Opsigelse af kassekredit. Forrentning af pensionskonti. Omlægning af pensionsordning. Kurtage ved handel med værdipapirer. Tilbagelevering af udlånt materiale til brug for låneansøgning.
| Sagsnummer: | 175 /2002 |
| Dato: | 06-12-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Sonny Kristoffersen, |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Rente - indlån Kassekredit - opsigelse |
| Ledetekst: | Opsigelse af kassekredit. Forrentning af pensionskonti. Omlægning af pensionsordning. Kurtage ved handel med værdipapirer. Tilbagelevering af udlånt materiale til brug for låneansøgning. |
| Indklagede: | Forstædernes Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Klagen vedrører indklagedes engagement med ægtefællerne M og H og deres datter D. Klagen er med fuldmagt fra H og D indgivet af M, der løbende har forestået kontakten med indklagede vedrørende engagementet. Klagerne har fælles bopæl i en ejendom, der er ejet af D.
Sagen omfatter spørgsmål vedrørende opsigelse af kassekredit (I), omlægning af kapitalpension til ratepension (II), kurtage ved handel med værdipapirer (III), forrentning af pensionskonti (IV) og tilbagelevering af udlånt materiale til brug for låneansøgning (V).
M har under sagens behandling gjort indsigelse mod en beslutning truffet af Ankenævnets sekretariat om afslutning af skriftvekslingen mellem sagens parter.
Ankenævnets sekretariat modtog klageskema den 24. april 2002 og anmodede den 3. maj 2002 om indklagedes bemærkninger. Indklagede afgav klagesvar den 6. juni 2002. Den 7. juni 2002 fremsendte Ankenævnets sekretariat indklagedes klagesvar til klageren, der blev anmodet om at fremsende sine eventuelle bemærkninger inden 3 uger.
Ved kendelse af 10. juni 2002 bestemte fogedretten i Lyngby, at der ville kunne foretages udlæg for indklagedes krav, og at der i forbindelse med foretagelse af udlæg ville blive truffet bestemmelse om, at tvangsauktion ikke ville kunne iværksættes, før klagen var behandlet i Pengeinstitutankenævnet.
Efter at Østre Landsret den 31. juli 2002 havde stadfæstet denne kendelse foretog fogedretten den 5. august 2002 udlæg for indklagedes fordring og nedlagde auktionsforbud.
Den 4. juli 2002 blev fristen for supplerende bemærkninger efter anmodning herom fra M forlænget til ultimo august 2002 bl.a. med henblik på, at M kunne få mulighed for at gennemgå sagen med revisor.
Ved skrivelse af 3. september 2002 rykkede sekretariatet M, og ved fornyet rykker af 17. september 2002 blev fristen forlænget med yderligere 2 uger.
Ved skrivelse af 30. september 2002 anmodede M om yderligere fristforlængelse.
Ved skrivelse af 1. oktober 2002 protesterede indklagede imod dette under henvisning til, at der den 10. juni 2002 ved fogedretten var nedlagt auktionsforbud, som var gældende, indtil Ankenævnets afgørelse forelå.
Ved skrivelse af 2. oktober 2002 fik M meddelelse om, at sekretariatet havde afsluttet skriftvekslingen. Sekretariatet traf beslutningen herom under hensyn til, at M efter sekretariatets vurdering havde haft rimelig tid til at udforme sine bemærkninger, herunder eventuelt at konsultere revisor og advokat, og til det af indklagede anførte om auktionsforbuddet.
Ved skrivelse af 7. november 2002 protesterede M mod sekretariatets beslutning
Parternes påstande.
Klagerne har den 24. april 2002 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at indklagedes opsigelse af D's kassekredit den 28. august 2001 var uberettiget (I), at betale erstatning for tab som følge af en omlægning af M's kapitalpension til en ratepension (II), at yde en godtgørelse vedrørende dels kurtage dels en for sent effektueret værdipapirhandel (III), at yde en rentekompensation på M's og H's pensionskonti (IV), og at tilbagelevere udlånt materiale til brug for en låneansøgning.
