en meget høj risiko.
Omfanget af kautionsforpligtelsen stod i åbenbart misforhold til hendes økonomi. Hun levede af løn som socialpædagog, og hun havde ikke havde nogen formue udover et mindre indestående. Ved årsskiftet 2013/2014 havde hun en gæld på 67.582 kr.
Hun ejer en bil, som reelt må antages at være uden værdi. Hun bor i lejebolig og har en gammel gæld, der afvikles med 500 kr. om måneden.
Hun bestrider, at hun skulle have fået udleveret det materiale, som sparekassen oplyser, at den udleverede til hende, forinden hun påtog sig kautionsforpligtelsen. Hun fik heller ikke udleveret D’s seneste årsopgørelse og tre seneste lønsedler, og ej heller pjecen om kaution eller sparekassens almindelige forretningsbetingelser, selv om det er anført i kautionserklæringen.
Hun bestrider endvidere, at hun inden underskrift af kautionserklæringen modtog den rådgivning, som sparekassen har oplyst, ligesom hun bestrider, at hun har givet sparekassen oplysninger om sin fars formueforhold og om, hvor mange arvinger han havde.
Sparekassen Sjælland har anført, at klageren var fuldt ud bekendt med, at hun stillede kaution for gammel gæld i forbindelse med, at D og S ønskede deres tidligere fælleslån opdelt. Der er ikke i dansk ret forbud mod privat kaution for gammel gæld. Forbrugerrådets og Finansrådets henstilling vedrørende privat kaution for gammel gæld er alene en ikke retlig bindende henstilling og kan ikke i sig selv føre til ugyldighed.
På mødet i banken i februar 2014 med D og klageren, blev klageren udførligt orienteret om D’s økonomiske situation, og pjecen om kaution samt kautionserklæringen blev nøje gennemgået. Hun fik ligeledes dette materiale udleveret, således at hun i ro og mag kunne studere det yderligere og eventuelt rådføre sig med andre, inden hun underskrev kautionserklæringen.
Klageren har således været fuldstændig klar over, hvad kautionsforpligtelsen indebar. Hun er blevet informeret og rådgivet af sparekassen, og hun havde mulighed for at overveje sagen yderligere, ligesom hun havde mulighed for at søge anden rådgivning f.eks. i sit eget pengeinstitut, forinden hun underskrev kautionserklæringen.
Klageren har endvidere ved sin underskrift af kautionserklæringen skriftligt bekræftet, at hun modtog kopi af både den aftale, som hun kautionerede for og pjecen om kaution.
D’s økonomiske forhold var, at hun havde fået fuldtidsjob pr. 20. marts 2014. D’s rådighedsbeløb var beregnet til 6.800 kr. pr. måned.
Vedrørende klagerens økonomiske forhold foreviste hun på mødet i banken i februar 2014 både sin årsopgørelse for 2012 samt tre lønsedler, og hun oplyste endvidere, at hun på et tidspunkt, når faderen på 89 år døde, forventede sammen med to andre arvinger at arve en ejendom med betydelig friværdi. Sparekassen vurderede herefter, at klageren med en rimelig afviklingsperiode ville kunne afvikle kautionsforpligtelsen, der ud fra en vurdering af hendes økonomi blev begrænset til 100.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger
3 medlemmer - Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Michael Reved - udtaler:
Den 27. marts 2014 påtog klageren sig beløbsbegrænset selvskyldnerkaution på 100.000 kr. for sin datter, D’s, lån på 225.000 kr. i Sparekassen Sjælland i forbindelse med en opdeling af D’s, og hendes tidligere samlever, S’, fælleslån i sparekassen.
I november 2014 indledte skifteretten gældssanering for D, og i foråret 2015 fik D gældssanering. Det følger af bestemmelsen i konkurslovens § 226, stk. 3, at det ikke påvirkede klagerens kautionsforpligtelse, at D fik gældssanering.
Vi finder, at det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at der var tale om en opdeling af D’s og S’ tidligere fælleslån i sparekassen, og at der således var tale om kaution for gammel gæld.
Den omstændighed, at kautionen blev påtaget for gammel gæld, kan ikke i sig selv føre til, at forpligtelsen er ugyldig.
Det følger af § 22, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder, der finder anvendelse på kautionsaftaler indgået inden 1. juli 2015, at pengeinstitutter, inden aftale om kaution indgås, skal sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til bekendtgørelsen, at bekendtgørelsens krav kan opfyldes ved udlevering af den af Finansrådet og Forbrugerrådet udarbejdede pjece ”Information om kaution”. Efter det skriftlige aftalegrundlag, der er fremlagt i sagen, lægger Ankenævnet til grund, at klageren i tilstrækkeligt omfang er blevet oplyst om kautionsforpligtelsens karakter og mulige konsekvenser.
Det følger endvidere af § 22, stk.1, i bekendtgørelsen, at pengeinstitutter ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi.
I den konkrete sag finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kautionen i medfør af denne bestemmelse. Vi har herved bl.a. lagt vægt på, at kautionen var begrænset til 100.000 kr.
To medlemmer - Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive - udtaler:
Den 27. marts 2014 påtog klageren sig beløbsbegrænset selvskyldnerkaution på 100.000 kr. for sin datter, D’s, lån på 225.000 kr. i Sparekassen Sjælland i forbindelse med en opdeling af D’s, og hendes tidligere samlever, S’, fælleslån i sparekassen.
I november 2014 indledte skifteretten gældssanering for D, og i foråret 2015 fik D gældssanering. Det følger af bestemmelsen i konkurslovens § 226, stk. 3, at det ikke påvirkede klagerens kautionsforpligtelse, at D fik gældssanering.
Der foreligger ikke enighed om rådgivningsforløbet forinden klageren påtog sig kautionen, herunder om der var et møde i sparekassen i februar 2014.
Der er endvidere ikke nærmere oplysninger om datteren D’s økonomiske situation, herunder om hvor stor en samlet gæld hun havde på tidspunktet for klagerens påtagelse af kautionsforpligtelsen, og om det måtte anses for realistisk, at D med sin indkomst ville kunne afvikle/indfri sin samlede gæld, eller om hun allerede på daværende tidspunkt havde konkrete planer at søge gældssanering. Der mangler således oplysninger om, hvorvidt det allerede på daværende tidspunkt måtte anses for sandsynligt, at kautionen ville blive effektiv inden for kortere tid, og hvilken rådgivning klageren eventuelt fik herom.
Vi finder, at en afgørelse heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Det følger af vedtægternes § 7, stk. 1, at Ankenævnet derfor må afvise at afgøre sagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.