Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt banken skal erstatte klagers valutakurstab, da banken ikke rådgav om den hurtigste overførselsmetode.

Sagsnummer: 227/2015
Dato: 29-04-2016
Ankenævn: Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Anders Holkmann Olsen, Troels Hauer Holmberg
Klageemne: Betalingsoverførsel til udlandet - ekspeditionstid
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt banken skal erstatte klagers valutakurstab, da banken ikke rådgav om den hurtigste overførselsmetode.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag drejer sig om, hvorvidt Danske Bank skal erstatte klagernes valutakurstab opstået som følge af en langsommelig overførsel af et provenu fra klagernes salg af en fast ejendom i Danmark til klagernes konto i England, hvortil de var flyttet.

Sagens omstændigheder

I marts 2015 solgte klagerne deres fælles ejendom i Danmark. Provenuet fra salget på knapt 2 mio. kr. blev i april 2015 indsat på en såkaldt skødekonto i Danske Bank med den ene af klagerne som kontohaver.

I en mail den 26. april 2015 til banken skrev klagerne blandt andet:

”Emne: Udenlandske betalinger: overfoering af beloeb paa skoede konto.

Her er kontooplysningerne paa den konto som det samlede beloeb paa skoede kontoen skal sendes til. Pengene skal sendes i danske kroner.

Mandag den 27. april 2015 skrev klagerne blandt andet:

”Emne: Udenlandske betalinger: Overførsel

Vores tålmodighed er ved at løbe ud. Vi talte sammen i torsdags og det er nu mandag eftermiddag. Har prøvet at ringe X2 men telefonen ringer ud. Hvad er status?”

I en mail tirsdag den 28. april 2015 skrev Danske Bank blandt andet til klagerne:

”Emne: Udenlandske betalinger: Overførsel

Jeg beklager, at du ikke er kommet igennem til os. Status er pt. den, at vi afventer frigivelse restkøbesummen fra advokaten. Hvis I har en kopi af frigivelsen liggende, så må I meget gerne sende den til mig, så sender jeg den videre til vores boligafdeling, så beløbet kan blive frigivet, og vi kan overføre pengene til jeres engelske konto.”

Ved mail af samme dag skrev klagerne blandt andet:

Jeg har netop talt med vores advokat. Han anbefaler, at du skriver en e-mail til købers advokat, hvori du skriver at I indestår for sletning af retsanmærkningerne, så beløbet kan frigives. Realkreditlånet er jo allerede indløst, eftersom der nu står 1.9 mio. kr. på skødekontoen.

Der skulle ikke være flere udeståender mellem os.

Vi er ekstra pressede i øjeblikket, da valutakurserne kraftigt går i den forkerte retning.

Vores advokat er mere end villig til at bistå i hjælp til at få sagen afsluttet så hurtigt som muligt.

Jeg forventer at høre fra dig senere i dag mhp status.”

Senere samme dag skrev banken:

”Jeg har lige talt med den afdeling der står for indfrielsen af lånet og selv sagsbehandlingen. De oplyser, at de allerede den 28/03-2015 har oplyst advokaten om at de indestår for at RD lånet bliver indfriet. Hende som jeg talte med skulle nok forsøge at fremskynde processen.

Du kan evt. høre [købers advokats navn] ad om han kan lave en delindfrielse for så vidt angår størstedelen af beløb (hvis han endnu ikke har modtaget en underskrevet refusionsopgørelse endnu og det kun er den der mangler).”

I en mail onsdag den 29. april 2015 til klagerne skrev banken:

”Jeg har kontaktet advokaten vedr. frigivelsen. Han har sendt mig en kopi af korrespondancen. Jeg har sendt den afsted til vores boligafdeling igen, med angivelse af, at sagen haster.”

Og senere samme dag:

”Jeg har lige talt med afdelingen: Der er desværre lidt ekspeditionstid (de modtager rigtig mange mails derude). Når de når til mailen fra advokaten, så bliver frigivelsen sat i gang og beløbet overført. Jeg skal nok følge med på kontoen både i morgen og mandag for at flytte pengene til England når de er disponible.”