Indklagede har under sagen udbetalt 2.401,24 kr. til M vedrørende klagepunkt III.
For så vidt angår klagepunkt V har indklagede nedlagt påstand om afvisning.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Sagsfremstilling og parternes argumenter.
I og II
I 1999 blev D's ejendom sat til salg. Klagerne anmodede indklagede om en kredit til finansiering af løbende udgifter ved ejendommen, indtil denne blev solgt.
Ved skrivelse af 15. oktober 1999 gav indklagede tilsagn om en kredit til D på op til 400.000 kr. "gældende i op til 1 år fra etablering".
Den 24. november 1999 blev der etableret en kredit med et maksimum på 100.000 kr. og med D som kontohaver.
Ved skrivelse af 3. april 2000 henviste M til, at indklagede havde forhøjet kreditten med 50.000 kr., hvilket ifølge M var utilstrækkeligt. M henviste til at "vi aftalte i sin tid et max op til kr. 400.000" og anmodede om en forhøjelse af kreditten til 200.000 kr., "idet jeg ellers straks skal have solgt aktier i mit kapitalpensionsdepot, hvilket jo var det vi ville undgå". Endvidere anførte M blandt andet:
"Yderligere har du ansat indfrielsen til 1/6 hvilket heller ikke er som aftalt. Se venligst dit eget brev fra 15/10-99. Jeg ved godt det sandsynligvis blot er en formssag, men alligevel."
Den 10. maj 2000 underskrev D en kreditaftale om forhøjelse af kreditten med 50.000 kr. til 200.000 kr. til indfrielse den 1. juni 2000. Samtidig blev der etableret et ejerpantebrev i ejendommen på 200.000 kr., der blev lagt til sikkerhed for kreditten.
Den 5. september 2000 overførte M og H deres indekskonti og kapitalpensionkonti til indklagede. M og H er født i henholdsvis april 1941 og november 1942.
Ved skrivelse af 12. oktober 2000 meddelte M blandt andet, at der ifølge en tilstandsrapport for ejendommen var væsentlige mangler ved taget, som skulle udbedres før salg, og at Realkredit Danmark til finansiering heraf havde tilbudt et lån på 500.000 kr., hvoraf 300.000 kr. kunne udbetales, mens 200.000 kr. skulle tilbageholdes, indtil taget var færdigt.
Den 2. november 2000 blev der hjemtaget et lån i Realkredit Danmark med et provenu på 496.210 kr., hvoraf 296.210 kr. blev indsat på kreditten. Kreditten udviste herefter en saldo på 82.419 kr. (negativ).
Indklagede rykkede med ejerpantebrevet for det nye lån; ejerpantebrevet blev samtidig forhøjet med 800.000 kr. til 1.000.000 kr. Forhøjelsen udløste 13.400 kr. i stempelafgift.
Den 3. januar 2001 blev de 200.000 kr. vedrørende RD lånet frigivet og overført til kreditten. Kredittens saldo var herefter 195.658 kr. (negativ). Ifølge kontoudskriften for kreditten var der i den mellemliggende periode blevet trukket gebyr for midlertidigt overtræk samt overtræksprovision.
Den 4. april 2001 blev M's kapitalpension omlagt til en ratepension.
I løbet af det første halve år af 2001 steg gælden på kreditten til ca. 355.000 kr. Den 30. marts og 3. april 2001 beregnede indklagede sig overtræksprovision samt gebyr for bevilliget/midlertidigt overtræk.
Ved skrivelse af 13. juni 2001 meddelte indklagede, at man som følge af overtræk havde returneret en check på 7.363 kr.
Under sagen er der fremlagt et af M udarbejdet notat vedrørende forløbet omkring returneringen af checken.
Den 24. juli 2001 fremsendte indklagede et gældsbrev til D vedrørende et lån på 451.000 kr. til afløsning af kassekreditten, som på daværende tidspunkt udviste en saldo på ca. 426.000 kr. (negativ). Lånet skulle indfries den 24. oktober 2001. Tilbuddet om lånet var gældende til den 31. juli 2001. Lånet blev ikke etableret.
