Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer.

Sagsnummer: 340/2009
Dato: 01-02-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen, Astrid Thomas
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer.
Indklagede: Forstædernes Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne klage vedrører klagernes investering i garantiobligationer formidlet af Forstædernes Bank.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

Den 16. juni 2004 underskrev klagerne tegningsblanketter vedrørende tegning af nom. 250.000 kr. obligationer i Dexia Holger Danske 2004/2012 fordelt med 150.000 kr. til M og 100.000 kr. til H. Tegning af obligationerne blev formidlet af Forstædernes Bank, hvor klagerne ikke forinden var kunder. Af tegningsblanketten fremgår bl.a.:

"…

Bemærk !

I) Investor erklærer hermed at være bekendt med, at Investering er forbundet med risiko for tab, herunder evt. valutakurstab.

ii) Investor erklærer hermed forud for nærværende tegning at have modtaget resume om "Holger Danske", samt originalt prospekt vedrørende "Dexia Holger Danske 2004/2012".

…"

Forstædernes Bank har oplyst, at de pågældende obligationer, hvis tegningskurs var 100, blev udstedt af Dexia Banque Internationale á Luxembourg S.A. Obligationerne er variabelt forrentet med en garanteret udløbskurs på 100 efter højst otte år. Renten, der betales fire gange årligt, er variabel og beregnes som forskellen mellem seneste kvartals kuponrente fratrukket seks måneders CIBOR og tillagt en rentetrappe, der stiger årligt. Rentetrappen startede på 2,3 % p.a. Det første års kuponrente blev fastsat til 8,5 % p.a., og minimumsrenten var herefter 0,25 % p.a.

Forstædernes Bank har anført, at klagerne benyttede et andet pengeinstitut som primær bankforbindelse. Ifølge bankens oplysninger havde klagerne i juli 2004 friværdi på ca. 3. mio. kr. i en fast ejendom.

Den 2. september 2005 solgte M nominelt 50.000 kr. af obligationerne for 52.250 kr.; samme dag erhvervede H nominelt 50.000 kr. for 52.250 kr.

Ved e-mail af 16. november 2007 rettede klagerne henvendelse til Forstædernes Bank. Klagerne kritiserede rådgivningen i forbindelse med købet af de omhandlede obligationer. Klagerne gjorde indsigelse mod obligationernes aktuelle rente på 0,25 % sammenholdt med udbudsmaterialet for obligationerne.

Ved fondsnotaer af 19. august 2008 afregnede Forstædernes Bank salget af parrets resterende beholdning af Holger Danske obligationerne til kurs 83,5.

Under sagen er fremlagt bankens brochure vedrørende Holger Danske obligationerne; heraf fremgår:

"…

Holger Danske obligationen er rettet mod et meget bredt udsnit af opsparere og investorer – både private og virksomheder. Papiret er også meget interessant i forbindelse med virksomhedsskatteordninger, som et af de meget få alternativer til almindelige obligationer.

Udgangspunkt:

Kurs 100 og 6,10 %

Obligationens opbygning er meget enkel, og sikkerheden fås ikke meget større – især hvis der skulle opstå turbulens på obligationsmarkedet. Prisen for obligationen er kurs 100, og du er garanteret, at du får kurs 100 igen, når obligationen indfries. Desuden er du garanteret en kuponrente på 6,10 % * det første år og derefter en minimumsrente på 0,25 % årligt indtil obligationens udløb. Men forventningen er naturligvis at kuponrenten vil ligge langt højere i de følgende år, nemlig omkring 4-6 % p.a. – og det helt uden risiko for kurstab.

Løbetiden på den garanterede obligation er op til 8 år, men hvis markedsudviklingen betinger det, kan udbyder/garantistiller indfri obligationen til kurs 100 efter den sidste renteudbetaling i år 2 og herefter hvert kvartal. …

*1. års garanterede rente fastsættes endeligt den 22-06-2004. Emissionen gennemføres ikke hvis der ikke kan garanteres en minimumsrente på 5 % det første pr. Pr. 10/5-2004 var 1. års garanterede rente ca. 6,10 %.

