Studielån, afvikling.
| Sagsnummer: | 385/1992 |
| Dato: | 05-03-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - studielån
|
| Ledetekst: | Studielån, afvikling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved "Aftale om tilbagebetaling af studielån" af 31. december 1989 aftaltes det, at det af indklagede til klageren ydede studielån, hvis restgæld pr. 9. oktober 1989 var 80.590,27 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 710 kr., første gang den 1. marts 1990. Ud for "tilbagebetaling" var i en rubrik fortrykt "Ved allerede aftalt ændring af ydelsen anføres tidspunktet for sidste indbetaling af midlertidig aftalt ydelse". Der var her anført datoen 1. juni 1990. Det fremgik endvidere, at ydelsen skulle debiteres klagerens lønkonto hos indklagede.
I perioden frem til 1. april 1990 overførtes den aftalte ydelse til studielånet, og fra 1. april 1990 indtil 1. marts 1992 overførtes 440 kr. pr. måned, da den resterende del af ydelsen var dækket af rentetilskud. Efter 1. marts 1992 er overført 710 kr. månedligt i månederne april, maj og juni 1992.
Ved skrivelse af 5. oktober 1990 rettede indklagede henvendelse til klageren og anmodede denne om at kontakte afdelingen telefonisk vedrørende tilbagebetalingen. Ved skrivelse af 15. maj 1991 rettede afdelingen på ny henvendelse til klageren og anmodede denne om at kontakte afdelingen telefonisk, idet afdelingen foreslog en fremtidig månedlig ydelse på 1.350 kr., første gang den 1. juni 1991. Det var i skrivelsen anført, at det ville svare til en restløbetid på ca. 9 år. Efter at afdelingen på ny havde rykket for indgåelse af tilbagebetalingsaftale den 19. juni 1991 rettede klageren skriftlig henvendelse til afdelingen med anmodning om yderligere udsættelse med afvikling af lånet, ligesom klageren anmodede indklagede om at godtgøre et ekspeditionsgebyr på 50 kr. debiteret hans lønkonto. Den 1. juli 1991 meddelte afdelingen klageren, at man ikke ville yde klageren yderligere udsættelse med betaling af studielånet og rykkede samtidig klageren for en restance på 880 kr. Indklagede meddelte samtidig, at ekspeditionsgebyret på 50 kr. var trukket på klagerens konto, da kontoen var i overtræk i forbindelse med betaling af ydelsen pr. 1. juni 1991. Den 26. juli 1991 indbetalte klageren 880 kr. på lånet.
Ved skrivelse af 18. august 1991 bestred klageren, at den midlertidige tilbagebetalingsaftale, han havde indgået i 1989, stadig skulle være gældende, ligesom klageren anmodede om at få fremsendt en ny tilbagebetalingsaftale og få oplyst rentetilskrivningen for årene 1986, 1987 og 1988; samtidig anførte klageren, at de 880 kr. var indbetalt som ekstraordinær ydelse.
Efter yderligere korrespondance sagen mellem klageren og indklagede og efter, at Danmarks Hypotekbank har afvist at efterkomme klagerens anmodning om forlængelse af garantiperioden, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende have været uberettiget til at debitere klagerens lønkonto for ydelser i perioden efter 1. juni 1990, samt at godtgøre klageren rykkergebyr 50 kr. debiteret 1. juni 1991 og to rykkergebyrer på ialt 125 kr. debiteret den 2. og 13. april 1992 vedrørende ydelse 1. april 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han, der er arbejdsløs, som følge af at han i første halvår i 1990 midlertidigt kom i arbejde, indgik en tilbagebetalingsaftale med indklagede, der skulle udløbe 1. juni 1990. Uanset dette har indklagede i perioden herefter debiteret hans lønkonto for ydelser på studielånet. Da klageren ikke automatisk modtager kontoudskrifter for sin lønkonto, blev han ikke opmærksom på, at ydelserne blev debiteret kontoen. Klageren har på intet tidspunkt accepteret, at indklagede fortsatte afviklingsaftalen, efter at den var udløbet den 1. juni 1990, og klageren har løbende protesteret såvel telefonisk som skriftligt overfor indklagede. Det i juli 1991 indbetalte beløb på 880 kr. var en ekstraordinær ydelse indbetalt i forbindelse med hans overvejelse om overflytning af lånet til andet pengeinstitut. Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at debitere overtræksgebyr, når overtrækket er opstået som følge af, at indklagede har overført en ydelse, der ikke var aftalt.
Indklagede har anført, at debitering af ydelser er sket efter aftale med klageren. Tilbagebetalingsaftalen af den 31. december 1989 er ikke udtryk for, at ydelsen skulle bortfalde pr. 1. juni 1990, men alene for, at den midlertidige aftale efter denne dato skulle genforhandles med henblik på forhøjelse og afvikling af lånet indenfor garantiperioden. Klageren er adskillige gange såvel mundtligt som skriftligt blevet anmodet om at rette henvendelse til indklagede med henblik på at indgå en ny tilbagebetalingsaftale. Klageren har udvist en ikke ubetydelig passivitet, idet han på et langt tidligere tidspunkt burde have rejst indsigelse mod overførslen. Klageren har endvidere anmodet indklagede om at fremsende en ny tilbagebetalingsaftale, hvor en ny anvendelse af lånets ydelser blev aftalt, således at klagerens fradragsberettigede renter ville stige. Dette er kun muligt, såfremt der rent faktisk afvikles på lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at den den 31. december 1989 indgåede tilbagebetalingsaftale må forstås således, at ydelsens størrelse skulle genforhandles den 1. juni 1990. Da SU-Styrelsen og senere Hypotekbanken har afvist at forlænge klagerens garantiperiode, kan klageren ikke have haft en berettiget forventning om, at han efter udløbet af den indgåede afviklingsaftale ville være fritaget for betaling af ydelser, ligesom klageren ikke reagerede på indklagedes henvendelser til ham om lånets afvikling. Ankenævnet finder derfor, at klageren ikke nu kan gøre indsigelser mod den skete afvikling af lånet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.