Ved skrivelse af 28. august 2001 opsagde indklagede kreditten til indfrielse inden 10 dage.
Sagen overgik herefter til inkasso.
Klagerne har anført, at de på grund af nedgang i indtægt ønskede at udskifte ejendommen med en billigere bolig. Formålet med kreditten var at undgå at blive nødsaget til at ophæve pensionsordningerne i utide. Ophævelse til den lave beskatning kunne for M's vedkommende ske i april 2001, hvor M fyldte 60 år.
Da maksimumsbeløbet på 400.000 kr. ikke skulle benyttes straks, blev der i første omgang etableret en kredit på 100.000 kr. Indklagede blev løbende orienteret om salgsarbejdet og nogle reparationsarbejder på ejendommen. I forbindelse med forhøjelsen af kreditten til 200.000 kr. og udstedelsen af ejerpantebrevet i foråret 2000 blev indklagede ved skrivelsen af 3. april 2000 gjort opmærksom på, at de forudsatte, at aftalen om en kredit på op til 400.000 kr., indtil ejendommen var solgt, forsat var gældende.
I forbindelse med overførslen af pensionskontiene i september 2000 blev det drøftet at omlægge M's kapitalpension til en ratepension. Omlægningen indebar en fastlåsning af opsparingen i yderligere 5 år samt en omlægning til investeringer med en længere tidshorisont. Indklagede blev i forbindelse med drøftelserne om omlægningen og indgåelsen af aftalen herom løbende orienteret om tagarbejdet på ejendommen, der medførte en udskydelse af salget. Indklagede fik endvidere udleveret et regneark, der viste deres økonomiske forhold i de kommende år.
Kun ca. 2 måneder efter at kapitalpensionen var omlagt til ratepension, og investeringen af midlerne var omlagt til langsigtede investeringer, returnerede indklagede checken. Baggrunden for returneringen var en misforståelse, som efterfølgende blev afklaret, jf. notatet. Indklagedes tilbud om et lån til indfrielse den 24. oktober 2001 var ikke i overensstemmelse med aftalen om en løbende kredit, indtil ejendommen var solgt. Opsigelsen af kreditten var uberettiget og skete uden saglig grund.
Såfremt indklagede ikke ville vedstå aftalen om den løbende finansiering, indtil ejendommen var solgt, burde indklagede i hvert fald have taget forbehold herom i forbindelse med omlægningen af kapitalpensionen få måneder forinden. På grundlag af indklagedes manglende forbehold kunne de berettiget lægge til grund, at aftalen om løbende finansiering fortsat stod ved magt.
Som følge af indklagedes manglende overholdelse af aftalen om løbende kredit er M blevet påført tab ved at måtte ophæve sin ratepension i utide, dels ved betaling af merskat, dels ved realisering af langsigtede investeringer. Endvidere er omkostningen på 13.400 kr. til forhøjelse af ejerpantebrevet, som skulle anvendes i forbindelse med køb af en anden ejendom, spildt på grund af indklagedes adfærd.
Dispositionerne på kassekreditten blev foretaget af M. D hæfter alene for kassekredittens maksimum, idet indklagede har undladt at sikre sig, at D var indforstået med, at kreditten blev overtrukket.
Indklagede har anført, at det var en klar forudsætning for begge parter, at kreditten ikke skulle løbe for evigt. Der blev derfor givet kredittilsagn begrænset til et år fra etableringen, og i kreditdokumentet blev der af samme grund indsat en dato for indfrielse.
Ved opsigelsen af kreditten den 28. august 2001 var der gået mere end et år fra etableringen, og maksimum på 400.000 kr. var overskredet.
Tilbuddet af 24. juli 2001 om et stående lån til afløsning af kreditten og med yderligere tre måneders frist til indfrielse blev ikke accepteret, og kreditten blev derfor opsagt med den begrundelse, at den var udløbet.
Ved omlægningen af M's kapitalpension til en ratepension blev M fuldt informeret om, at midlerne ville blive bundet.
