Afgørelse

Indledning.

Denne sag omhandler opgørelsen af restgælden på et lån, som i 1988 overgik til inkasso, herunder spørgsmålet om forældelse af renter.

Sagens omstændigheder.

I november 1987 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 18.000 kr., som skulle afvikles med 600 kr. månedligt, første gang 1. januar 1988. Lånets rente var "for tiden fastsat til 1,9% pr. måned", og under forudsætning af uændret rente ville lånet være afviklet ved betaling af ca. 60 månedlige ydelser. Af de almindelige bestemmelser for lånet fremgår bl.a.:

"Rente.

Renten på lånet fastsættes af [indklagede]. [Indklagede] forbeholder sig ret til at nedsætte eller forhøje renten, hvis den almindelige renteudvikling betinger dette. Renten beregnes og tilskrives månedligt bagud. Renteændringer anføres på kontoudskrifter."

Den 14. november 1988 underskrev klageren et frivilligt forlig om lånet, der på grund af misligholdelse var overgået til inkasso hos indklagedes advokat. Ifølge forliget erkendte klageren at skylde restgælden pr. 29. juli 1988, 21.152,26 kr., tillagt renter 1,9% pr. måned indtil 14. november 1988, 1.454,86 kr., samt inkassoomkostninger 1.627,48 kr., eller i alt 24.234,60 kr. Beløbet skulle afvikles med 700 kr. månedligt, første gang den 1. december 1988.

I 1989 indbetalte klageren én ydelse à 700 kr. og to ydelser à 500 kr. på gælden.

Den 17. august 1990 blev sagen behandlet i fogedretten, hvor klageren afgav insolvenserklæring. Omkostningerne ved fogedsagen var 460 kr. i retsafgift og 750 kr. i mødesalær. Ifølge skrivelse af 20. august 1990 til inkassoadvokaten fra dennes advokatforbindelse var gælden blevet opgjort til 34.412.91 kr. i fogedretten, og der var indgået aftale om afvikling med 500 kr. månedligt, første gang 1. oktober 1990.

Klageren indbetalte fra denne dato i det væsentlige løbende 500 kr. om måneden og modtog ved advokatens skrivelser af 27. april 1993, 13. august 1996 og 3. februar 1997 opgørelser af de samlede indbetalinger og renter for henholdsvis 1992, 1993-95 og 1996. Af opgørelserne fremgår, at indbetalingerne ikke var tilstrækkelige til at dække rentetilskrivningen.

I første halvår af 1997 nedsatte indklagede pr. kulance renten til 1,75% pr. måned med virkning fra 29. juli 1988.

Pr. 23. september 1997 blev gælden af advokaten opgjort til 58.464,78 kr.

Klageren standsede sine indbetalinger fra og med 1. november 1997.

Af advokatens skrivelser og de under sagen fremlagte kontoudtog fra indklagedes advokats inkassokonto fremgår følgende:

Klageren har under sagen fremlagt en af indklagede udstedt kontoudskrift vedrørende lånet for perioden 1. januar til 31. december 1993. Af kontoudskriften fremgår en gæld pr. 14. december 1993 på 3.252,26 kr. Renteudgiften for 1993 er angivet til 0,00 kr.

Parternes påstande.

Den 4. november 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han finder det urimeligt, at han efter betaling af i alt 41.600 kr. på et lån på oprindeligt 18.000 kr. ifølge indklagede fortsat skylder endnu 58.464,78 kr. Den af indklagede påberåbte rentetilskrivning er uhjemlet i låneaftalen. Indklagede har ikke været berettiget til at beregne sig rentes rente. Rentesatsen er ikke blevet reguleret i overensstemmelse med den generelle renteudvikling, og den effektive rente på lånet er ikke blevet oplyst. Fra november 1987 til november 1992 er der indbetalt 12.600 kr. Disse ydelser må anses for at dække inkassoomkostninger og tilskrevne renter for denne periode. Udækkede renter for perioden er forældede, da der ikke er opnået dom herfor. Gælden kan herefter opgøres til 18.000 kr. + 5 års renter. Fra den således beregnede saldo må fratrækkes hans indbetalinger i perioden november 1992 til november 1997 på i alt 25.500 kr. Herved fremkommer det beløb, som han højst kan tilpligtes at være indklagede skyldig.

