Genforhandlingsklausul i forlig, spørgsmål om underretningspligt ved fortsættelse af hidtidig afdragsordning.
| Sagsnummer: | 435/1995 |
| Dato: | 14-05-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Genforhandlingsklausul i forlig, spørgsmål om underretningspligt ved fortsættelse af hidtidig afdragsordning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. juni 1989 ydede indklagedes Helsinge afdeling klagerens datter et lån på 78.700 kr. Klageren, der bor i Randers, påtog sig ved underskrift på gældsbrevet kautionsforpligtelse herfor.
Den 1. november 1991 underskrev datteren et frivilligt forlig, hvorefter lånet opgjort til 66.817,60 kr. og en anden gæld på 5.417,60 kr. skulle afvikles med 1.000 kr. hver den 1. i måneden, første gang den 1. december 1991. Det fremgik af det frivillige forlig, at betalingsvilkårene skulle genforhandles den 1. juni 1992.
Ved skrivelse af 11. november 1991 anmodede indklagede om klagerens accept af afviklingen på de to konti. Klageren afgav accept den 14. november 1991.
Den 2. juni 1992 genforhandledes det frivillige forlig på indklagedes advokats kontor, uden at ydelsen blev ændret. Der aftaltes ny genforhandling pr. 1. juni 1993.
Indklagede har oplyst, at forliget blev misligholdt i 1. halvår af 1993.
Klageren afgav den 22. juni 1993 i fogedretten i Randers insolvenserklæring i forbindelse med, at indklagede havde begæret udlægsforretning mod hende.
I april 1994 indberettede indklagede klageren til RKI-kreditinformation.
Ved skrivelse af 14. november 1994 til indklagede anførte klagerens advokat, at kautionsforpligtelsen ikke kunne gøres gældende, idet underretningspligten i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 var tilsidesat. Samtidigt anmodedes om, at klageren omgående blev slettet i RKI-kreditinformation.
Ved skrivelse af 14. december 1994 meddelte indklagede klagerens advokat, at kravet fastholdtes, medmindre det dokumenteredes, at klagerens regreskrav mod datteren var blevet forringet ved undladelsen af underretning efter bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede fastholdt endvidere indberetningen til RKI-kreditinformation.
Klageren har ved klageskema af 17. september 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort for kautionsforpligtelsen, og tilpligtes at tilbagekalde indberetningen til RKI-kreditinformation.
Indklagede har påstået sagen afvist for så vidt angår påstanden om sletning i RKI-kreditinformation og frifindelse for så vidt angår påstanden om fritagelse for kautionsforpligtelsen.
Klageren har anført, at det var en forudsætning for hendes godkendelse af det frivillige forlig, at dette skulle genforhandles pr. 1. juni 1992. Hun modtog ikke meddelelse om låneforholdets misligholdelse, før hun i juni måned 1993 blev tilsagt til møde i fogedretten. I fogedretten meddelte hun, at hun ikke havde mulighed for at betale, og hun forstod mødet således, at hendes indsigelser blev taget til efterretning, således at hun ikke ville høre mere til sagen. Hun antog, at hendes datter afviklede gælden, idet hun ikke havde hørt andet. Hun blev i november måned 1994 orienteret om, at hun var indberettet til RKI-kreditinformation af indklagede. Kautionsforpligtelsen kan ikke gøres gældende over for hende, idet hun som følge af indklagedes manglende underretning i henhold bank- og sparekasselovens § 41 ikke har haft mulighed for at følge med i datterens økonomi og derfor ikke har haft mulighed for at påvirke dennes afvikling af gælden.
Indklagede har anført, at klagerens accept af resultatet af genforhandlingen i juni 1992 ikke var nødvendig, idet der ikke skete nogen forringelse af kautionistens stilling. Sagen blev afregnet af indklagedes advokat den 8. april 1994, og først derefter havde man mulighed for at indberette klageren til RKI-kreditinformation. Det bestrides, at klageren under fogedretsmødet har fået tilsagn om, at hun skulle være frigjort for sin kautionsforpligtelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved genforhandlingen af det frivillige forlig i juni 1992 blev der truffet aftale om, at den hidtidige afviklingsordning, hvorefter klagerens datter betalte 1.000 kr. om måneden, skulle fortsætte uændret. Indklagede findes ikke at have tilsidesat bank- og sparekasselovens § 41 eller andre forpligtelser over for klageren ved ikke at give denne meddelelse herom. Efter det oplyste blev forliget først misligholdt i 1. halvdel af 1993, og klageren er således blevet underrettet om misligholdelsen inden for 6 måneders fristen efter den nævnte bestemmelse. I denne forbindelse finder Ankenævnet dog anledning til at bemærke, at det findes kritisabelt, såfremt indklagede eller dennes advokat - således som det uimodsagt er forklaret af klageren - har begæret udlægsforretning mod klageren uden først at fremsætte udenretligt krav om betaling. Der er ikke grundlag for at antage, at indklagede eller dennes advokat under mødet i fogedretten har givet afkald på kravet mod klageren eller har udtalt sig på en måde, som med føje kunne opfattes således.
Efter det anførte kan klagerens påstande ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.