Klagernes forventning om, at pensionsmidlerne skulle bruges til indfrielse af kreditten, hvis huset ikke var blevet solgt i mellemtiden, har ikke været indklagede bekendt.
Det skyldes ikke indklagedes forhold, at M har måttet ophæve sin ratepension i utide.
M og H har ophævet størstedelen af deres pensioner uden at benytte provenuet til en nedbringelse af kreditten.
Det tab, som M har gjort gældende, skyldes alene, at ejendommen endnu ikke er solgt, hvilket er indklagede uvedkommende.
Hele det beløb, der skyldes på kreditten, er tilgået enten D eller hendes befuldmægtide. D hæfter således for det fulde beløb.
III
I forbindelse med overførslen af M's og H's pensionskonti i september 2000 blev det aftalt, at indklagede alene skulle beregne sig en kurtage på 0,50 % i forbindelse med handel med værdipapirer i depoterne mod normalt 0,75%.
Ved nogle handler effektueret i perioden 2.-9. oktober 2000 og den 18. december 2000 beregnede indklagede sig i forhold til aftalen 1.138,53 kr. for meget i kurtage.
Som følge af en fejl fra indklagedes side i forbindelse med effektuering af en ordre i december 2001 rejste M krav om erstatning for et tab opgjort 5.641,56 kr. Indklagede opgjorde tabet til 3.605,85 kr. Ifølge en e-mail af 22. februar 2001 fra indklagede til M var der den 31. januar 2001 mellem M og indklagede opnået enighed om, at indklagede skulle godtgøre klageren 3.700 kr. i fremtidige kurtageafregninger. Ved samme e-mail meddelte indklagede, at kurtagesatsen fremover ville udgøre 0,75%, minimum 200 kr.
I perioden 1.-21. februar 2001 var M blevet godtgjort 2.437,29 kr. ved manglende beregning af kurtage i forbindelse med effektuerede handler.
M har under sagen opgjort sit restkrav til 3.204,27 kr. (5.641,56 kr. - 2.437,29 kr.), mens indklagede har opgjort restkravet til 1.262,71 kr. ( 3.700 kr. - 2.437,29 kr.).
Indklagede har under sagen til M betalt 2.401,24 kr. (1.138,53 kr. + 1.262,71 kr.).
Ved efterfølgende effektuering af handler med værdipapirer i M's depot beregnede indklagede sig kurtage på 0,75%. M har på baggrund heraf rejst et krav om betaling af 858,67 kr.
M har anført, at restkravet vedrørende fejlen i december 2001 udgør 3.204,27 kr.
Indklagede har pligt til at vedstå aftalen om kurtage på 0,50 % og refundere for meget beregnet kurtage.
Indklagede har anført, at M er blevet godtgjort sit tilgodehavende.
I indklagedes almindelige forretningsbetingelser er der hjemmel til at opsige løbende aftaler. Ved opsigelsen af aftalen om kurtage på 0,50% blev M gjort opmærksom på indklagedes standardpriser, såfremt han fortsat ønskede at handle værdipapirer gennem indklagede. M har haft tilstrækkeligt varsel til at varetage sine interesser og finde et andet pengeinstitut, hvis han ikke var tilfreds med kurtagesatsen.
Kravet på 858,67 kr. vedrører handler foretaget 9 måneder efter opsigelsen af aftalen.
IV
Den 5. september 2000 overførte M og H deres pensionskonti til indklagede.
Den 10. oktober 2000 blev renten på M's indekskonto forhøjet til 4% p.a. Efterfølgende blev rentesatsen ændret til 3,5% den 21. maj 2001, 3% den 24. september 2001, 5,5% den 1. oktober 2001 og 5% den 14. november 2001.
Rentesatsen på M's kapitalpensionskonto blev den 3. januar 2001 forhøjet til 4% p.a. Denne rentesats var gældende, indtil kapitalpensionen den 4. april 2001 blev omlagt til en ratepension.
Klagerne har anført, at de i forbindelse med overførslen af pensionskontiene betingede sig, at renten skulle være den samme som hidtil svarende til 4% p.a.
Ifølge kontoudskrifterne har indklagede ikke overholdt renteaftalen.