Indklagede har anført, at renten i lånedokumentet som udgangspunkt er fast, men at der på daværende tidspunkt var en reguleringsklausul i indklagedes lånedokumenter, der tillod indklagede at ændre renten. Renten blev pr. den 1. november 1989 forhøjet fra 1,9% til 2,0% pr. måned. Bestemmelsen er siden ikke blevet brugt og udgik af indklagedes dokumenter ved kreditaftalelovens ikrafttræden. Renten på klagerens lån er pr. kulance blevet nedsat til 1,75% pr. måned med virkning fra 29. juli 1988. Det fremgår klart af lånedokumentet og det frivillige forlig, at renten beregnes månedligt. Årsagen til, at klagerens samlede indbetaling bliver så stor, er klagerens misligholdelse med øgede renter og omkostninger til følge. Klageren er løbende blevet gjort bekendt med, at indbetalingerne ikke var tilstrækkelige til at dække den påløbne rente. Det er i låneaftalen udtrykkeligt aftalt, at renten beregnes og tilskrives lånets restgæld, hvorfor der ved beregningen af den nuværende restgæld ikke skal ses bort fra tidligere tilskrevet rente og dermed rentes rente. Dette gælder uanset, om de enkelte rentetilskrivninger hver for sig senere måtte blive omfattet af den 5-årige forældelse. Indklagede er ikke forpligtet til at nedsætte renten eller det skyldige beløb. Klageren søger reelt om en akkord, hvilket ligger uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Den i det frivillige forlig af 14. november 1988 angivne rente på 1,9% pr. måned - der må forstås således, at der tilskrives rente hver måned - er en videreførsel af den ifølge låneaftalen gældende rente. På denne baggrund finder Ankenævnet - uanset det efterfølgende fald i det almindelige renteniveau - ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den fastsatte rente overstiger det rimelige i en sådan grad, at der er grundlag for nedsættelse i medfør af aftalelovens § 36. I øvrigt bemærkes, at renten efterfølgende med virkning fra den 29. juli 1988 er nedsat til 1,75% pr. måned.

Udformningen af indklagedes kontoudskrift vedrørende gælden for perioden 1. januar til 31. december 1993 kan kritiseres, idet det heri angives, at renten er "0,00", ligesom den opgivne saldo ikke indeholder tilskrevne renter, uden at der er taget forbehold eller givet nærmere forklaring vedrørende de således meddelte oplysninger. Klageren, der til stadighed indbetalte til indklagedes inkassoadvokat og modtog oplysninger om restgæld og rentetilskrivninger fra denne, måtte imidlertid indse, at restgælden fortsat skulle forrentes, og at den i kontoudskriften oplyste saldo ikke udgjorde en opgørelse af restgælden.

Klagerens gæld til indklagede som fastslået ved det frivillige forlig af 14. november 1988 på i alt 24.234,60 kr. er ikke omfattet af forældelsesloven af 1908, men er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Der er således ikke indtrådt forældelse for så vidt angår dette beløb. Renter af det opgjorte beløb ekskl. inkassoomkostninger, 22.607,12 kr., er derimod omfattet af forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at indklagede ved opgørelsen i fogedretten den 17. august 1990 har opnået et særligt retsgrundlag som nævnt i 1908-loven § 1, stk. 2, for påløbne renter i perioden 14. november 1988 til 17. august 1990.

Af forældelsesreglerne følger herefter, at klagerens gæld i hvert fald ikke kan overstige 22.607,12 kr. med tillæg af rente heraf 1,75% pr. måned i 5 år samt med tillæg af de ved og efter forliget påløbne inkassoomkostninger på i alt 2.837,48 kr. Dette maksimum for gælden - som er det beløb, til hvilket gælden kunne opgøres, såfremt intet var betalt efter forligets indgåelse - kan beregnes til (22.607,12 x 2,8318) kr. + 2.837,48 kr. eller 66.856,32 kr.

Tre medlemmer - Peter Blok, Leif Nielsen og Jørn Ravn - udtaler videre:

Som det ses, overstiger den af indklagede opgjorte restgæld ikke dette beløb. I den foreliggende situation, hvor klageren med indklagedes indforståelse gennem mere end 5 år løbende har foretaget indbetalinger, som ikke dækkede de løbende rentetilskrivninger, finder vi imidlertid, at en rimelig hensyntagen til de foretagne indbetalinger bør indebære, at indklagede anerkender, at indbetalingerne betragtes som medgået til delvis dækning af ikke de ældste, men de senest tilskrevne renter, således at den aktuelle gæld kan opgøres til det nævnte beløb på 66.856,32 kr. med fradrag af summen af de indbetalinger, klageren har foretaget inden for de seneste 5 år forud for opgørelsesdagen.

To medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:

Af almindelige formueretlige principper følger, at en indbetalt ydelse først afskrives på renter og derefter på hovedstol. Såfremt der er tidligere ikke betalt rente, anvendes ydelsen først til at betale de ældste renter.

Spørgsmålet om eventuel forældelse af renter må således løses ved, at indklagede udarbejder en oversigt over lånets udvikling. Hvis et tilskrevet rentebeløb ved anvendelse af ovennævnte principper ikke er blevet betalt senest 5 år efter forfald, er det forældet. Vi stemmer således for kun at nedsætte restgælden i det omfang, denne beregning viser, at en del af rentebeløbet er forældet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf