Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningskrav i forbindelse med overførsel af aktier.

Sagsnummer: 496 /2000
Dato: 30-04-2001
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Depot - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - overførsel til andet pengeinstitut
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningskrav i forbindelse med overførsel af aktier.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med overførslen af klagerens aktier til andet pengeinstitut på et tidspunkt, hvor der var fremsat et købstilbud om køb af de pågældende aktier.

Sagens omstændigheder.

Ultimo marts 2000 blev der offentliggjort et tilbagekøbstilbud vedrørende B-aktier i C.W. Obel A/S til kurs 1200. Tilbudet var gældende til 27. april 2000. Det fremgik, at aktionærer, der ønskede at modtage tilbudet, skulle afgive instruks til deres eget kontoførende pengeinstitut, eventuelt ved indlevering af en acceptblanket. Det kontoførende pengeinstitut skulle herefter meddele accepten af købstilbudet til Danske Bank. Selskabets generalforsamling var berammet til den 15. maj 2000. Afregning over for aktionærer, der tog imod tilbudet, ville ske den 16. maj 2000, hvor selskabet senest ville meddele, om købet blev gennemført.

Klageren har anført, at hun den 2. maj 2000 aftalte med Danske Bank, at hun kunne få indløst sine 88 B-aktier i C.W.Obel til kurs 1200, idet aktierne skulle overføres til Danske Bank.

Under sagen er fremlagt en overførselsblanket underskrevet af klageren vedrørende overførsel af de omhandlede aktier fra klagerens depot hos indklagede til et depot hos Danske Bank. Blanketten er dateret den 3. maj 2000.

Klageren har yderligere anført, at hun den 3. maj 2000 fremsendte overførselsblanketten til indklagede. Indklagede har anført, at man enten ikke har modtaget anmodningen, eller også er den bortkommet.

Den 22. maj 2000 rykkede klageren indklagede for overførslen, som herefter blev ekspederet samme dag.

Ved skrivelse af 28. juni 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at Danske Bank havde afvist at indløse aktierne til kurs 1200. På grund af indklagedes forsinkede ekspedition vedrørende overførslen havde hun lidt et tab på ca. 8.800 kr., idet kursen nu var ca. 1100.

Ved skrivelse af 10. juli 2000 meddelte indklagede klageren, at indklagedes ekspedition af overførslen af aktierne havde været for langsommelig, hvorfor man var indstillet på at erstatte klageren dennes tab.

Ved skrivelse af 29. oktober 2000 anførte klageren over for indklagede, at hun ikke havde mulighed for at fremlægge en skriftlig aftale med Danske Bank om overtagelsen af aktierne til kurs 1200, idet der var tale om en telefonisk aftale.

Ved skrivelse af 3. november 2000 meddelte indklagede, at man ikke kunne tilbyde at betale klageren erstatning, da klageren ikke kunne dokumentere at have lidt et tab.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. december 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 8.800 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun den 2. maj 2000 aftalte med Danske Bank, at hun kunne få aktierne indløst til kurs 1200. Det var en betingelse, at aktierne lå i depot hos Danske Bank, når generalforsamling i selskabet blev afholdt den 15. maj 2000.

Efterfølgende afviste Danske Bank at lade aktierne indløse til kurs 1200, og kursen har ikke nået dette niveau siden.

Indklagede har anført, at tilbudet om indfrielse til kurs 1200 løb til den 27. april 2000. Klageren accepterede ikke inden for fristen og har ikke godtgjort, at hun indgik aftale med Danske Bank efter acceptfristens udløb om overtagelse til kurs 1200.

Klageren har derfor ikke dokumenteret et tab som følge af den forsinkede overførsel.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, der er anført af indklagede, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.