Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved omlægning af Jyske Invest Korte Obligationer og Jyske Invest Lange Obligationer til Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta, Jyske Invest Virksomhedsobligationer, Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Aktier og Jyske Invest Globale Aktier.

Sagsnummer: 1186 /2009
Dato: 23-03-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning ved omlægning af Jyske Invest Korte Obligationer og Jyske Invest Lange Obligationer til Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta, Jyske Invest Virksomhedsobligationer, Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Aktier og Jyske Invest Globale Aktier.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank har ydet mangelfuld rådgivning og derved pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta, Jyske Invest Virksomhedsobligationer, Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Aktier og Jyske Invest Globale Aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren var i 2007 kunde i Jyske Bank.

Den 25. juni 2007 var klageren til møde i banken, hvor hun fik lavet to investeringsprofiler. Hver af de to profiler vedrørte en investering af frie midler på 100.000-200.000 kr. I bankens breve af 25. juni 2007 blev klagerens ene investeringsprofil betegnet som "balanceret", mens klagerens anden investeringsprofil blev betegnet som "dæmpet", idet klageren ønskede forskellige tidshorisonter for sine midler.

Af resumé fra mødet vedrørende den balancerede profil fremgik, at klageren for investeringen af frie midler mellem 100.000-200.000 kr. havde en investeringshorisont på 7-10 år, og at hun ønskede at lade banken foretage investeringerne ud fra hendes investeringsprofil. Under overskriften "Holdning til investering" fremgik, at hun ønskede et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, at hun kunne acceptere et negativt afkast på 10 % på et enkelt år, at hun ville beholde investeringen, hvis værdien et enkelt år faldt mere, end hun kunne acceptere, og at hun var lidt afhængig af de penge, hun ønskede at investere. Betegnelsen "Moderat" står angivet under "Delkonklusion". Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:

"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens vedlagte faktablad vedrørende den "balancerede" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 50 % i danske obligationer, 36 % i etablerede aktiemarkeder, 10 % i højrenteobligationer og 4 % i nye aktiemarkeder. Desuden fremgår følgende:

"

Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighed

Fordelene ved at investere efter den balancerede profil:

-gode muligheder for et højt afkast på lang sigt

-mulighed for afkast over gennemsnittet på obligationsmarkedet

Deklaration

En række nøgleinformationer for en investering efter den balancerede profil, fremgår af graferne til højre.

-

Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. Til den balancerede profil anbefaler vi en nogenlunde ligelig fordeling mellem aktier og obligationer for at sprede risikoen.

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

Tidligere afkast er ikke garanti for fremtidige afkast. Når du investerer, kan du heller ikke være sikker på at få hele det investerede beløb tilbage.

…"

Af resumé fra mødet vedrørende den dæmpede profil fremgik, at klageren for investeringen af frie midler mellem 100.000-200.000 kr. havde en investeringshorisont på 3-7 år, og at hun ønskede at lade banken foretage investeringerne ud fra hendes investeringsprofil. Under overskriften "Holdning til investering" fremgik, at hun ønskede et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt, og at hun ville investere, så risikoen for negative afkast var meget begrænset. Betegnelsen "Forsigtig" står angivet under "Delkonklusion". Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfeltet anført:

"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens vedlagte faktablad vedrørende den "dæmpede" profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 80 % i danske obligationer og 20 % i højrenteobligationer. Desuden fremgår følgende:

"

Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighed

Fordelene ved at investere efter den dæmpede profil:

-en stabil værditilvækst

-lille sandsynlighed for negative afkast

Deklaration

En række nøgleinformationer for en investering efter den dæmpede profil, fremgår af graferne til højre.

-

Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. For at opnå et sikkert afkast anbefaler vi ikke aktier til den dæmpede investeringsprofil.

-

I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.

Tidligere afkast er ikke garanti for fremtidige afkast. Når du investerer, kan du heller ikke være sikker på at få hele det investerede beløb tilbage.

…"

Af bankens investeringsforslag af 25. juni 2007 fremgår:

"Forslag til investering

Vi anbefaler følgende investering ud fra din investeringsprofil og dine ønsker og behov.