Den 30. april 2015, som var torsdag før Store Bededag, skrev rådgiveren, at beløbet endnu ikke var blevet overført, men at han ville tjekke kontoen igen på mandag.

Klagerne præciserede, at de havde brug for, at pengene blev overført samme dag, da de blev rykket dagligt med henblik på videre betaling.

Mandag den 4. maj 2015 spurgte klageren, om der var noget nyt fra boligafdelingen.

Tirsdag den 5. maj 2015 oplyste rådgiveren, at beløbet ikke var på kontoen endnu. Han forventede, at beløbet ville være til rådighed onsdag.

Onsdag den 6. maj 2015 skrev rådgiveren, at beløbet nu var disponibelt. Han ville straks overføre det til kontoen i England.

Den 6. maj 2015 overførte banken 1.279.371,90 kr. ved en standardoverførsel. Det betød, at pengene var til rådighed på kontoen i England den 8. maj 2015.

Den 6. maj 2015 skrev klagerne til banken, at de kunne se, at ca. 1.2 mio. kr. var overført. De bad om, at det manglende beløb blev overført straks.

Den 7. maj overførte banken det manglende beløb på 600.000 kr. Beløbet blev overført som en ekspresoverførsel og var til rådighed for klagerne samme dag. Klagerne fik dog ikke besked om ekspresoverførslen.

På baggrund af en brat stigning i kursen på engelske pund i forhold til danske kroner umiddelbart efter, at overførslen havde fundet sted, opgjorde klagerne et valutakurstab på 7.118,74 GBP.

Banken betalte pr. kulance en erstatning på 1.197,08 GBP, som ifølge bankens beregninger svarede til halvdelen af klagernes kurstab i perioden 6.-8. maj 2015.

Banken har oplyst, at valutakursen på GBP i forhold til DKK i overførselsperioden var følgende:

Dato:

GBP omvekslingskurs:

22. april 2015

1.046,70

23. april 2015

1.040,46

24. april 2015

1.042,14

27. april 2015

1.041,72

28. april 2015

1.043,45

29. april 2015

1.042,02

30. april 2015

1.026,99

04. maj 2015

1.011,63

05. maj 2015

1.015,61

06. maj 2015

1.012,04

07. maj 2015

1.005,21

08. maj 2015

1.025,26

11. maj 2015

1.037,08

Parternes påstande

Den 13. juli 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte tabet på 7.118,74 GPB.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har givet Danske Bank tydelige instruktioner om, at beløbet fra salget af deres ejendom skulle overføres til deres engelske konto i DKK så hurtigt som muligt. De fulgte op dagligt og præciserede gentagne gange overfor banken, at det hastede.

Det var afgørende for dem, at de havde mulighed for at udnytte, at pundet typisk faldt i værdi i forhold til danske kroner lige op til det engelske valg, som fandt sted den 7. maj 2015. Det var tilrettelagt og aftalt med deres engelske samarbejdspartner, at valutavekslingen fra danske kroner til britiske pund skulle ske på det mest optimale tidspunkt umiddelbart før valget.

Alle vilkår og betingelser for overførslen var opfyldt tirsdag den 28. april 2015. Det er derfor uforståeligt, at det tog bankens boligafdeling så lang tid at frigive provenuet fra bolighandlen.

Banken burde i hvert fald den 6. maj 2015 have sendt det samlede beløb som en ekspresoverførsel. I så fald kunne de hos deres engelske samarbejdspartner have omvekslet beløbet den 7. maj 2015 til kurs 998,86 og derved undgået kurstabet på 7.118,74 GBP. Ved omvekslingen den 8. maj 2015 var kursen 1.038,13.

