Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indløsning af krydset check.

Sagsnummer: 146/2001
Dato: 03-09-2001
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Check - indløsning
Ledetekst: Indløsning af krydset check.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at hans tidligere ægtefælle hos indklagede indløste en til klageren udstedt krydset check.

Sagens omstændigheder.

Den 31. januar 2000 blev klageren og dennes ægtefælle, H, skilt.

Den 11. maj 2000 modtog indklagede i en gul girokuvert en check på 35.571 kr. udstedt af Allerød Kommune til klageren på dennes adresse i Allerød og trukket på kommunens konto i indklagedes Hillerød afdeling.

Checken, hvoraf kopi er fremlagt under klagesagen, fremtræder på bagsiden som underskrevet af klageren og H. Checken blev indsat på H's konto hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at ifølge Folkeregistrets oplysninger fraflyttede klageren adressen i Allerød den 22. maj 2000.

Parternes påstande.

Den 9. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 35.571 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han aldrig har modtaget checken, og at endossementet er falsk.

Indklagede var ikke i god tro ved indløsningen, jf. checklovens § 21.

Checken er krydset, og indklagede måtte på indløsningstidspunktet formodes at have været bekendt med, at han og H ikke længere var gift.

Indklagede havde efter anmodning fra H og uden hans samtykke slettet ham som kontohaver på den konto, hvor checken blev indsat.

Underskrifterne bag på checken ligner hinanden, og det var derfor åbenbart, at det var samme person, der havde underskrevet med såvel hans som H's navn.

Indklagede har anført, at indløseren, H, havde en i formen lovlig adkomst til checken, jf. legitimationsreglen i checklovens § 19.

På tidspunktet for erhvervelsen var indklagede i god tro med hensyn til H's rettigheder til checken, jf. checklovens § 35.

Indklagede har ekstingveret klagerens rettigheder over checken, jf. checklovens § 21.

Den krydsede check kunne indløses, idet indløseren var kunde hos indklagede, jf. checklovens § 38.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens tidligere ægtefælle, fra hvem indklagede erhvervede den til klageren udstedte krydsede check, var kunde hos indklagede og fremtrådte som retmæssig checkindehaver ved en uafbrudt række af endossementer.

Herefter, og da der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagede var bekendt med, at ægtefællen manglede ret til at råde over checken, eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseende, kan klagerens erstatningskrav over for indklagede ikke tages til følge, jf. checklovens § 21 sammenholdt med § 19 og § 38.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.