BELØB kr. 200.000

Aktier

VÆRDIPAPIR

ANDEL I %

BELØB

Jyske Invest Hedge Markedsneutral

5,000

10.000,00

Jyske Invest Globale Aktier

35,000

70.000,00

AKTIER I ALT

40,000

80.000,00

Obligationer

Jyske Invest Lange Obligationer

50,000

100.000,00

Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder

3,750

7.500,00

Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta

3,750

7.500,00

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

2,500

5.000,00

OBLIGATIONER I ALT

60,000

120.000,00

Banken har oplyst, at investeringsforslaget vedrørte den balancerede profil, og at investeringsforslaget vedrørende den dæmpede profil er bortkommet. Banken har oplyst, at klageren for midlerne vedrørende den dæmpede profil valgte at beholde sine Jyske Invest Lange Obligationer.

Klageren solgte den 25. juni 2007 Jyske Invest Korte Obligationer for ca. 122.000 kr.

Klageren købte samme dag investeringsbeviserne Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Aktier for ca. 10.000 kr., Jyske Invest Globale Aktier for ca. 70.000 kr., Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder for ca. 10.000 kr., Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta for ca. 10.000 kr. og Jyske Invest Virksomhedsobligationer for ca. 10.000 kr.

Den 24. juli 2007 solgte klageren Jyske Invest Lange Obligationer for ca. 26.000 kr.

Banken har oplyst, at de foretagne investeringer var i overensstemmelse med investeringsforslaget til den balancerede profil, bortset fra følgende afvigelser, der var i overensstemmelse med en dæmpet profil:

Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, 2.500 kr.

Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, 2.500 kr.

Jyske Invest Virksomhedsobligationer 5.000 kr.

Hertil kom efter det oplyste placering for 138.000 kr. i Jyske Invest Lange Obligationer.

Banken har oplyst, at klageren havde et kontant indestående på 38.000 kr., og at klageren hævede de kontante midler den 27. juli 2007.

Banken har endvidere oplyst, at fordelingen af de samlede investeringer for den dæmpede og den balancerede profil efter de foretagne investeringer udgjorde:

Papir

Beløb

% andel

uden kontant

placering

% andel

med kontant

placering

Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Akt.

10.000

2,87

2,59

Jyske Invest Globale Aktier

70.000

20,11

18,13

Aktier i alt

80.000

22,99

20,73

Jyske Invest Lange Obligationer

238.000

68,39

61,66

Jyske Invest Nye Obl. Markeder

10.000

2,87

2,59

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

10.000

2,87

2,59

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

10.000

2,87

2,59

Højrenteobligationer i alt

30.000

8,62

7,77

Kontant

38.000

9,84

Den 11. december 2007 solgte klageren Jyske Invest Lange Obligationer for ca. 25.000 kr.

Af årsopgørelse for depot (-549-2) for 2007 fremgår, at klagerens depot pr. 31. december 2007 indeholdt:

Obligationer og investeringsforeninger

Ca. kursværdi, kr.

Ca. % af depotværdi

Jyske Bank Aktier

39.999

10,85 %

Jyske Invest Globale Aktier

68.074

18,46 %

Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Akt.

11.489

3,12 %

Aktier i alt

119.562

32,43 %

Jyske Invest Lange Obligationer

220.037

59,68 %

Jyske Invest Nye Obl. Markeder

9.822

2,66 %

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

9.553

2,59 %

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

9.735

2,64 %

Højrenteobligationer i alt

29.110

7,89 %

I alt

368.710

Den 17. september 2008 og den 21. oktober 2008 solgte klageren yderligere Jyske Invest Lange Obligationer for henholdsvis ca. 10.000 kr. og ca. 12.000 kr.

Af årsopgørelse for depot (-549-2) for 2008 fremgår, at klagerens depot pr. 31. december 2008 indeholdt:

Obligationer og investeringsforeninger

Ca. kursværdi, kr.

Ca. % af depotværdi

Jyske Bank Aktier

12.235

4,39 %

Jyske Invest Globale Aktier

32.490

11,66 %

Jyske Invest Hedgef. Markedsneutral Akt.

