Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg på BoligPrioritet lån. Klage afvist, da samme klage tidligere var behandlet.
| Sagsnummer: | 512/2008 |
| Dato: | 11-02-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Rente - udlån Afvisning - klage tidligere behandlet |
| Ledetekst: | Indsigelse mod forhøjelse af rentetillæg på BoligPrioritet lån. Klage afvist, da samme klage tidligere var behandlet. |
| Indklagede: | Eik Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører størrelsen af rentetillægget på klagerens BoligPrioritet lån i Eik Bank.
Sagens omstændigheder.
Klageren har et 30-årigt boligprioritetlån på 1,6 mio. kr. i Eik Bank.
Lånet blev etableret i 2004 til variabel rente fastsat på basis af Nationalbankens indskudsbevisrente med et tillæg på 0,15 % samt et administrationsbidrag på 0,50 % af lånets restgæld. Administrationsbidraget og rentetillægget kunne ændres i henhold til bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter.
I april og maj 2008 forhøjede banken rentetillægget med henholdsvis 0,45 og 0,25 procentpoint. Rentesatsen på klagerens lån var herefter 5,60 % p.a., hvoraf rentetillægget udgjorde 0,85 procentpoint.
Klageren indgav en klage til Ankenævnet over forhøjelserne. Det var klagerens opfattelse, at lånets rente alene kunne variere i takt med Nationalbankens indskudsbevisrente, og at forhøjelserne af rentetillægget derfor var uberettigede. Eventuelle forhøjelser af rentetillægget burde i hvert fald ikke kunne begrundes i Ciborrenten, løbetid 3 måneder, men Ciborrenten, løbetid 7 eller 14 dage, som lå væsentligt tættere på Nationalbankens indskudsbevisrente end Ciborrenten løbetid 3 måneder.
Sagen blev afgjort ved Ankenævnets kendelse af 27. november 2008 (sag nr. 163/2008). Klagerens anbringende om, at rentetillægget ikke kunne ændres, blev ikke taget til følge. Ankenævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte de forhøjelser af rentetillægget med henholdsvis 0,45 procentpoint og 0,25 procentpoint, som Eik Bank gennemførte i april og maj 2008, og som efter det oplyste skyldtes stigningen i pengemarkedsrenten. Et mindretal i Ankenævnet stemte for at give klageren medhold. For nærmere detaljer henvises til den afsagte kendelse.
Den 3. december 2008 indgav klageren en ny klage over Eik Bank vedrørende størrelsen af rentetillægget på klagerens BoligPrioritet lån, der nu var steget med 0,50 procentpoint til 1,35 %.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Eik Bank Danmark skal nedsætte rentetillægget på BoligPrioritet lånet.
Ankenævnet har forstået Eik Bank Danmarks påstand således, at banken har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at rentetillægget på nu 1,35 % er urimeligt højt og bør nedsættes.
Renten på BoligPrioritet lånet ændrer sig fra dag til dag. Det er derfor urimeligt, at Eik Bank tilsyneladende baserer forhøjelserne af rentetillægget på Ciborrenten, løbetid 3/12 måneder. Eventuelle stigninger af rentetillægget burde højst baseres på Ciborrenten, løbetid 7/14 dage eller 1 måned. I så fald ville rentetillægget på Boligprioritet lånet være 0,25-0,50 procentpoint lavere.
Renten på bankens egne lån er formodentlig baseret på Ciborrenten, løbetid på 7 dage, eller anden lav forrentning.
Det forhold, at Cibor-renten på 3/12 måneder er mere stabil end Cibor-renten på 7 dage, er sagen uvedkommende, idet han netop blev stillet en lavere rente i udsigt, hvis han var villig til at løbe den risiko, at han kun kendte renten på dagen.
I november 2008, hvor rentetillægget var forhøjet til 1,35 % mod oprindeligt 0,15 %, var Nationalbankens indskudsbevisrente på 5 %. Ciborrenten, løbetid 1 måned, var ca. 5,58 %, og Ciborrenten, løbetid 14 dage, var ca. 5,37 %. Rentetillægget burde derfor i hvert fald ikke overstige 0,58 % eller 0,37 %.
I 2007 - før den finansielle/økonomiske krise - lå Ciborrenten, løbetid 1 måned, ca. 0,10 procentpoint over Nationalbankens indskudsbevisrente. Ciborrenten, løbetid 1 måned, er således faktisk kun steget 0,48 procentpoint som følge af krisen.
Eik Bank Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke er fremkommet med nye oplysninger i forhold til sag nr. 163/2008, der blev afgjort af Ankenævnet den 27. november 2008.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at forhøjelserne af rentetillægget ikke alene har været begrundet i stigningen i Ciborrenten.
Cibor er et eksempel på "anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne", som ifølge bankens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter kan begrunde regulering af renten.
Bankens funding er blevet dyrere som følge af den finansielle uro, og denne uro er årsag til bankens renteændringer, hvor banken tager såvel den hidtidige som den forventede udvikling på penge- og obligationsmarkederne i betragtning.
Banken benytter Cibor som udgangspunkt for den rentesats, som et pengeinstitut er villig til at udlåne penge til uden sikkerhedsstillelse for en nærmere defineret periode. Hertil lægger banken et gennemsnitligt fundingtillæg, der fastlægges ud fra bankens løbende vurdering af markedet.
Banken benytter typisk Cibor med 3 måneders løbetid, da funding mellem banker ofte løber længere end 7 dage. Cibor på 3 måneder er endvidere en mere stabil indikator for udviklingen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Forhøjelserne af rentetillægget på oprindeligt 0,15 % på klagerens BoligPrioritet lån i Eik Bank med henholdsvis 0,45 procentpoint og 0,25 procentpoint i april og maj 2008 blev behandlet ved Ankenævnets kendelse af 27. november 2008 i sag nr. 163/2008.
Ankenævnet finder derfor, at nærværende klage kun kan behandles for så vidt angår den af klageren anførte yderligere forhøjelse af rentetillægget med 0,50 procentpoint pr. november 2008 til i alt 1,35 %.
Ankenævnet finder, at også dette rentetillæg er fastsat i overensstemmelse med de aftalte rentevilkår, således som disse må forstås efter Ankenævnets kendelse af 27. november 2008. Der er ikke grundlag for at pålægge Eik Bank at frafalde eller at nedsætte denne forhøjelse af rentetillægget.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.