Trappen til en bedre investering

Holger Danske obligationen er udelukkende afhængig af den korte rente (CIBOR 6 mdr.), som er bankernes korte referencerente. Derfor er din investering helt uafhængig af de markedssvingninger, der typisk går ud over de lange og mellemlange obligationer.

Positive fremtidsudsigter

Den optimale udvikling for det nye papir er en stabil eller let stigende kort rente. Vi mener at det økonomiske opsving har fået fat i USA. Og selv om Europa halter lidt bagefter, er det kun et spørgsmål om tid, før vi også ser tendensen her.

Når et opsving for alvor begynder, vil investorerne normalt forlade obligationer og flytte pengene over i det mere dynamiske aktiemarked. Resultatet vil være faldende kurser på især de lange obligationer. Og i dette tilfælde er det en god ide at have anbragt pengene i en obligation, der garanterer kursen ved udløb.

Den korte rente vil ofte være uforandret, indtil der er kommet rigtig gang i hjulene. Sandsynligvis vil centralbankerne herefter sætte deres ledende rentesats op stille og roligt for at kontrollere det økonomiske opsving. Netop denne udvikling giver Holger Danske obligationen de bedste betingelser for et godt udbytte gennem hele løbetiden.

Holger Danske obligationen er meget følsom over for ændringer i renten. Investor har mulighed for at sælge obligationerne tilbage før tid, såfremt dette ønskes. Udsteder garanterer dog ikke, at kursen i obligationens løbetid følger udviklingen i det underliggende aktiv, og ved salg før udløb kan kursen derfor godt falde til under kurs 100,00."

Banken har oplyst, at pr. 7. maj 2009 var kursen på Holger Danske obligationerne ca. 94,75.

Parternes påstande.

Klagerne har den 30. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Forstædernes Bank skal betale erstatning.

Forstædernes Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de begge ikke havde erfaringer med investeringer, hvorfor de stolede blindt på bankens medarbejder.

Medarbejderen oplyste, at obligationer med sikkerhed ville give en meget høj rente, uanset den økonomiske situation. Dette viste sig ikke at være korrekt, da renten på et tidspunkt faldt til 0,25 %. De valgte herefter begge at sælge med et stort tab.

De har lidt et rentetab som følge af, at forrentningen af obligationerne efterfølgende faldt betydeligt. De bestrider bankens opgørelse.

Forstædernes Bank anført, at klagerne blev informeret og rådgivet om obligationerne. Klagerne modtog relevante og nødvendig dokumentation om produkterne, herunder brochurer.

Klagerne blev gjort opmærksom på, at obligationernes hovedstol kun betales med kurs 100 ved udløb. Ved salg i den mellemliggende periode havde klagerne kursrisiko.

M har haft et samlet afkast på Holger Danske papirerne på 9.385,52 kr. H har haft et negativt afkast på ÷ 2.171,75 kr. Samlet har klagerne ikke haft et tab.

Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar i anledning af klagernes køb af obligationerne.

Banken har levet op til den faglige standard og omhu, der må forventes af en bank.

Investeringen i obligationerne gav ikke anledning til bemærkninger set på baggrund af de oplysninger banken havde om klagernes økonomiske forhold.

Klagerne blev gjort opmærksom på, at renten på obligationerne var variabel, ligesom de blev informeret om, hvorledes renten blev fastsat.

Klagerne har underskrevet tegningsblanketter, hvor de erklærer at være bekendt med, at investeringen er forbundet med risiko for tab og at have modtaget relevant information.

Såfremt klagerne mente sig fejlrådgivet, burde de på et langt tidligere tidspunkt have reageret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at den rådgivning, som klagerne modtog forud for købet af nominelt i alt 250.000 kr. Dexia Holger Danske obligationer i juni 2004, var forkert eller mangelfuld. Obligationerne var garanterede i den forstand, at de ville blive indfriet til kurs 100 efter 8 år, men klagerne måtte efter de oplysninger, de modtog, herunder i Forstædernes Banks brochure, hvoraf det fremgik, at de var garanteret en kuponrente på 6,10 % det første år og derefter en minimumrente på 0,25 % årligt, være klar over, at der bestod en risiko for, at forholdene på rentemarkedet ville udvikle sig sådan, at obligationernes variable rente blev mindre end forventet, herunder mindre end markedsrenten på almindelige obligationer.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.