7.788

2,80 %

Aktier i alt

52.513

18,85 %

Jyske Invest Lange Obligationer

205.818

73,87 %

Jyske Invest Nye Obl. Markeder

6.705

2,41 %

Jyske Invest Virksomhedsobligationer

5.575

2,0 %

Jyske Invest Nye Obl. Markeder Valuta

8.015

2,88 %

Højrenteobligationer i alt

20.295

7,29 %

I alt

278.625

Ved brev af 16. oktober 2009 til banken opgjorde klageren sit tab ved investeringerne til 80.000 kr. ud af et samlet beløb på 380.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal holde klageren skadesløs for salg og geninvestering, specielt i forbindelse med salg af de korte obligationer den 25. juni 2007.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun den 25. juni 2007 fik at vide, at hun burde sælge alle korte obligationer og købe andre værdipapirer. Hun havde ikke hørt om de pågældende papirer før, men fulgte bankens råd om det mest sikre.

Banken har et ansvar for den uopfordrede rådgivning.

Hendes hævninger i de sidste år er sagen uvedkommende og har ikke betydning for klagen over bankens råd om salg af de korte obligationer i juni 2007 og geninvestering. Ingen af disse dispositioner blev rørt før den 12. august 2009.

Hun har lidt et tab svarende til forskellen mellem værdien af de solgte, korte obligationer og deres afkast og værdien af de købte værdipapirer og deres afkast.

Jyske Bank har bl.a. anført, at de foretagne investeringer og placeringen af klagerens midler var i overensstemmelse med en dæmpet og en balanceret profil.

Klagerens to halvdele af porteføljen skulle samlet set svare til en stabil risikoprofil, der indeholdt en vejledende anbefaling af 20 % i aktier, 65 % i obligationer og 15 % i højrenteobligationer. Klagerens midler blev investeret i overensstemmelse hermed. Porteføljen var dog mere forsigtigt investeret end en stabil profil. Aktieandelen lå lidt over den stabile profils anbefaling ved beregning uden de kontante midler, men dette blev opvejet af, at der var en lidt lavere andel af højrenteobligationer.

Klageren fik skriftlig information om, at der er risiko ved investering, jf. resume fra mødet vedrørende investeringsprofilerne, hvoraf følgende passager fremgår lige inden underskriften: "Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større" samt faktaark vedrørende profilerne, hvor der fremgår: "Tidligere afkast er ikke garanti for fremtidige afkast. Når du investerer, kan du heller ikke være sikker på at få hele det investerede beløb tilbage."

Klageren burde vide, at hun alene bærer risikoen for kursfald på sin investering.

Banken har ikke givet garanti for, at investeringen var uden risiko.

Banken har ikke på anden vis givet udtryk for, at investeringen var uden risiko.

Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.

Klageren accepterede bankens investeringsforslag.

Klageren har i perioden 28. januar 2003 til 16. oktober 2009 hævet i alt kr. 285.500, heraf 164.000 kr. i perioden 25. juni 2007 til den 16. oktober 2009. Klageren overser, hvor stort hendes udtræk af midler og disses afkast har været gennem årene.

Banken har ikke indgået aftale med klageren om, at banken skulle overvåge eller på anden måde sikre, at klagerens investeringer til stadighed holdt sig indenfor den givne investeringsprofil. Det var op til klageren fra gang til gang at søge rådgivning i banken herom.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun har lidt et tab, herunder hvor stort et tab.

Banken har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Bankens anbefalinger var baseret på bankens forventninger til, hvordan markedet ville udvikle sig. Forventningerne kunne vise sig ikke at holde stik, hvilket klageren måtte indse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Jyske Bank ved rådgivning af klageren i forbindelse med omlægning af hendes investeringer begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Det bemærkes, at det af de investeringsplaner, som klageren modtog fremgik, at der kunne investeres i andet end danske obligationer.

Ankenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det ikke var aftalt, at banken i sit investeringsforslag i henhold til de fastlagte risikoprofiler skulle medregne klagerens beholdning af Jyske Bank aktier.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.