Alternativt kan deres tab opgøres til 3.637,63 GBP. Beløbet udgør forskellen mellem Danske Banks kurs den 7. maj 2015, 1.005,04 og den 8. maj 2015, 1.025,26 med fradrag af gebyr for ekspresoverførsel på 500 kr. beregnet af provenuet på 1.879.371,90 kr. ved en ekspresoverførsel den 6. maj 2015.

De anmodede gentagne gange udtrykkeligt om, at overførslen skete hurtigst muligt. Rådgiveren burde derfor af egen drift have fortalt om mulighederne for at gennemføre en ekspresoverførsel.

Bankens kulancemæssige betaling af 1.197 GBP er utilstrækkelig, da banken har begået fejl ved langsom sagsbehandling og manglende rådgivning om overførselsmulighederne.

Danske Bank har anført, at boligsagen er behandlet så hurtigt som muligt. Klagerne havde ikke angivet et bestemt tidspunkt for overførslens gennemførelse, og der var ikke aftalt en særlig overførselsmetode for overførslen til England. Derfor blev beløbet overført som en standardoverførsel, hvilket var normal procedure. Ved en standardoverførsel ville beløbet være til rådighed i England den 8. maj 2015. Da banken ved en fejl ikke overførte hele beløbet den 6. maj 2015, overførte banken af egen drift det manglende beløb ved en ekspresoverførsel den 7. maj 2015. Hele beløbet var derfor til rådighed i England den 8. maj 2015.

Klagerne havde ikke mulighed for at forudsige det mest optimale tidspunkt at foretage omvekslingen fra DKK til GBP på. Opgørelsen af tabet baseret på kurserne den 7. maj 2015 er efterrationalisering. Såfremt klagerne havde modtaget hele beløbet den 28. april 2015, ville omvekslingskursen have været ca. 1.043,45.

På baggrund af det samlede forløb har banken betalt en kulancemæssig erstatning på halvdelen af det kurstab, der blev konstateret mellem den 6. maj og den 8. maj 2015. Banken opgjorde beløbet til 1.197,08 GBP.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, der skulle flytte til England, henvendte sig i foråret 2015 til Danske Bank og bad om, at banken hjalp med indfrielse af realkreditlån i forbindelse med salget af deres ejendom. Banken skulle derefter overføre provenuet i danske kroner til en af klagerne anvist konto i England. Den 29. april 2015 var alle forudsætninger for frigivelse af salgsprovenuet, som udgjorde 1.879.121,90 kr., opfyldt. I perioden fra den 29. april 2015 til den 6. maj 2015, hvor beløbet blev frigivet fra bankens boligserviceafdeling, henvendte klagerne sig dagligt vedrørende overførslen og understregede, at beløbet skulle overføres til England så hurtigt som muligt, idet valutakursen udviklede sig negativt.

Ankenævnet finder, at banken under hensyn til indholdet af klagernes rykkere af egen drift burde have rådgivet om muligheden for at overføre beløbet som en såkaldt ekspresoverførsel. Herved ville beløbet have været til rådighed for omveksling i England den 6. maj 2015.

Ankenævnet lægger til grund, at såfremt beløbet havde været til rådighed for omveksling den 6. maj 2015, var omveksling sket denne dag.

Danske Bank skal derfor stille klagerne, som om salgsprovenuet var til rådighed for omveksling hos klagernes engelske samarbejdspartner den 6. maj 2015. Da 600.000 kr. af salgsprovenuet var til rådighed den 7. maj 2015, hvor kursen efter det oplyste var gunstigst for klagerne, skal Danske Bank dog ikke betale erstatning i forhold til dette beløb.

Tabet opgøres herefter skønsmæssigt på grundlag af den kurs, som Danske Bank har anvendt ved den kulancemæssige erstatning af beløbet på 1.279.371,90 kr. med fradrag af ekspresoverførselsgebyret og 1.197.08 GBP, som banken har betalt pr. kulance.

Ankenævnets afgørelse

">%MCEPASTEBIN%

Danske Bank skal inden 30 dage betale klagerne erstatning som ovenfor bestemt.