Indklagede oplyste i efteråret 2001, at renten ville stige til 6% p.a., hvilket efterfølgende blev nedsat til 5,5% p.a. Disse renteændringer fremgår ikke af kontoudskrifterne.
Indklagede bør godtgøre for lidt betalt rente på de to indekskonti med 0,5% og på kapitalpensionskontiene med 0,75%.
Indklagede har anført, at rentestigningerne til 4% p.a. skete i henhold til aftaler indgået henholdsvis den 10. oktober 2000 og 3. januar 2001. Rentesatserne blev efterfølgende reguleret i overensstemmelse med markedsrenten. Det bestrides, at der blev indgået aftale om fast rente.
I august/september 2001 tilbød man at hæve renten til 6% p.a. på indekskonti for alle kunder med virkning fra den 1. oktober 2001. Senere i september 2001 faldt markedsrenten med 0,5% point, hvorfor det pr. brev blev annonceret, at renten pr. 1. oktober 2001 alene udgjorde 5,5%.
Renteaftalerne er blevet overholdt, og klagerne har således ikke krav på erstatning i forbindelse med rentetilskrivning.
V
Klagerne har anført, at indklagede i januar 2001 behandlede en ansøgning fra M om et lån til køb af værdipapirer i erhvervsmæssig sammenhæng. Efter behandlingen af låneansøgningen undlod indklagede at returnere det materiale, der var udlånt til indklagede til brug for behandlingen af låneansøgningen.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at dette klagepunkt vedrører erhvervsforhold og derfor bør afvises. M opfordres dog til at præcisere, hvilket udlånt materiale han savner.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet tiltræder sekretariatets beslutning om at afslutte skriftvekslingen af de grunde, som er anført i sekretariatets skrivelse af 2. oktober 2002. Ankenævnet finder, at der er tilstrækkeligt grundlag for at træffe en afgørelse i klagesagen.
I og II
Kreditten, der var etableret med D som kontohaver, var i sommeren 2001 udløbet og overtrukket. Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne om en forlængelse/forhøjelse af kreditten eller et lån til indfrielse af denne. Ankenævnet finder herefter, at indklagede var berettiget til at opsige kreditten som sket den 28. august 2001.
Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om og i givet fald hvilket omfang D hæfter for overtrækket på kreditten. Det bemærkes herved, at det ikke af sagen klart fremgår, om overtrækket skyldes hævninger foretaget af M i henhold til fuldmagt og i givet fald om fuldmagten omfattede en adgang for M til at stifte gæld på D's vegne.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med omlægningen af M's kapitalpension til en ratepension i april 2001 har pådraget sig et rådgivningsansvar, eller at indklagede ved sin rådgivning direkte eller indirekte måtte have bibragt M en berettiget forventning om løbende forlængelse og forhøjelse af kreditten.
III
Efter det foreliggende - navnlig indklagedes e-mail af 22. februar 2001 - må det lægges til grund, at der mellem M og indklagede blev opnået enighed om, at indklagede skulle godtgøre klageren 3.700 kr. som følge af fejlen i forbindelse med værdipapirhandlen i december 2000.
Indklagede har godtgjort M dette beløb samt for meget beregnet kurtage i forbindelse med handler gennemført i oktober og december 2000.
Ankenævnet finder, at indklagede med et passende varsel var berettiget til at opsige særaftalen om rabat på kurtage. Da M efter opsigelsen af aftalen i februar 2001 først igen handlede værdipapirer i november 2001, fik M reelt ca. 9 måneders varsel, hvilket ikke kan tilsidesættes som urimeligt. M's krav om betaling af 858,67 kr. tages derfor ikke til følge.
IV
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at indklagede har overholdt renteaftalerne vedrørende M's og H's pensionskonti.
V
Ankenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagen for så vidt angår M's krav om udlevering af materiale udlånt til indklagede brug for behandling af låneansøgningen i januar 2001. Ankenævnet finder imidlertid at M som anført af indklagede bør præcisere, hvilket udlånt materiale M ønsker udleveret.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.