Spørgsmål om erstatningsansvar for anbefaling af køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som klageren efterfølgende købte via en anden bank. Forældelse af krav.
| Sagsnummer: | 475/2012 |
| Dato: | 11-02-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for anbefaling af køb af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som klageren efterfølgende købte via en anden bank. Forældelse af krav. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører, om Jyske Bank ydede klageren mangelfuld rådgivning, inden hun købte Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer via det pengeinstitut, hvor hendes kapitalpension var placeret. Spørgsmål om klagerens krav er forældet.
Sagens omstændigheder
Den 26. oktober 2007 var klageren til møde i Jyske Bank. På mødet drøftede banken og klageren hendes investeringer, og klageren blev anbefalet at investere i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Klageren har anført, at hun på mødet medbragte en oversigt over den aktuelle beholdning af værdipapirer i et kapitalpensionsdepot, som hun havde i et andet pengeinstitut, P.
Klageren har videre anført, at hun på mødet blev præsenteret for en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, hvor der på forsiden står: "Vejen til et mere stabilt afkast".
Videre fremgår følgende af brochuren:
"….
Du har mulighed for at investere i en lang række forskellige obligationer på én gang.
…
Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er et godt supplement, hvis du i forvejen investerer i aktier og obligationer. Dine samlede investeringer kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko – du bliver med andre ord bedre sikret mod tab
…"
Samme dag henvendte klageren sig til P og indleverede en tegningsordre på 300 stk. investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 kr. Klageren modtog ikke rådgivning af P.
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har i en anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Den 9. marts 2010 rejste klageren over for Jyske Bank krav om, at banken tilbagekøbte investeringsbeviserne til kurs 100. Klageren anførte, at investeringsbeviserne var faldet 76,5 % i værdi. Den 29. marts 2010 oplyste banken, at den var gået i gang med at indhente oplysninger til brug for besvarelsen af klagerens brev.
Den 1. februar 2012 rykkede klageren banken for svar. Ved brev af 9. februar 2012 afviste banken at være ansvarlig for klagerens tab bl.a. under henvisning til, at det var forældet.
Banken har anført, at klagerens første henvendelse ikke blev besvaret, fordi den ved en fejl ikke var blevet korrekt registreret.
Parternes påstande
Den 4. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte hendes tab på ca. 22.700 kr.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun i banken blev rådet til at sprede sine investeringer for at sprede sin risiko. Hun havde 92,5 % i aktier i sin kapitalpension. Kapitalpensionen havde en samlet kursværdi på 252.217 kr. Hendes alder talte også for at gå mere over i obligationer.
Det var på mødet med Jyske Bank, at hun udfyldte tegningsblanketten, hvor hun købte for 30.000 kr.
Hun havde en rigtig god fornemmelse, da hun gik derfra. Nu var hendes investeringer bedre sikret mod tab.
Tegningsblanketten afleverede hun til P få minutter senere.
Banken havde indflydelse på størrelsen af hendes investering. Hun havde forinden solgt aktier for ca. 100.000 kr. i sin kapitalpension for at investere i noget mere sikkert.
Det er ikke korrekt, at banken anbefalede en investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer på ca. 5 %. Det ville jo kun være ca. 5.000 kr. Det giver ingen mening kun at købe for så lille et beløb, når der var tale om et sikkert produkt.
Hun spurgte banken, om de kunne købe investeringsbeviserne for hende, men fik at vide, at hun i så fald skulle flytte hele hendes kapitalpension til Jyske Bank, hvilket hun ikke ønskede. Det var den eneste grund til, at hendes porteføljesammensætning ikke blev ændret på mødet.
Der er ikke grundlag for at rejse krav mod P, da hun kun var hos P i få minutter og ikke fik nogen rådgivning.
Hun sendte sit første krav mod banken den 9. marts 2010. Kort efter fik hun et brev om, at hendes brev modtaget og at banken ville indhente oplysninger til brug for besvarelsen.
Da hun ikke hørte noget, troede hun at det skyldtes, at der verserede en sag mod banken. Så kan man vel heller ikke forvente, at hun skulle reagere hurtigt. Hun havde fuld tillid til, at hun ville høre noget, når det var relevant at svare hende. Det er banken, som har syltet sagen og behandlet hende rigtig dårligt. Hun fik ikke oplysning om nogen frist for at anlægge en retssag eller klage til Ankenævnet.
Da hun i februar 2012 modtog brev fra banken, troede hun, at kravet var forældet, for det havde banken skrevet. Da hun den 29. september 2012 hørte, at banken havde indgået forlig i en sag, kontaktede hun Pengeinstitutankenævnet.
Jyske Bank har anført, at der ikke består et retsforhold mellem Jyske Bank og klageren vedrørende den omhandlede investering, da banken ikke har foretaget salget af papirerne.
På mødet i oktober 2007 gennemgik banken en investeringsvejviser med klageren. Herefter introducerede banken klageren for forskellige investeringsmuligheder herunder en potentiel investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Banken anbefalede alene en investering svarende til 5 % af det beløb på 50 – 100.000 kr., som klageren ønskede at investere. Mødet mundede imidlertid ikke ud i nogen konkrete omlægninger af klagerens depot.
Banken har ikke haft nogen indflydelse på størrelsen af klagerens investering eller sammensætningen af hendes portefølje i P.
Klageren må rette sit krav mod P, der har den eventuelle rådgivningsforpligtelse.
Klagerens eventuelle krav mod Jyske Bank er forældet.
Klageren har udvist retsfortabende passivitet bl.a. ved ikke straks at reagere efter at have fået kendskab til bankens afvisning af hendes krav, idet hun her udtrykkeligt havde fået besked på, at banken anså hendes krav for forældet og særligt opfordrede hende til at søge advokatbistand.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet lægger som ubestridt til grund, at klageren og banken på mødet den 26. oktober 2007 drøftede konkrete forslag til investeringer, der kunne nedbringe risikoen i klagerens kapitalpensionsdepot og at banken anbefalede investering i Jyske Invest Markedsneutral – Obligationer.
Ankenævnet finder, at Jyske Bank under disse omstændigheder måtte indse, at bankens anbefaling til klageren om at købe investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, kunne betyde, at klageren rent faktisk investerede i dette produkt uden at opsøge yderligere rådgivning.
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. …
Jyske bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse værdipapirer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren har modtaget fyldestgørende rådgivning om risikoen ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, hvorfor banken som udgangspunkt er erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen.
Ankenævnet finder, at det var en påregnelig følge af Jyske Banks rådgivning, at klageren også sammenholdt med en generelt formuleret anbefaling om en investering på 5 % af kapitalen umiddelbart efter mødet via P afgav bestilling på 300 investeringsbeviser.
Banken er herefter erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Den 9. marts 2010 rejste klageren krav mod banken i anledning af, at investeringen havde været tabsgivende. Klagerens krav var på daværende tidspunkt ikke forældet. Umiddelbart herefter svarede banken, at den var gået i gang med at indhente oplysninger til brug for besvarelsen af klagerens brev.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren berettiget kunne gå ud fra, at banken ikke umiddelbart fandt anledning til at afvise kravet og at der var rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning. Ankenævnet finder herefter ikke, at klagerens krav er forældet, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5, eller at klageren har udvist retsfortabende passivitet.
Ankenævnets afgørelse
Jyske Bank skal inden 30 dage tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 300 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs.
Klageren får klagegebyret tilbage.