Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i november 1983 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 401.000 kr. Instituttet opnåede derved ikke dækning for ca. 15.000 kr. Instituttet videresolgte i april 1984 ejendommen med overtagelse af de indestående realkreditlån. Instituttet rejste i april 1997 krav over for klageren om betaling af en endelig gæld efter tvangsauktionen på 15.658 kr. med tillæg af rente for de seneste 5 år. Klageren blev opfordret til at indgå en betalingsordning og til at indsende et budgetskema til brug herfor. Efter henvendelse fra klageren anmodede Retshjælpen den 15. april 1997 instituttet om at stille sagen i bero, indtil Retshjælpen havde vurderet instituttets krav. Efter anmodning fra Retshjælpen fremsendte instituttet den 21. april 1997 kopi af diverse dokumenter vedrørende tvangsauktionen og videresalget. Retshjælpen meddelte i maj 1997 instituttet, at man efter samtale med klageren havde fundet det rigtigst at indbringe sagen for Realkreditankenævnet, såfremt instituttet fastholdt kravet, idet der efter Retshjælpens opfattelse kunne være tvivl herom.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende, subsidiært at den personlige fordring alene kunne gøres gældende med 15.658 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren oplyste over for Nævnet blandt andet, at hun i november 1983 på ny lånte penge af instituttet til køb af anden ejendom, uden at instituttet ved den lejlighed gjorde hende opmærksom på det nu fremsatte krav. Instituttet anførte over for Nævnet blandt andet, at instituttets ydelse af lån til klageren til køb af en ny ejendom var sket på baggrund af en vurdering af klagerens økonomiske forhold set i relation til den nye ejendom, og at dette ikke havde nogen sammenhæng med den personlige fordring.

Nævnet konstaterede, at tvangsauktionen fandt sted den 14. november 1983. Instituttet gav i samme måned klageren et nyt lån uden i den forbindelse - selv om instituttet havde en særlig anledning hertil - at tage forbehold om, at en eventuel restfordring ville blive gjort gældende mod klageren. Heller ikke i forbindelse med ejendommens videresalg i april 1984 tog instituttet kontakt til klageren med henblik på betaling af restfordringen på godt 15.000 kr. Restkravet med renter blev først rejst ca. 13 1/2 år efter tvangsauktionen. Nævnet fandt under disse omstændigheder, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre restfordringen gældende over for klageren.