Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2011-2016, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om oplysning om fortrydelsesret og årlige omkostninger i procent.
| Sagsnummer: | 199 /2023 |
| Dato: | 22-12-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Karin Sønderbæk, Nanna Vetter Viberg Nielsen, Morten Bruun Pedersen og Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2011-2016, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om oplysning om fortrydelsesret og årlige omkostninger i procent. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. Spørgsmål om oplysning om fortrydelsesret og årlige omkostninger i procent.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark.
I maj 2011 blev der afholdt et indledende møde mellem klageren og en rådgiver i banken om muligheden for at sammenlægge og indfri klagerens gæld til flere forskellige kreditorer via et nyt lån fra banken. Den 4. maj 2011 skrev banken til klageren:
”… Jeg fortalte dig at jeg gerne vil kigge på om du kan få samlet din gæld til et lån i Nordea. Vi aftalte at du vil sende mig dine restgælds oplysninger og kontooversigt …”
Banken har oplyst, at klageren derefter indleverede flere oplysninger om sine eksisterende gældsforhold, som skulle indfries, blandt andet gæld til et teleselskab på 24.589 kr. og gæld til et andet pengeinstitut på 43.771 kr.
I juni 2011 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et privatlån (-678) i banken på 89.494 kr. Renten var 11,5 % om året. Ved gældsbreve underskrevet af klageren i perioden fra september 2011 til december 2012 blev lånet forhøjet således:
- september 2011 forhøjet med 41.010 kr. til 127.097 kr., rente 12 % om året.
- november 2011 forhøjet med 20.808 kr. til 146.755 kr., rente 12 % om året.
- marts 2012 forhøjet med 57.346 kr. til 196.361 kr., rente 13 % om året.
- december 2012 forhøjet med 47.777 kr. til 252.312 kr., rente 13,5 % om året.
Banken har oplyst, at klageren blev kreditvurderet i henhold til bankens forretningsgange og standarder på daværende tidspunkter. Henset til, at der er forløbet mere end 12 år fra det første gældsbrev, har banken ikke længere kopi af samtlige indhentede oplysninger om klagerens økonomi ved de enkelte bevillingstidspunkter. Banken har oplyst, at den er i besiddelse af en beregning fra 2011, hvori der fremgår en årlig indtægt før skat på 287.000 kr. og samlede årlige udgifter på 88.613 kr. Klageren har bestridt beregningen. Klageren har anført, at banken ikke foretog kreditværdighedsvurderinger af ham, og at banken trods opfordring hertil ikke har fremlagt dokumentation for kreditværdighedsvurderinger. Klageren har fremlagt årsopgørelser for 2010-2012, hvoraf det blandt andet fremgår, at hans lønindkomst før Skat og AM-bidrag var 87.599kr. i 2010, 292.706 kr. i 2011 og 196.668 kr. i 2012.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren i maj 2014 fik klageren et nyt forbrugslån (-753) på 281.916 kr., hvoraf 250.080 kr. blev anvendt til indfrielse af privatlån (-678). Banken har oplyst, at den har noteret, at forhøjelsen på ca. 30.000 kr. primært skulle anvendes til et indskud til en billigere lejebolig. Renten på forbrugslånet var 10,25 %. Den månedlige ydelse var 4.300 kr.
Banken har oplyst, at klageren den 14. august 2014 forespurgte banken om genetablering af kassekredit og afdragsfrihed på lånet i to måneder. Efter anmodning fra banken fremsendte klageren budget, årsopgørelse fra 2013 og lønsedler fra maj-juli 2014. Banken afslog herefter klagerens forespørgsel.
Banken har oplyst, at den har noteret, at klageren den 5. januar 2015 købte en ejendom for ca. 1.000.000 kr. via andet pengeinstitut/realkreditinstitut.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren i maj 2015 blev lånet forhøjet med 16.122 kr. til 279.059 kr. Renten var 10,25 % om året.
Banken har fremlagt sin interne bevillingsoversigt for 2014-2019, hvoraf det blandt andet fremgår, at banken den 4. juni 2015 vurderede klageren som værende ”ikke kritisk”, da klageren havde positivt nettobeløb, afviklede gælden og overholdt sine aftaler.
Banken har oplyst, at klageren henvendte sig til banken i starten af 2016 med henblik på betaling af depositum i forbindelse med et retskrav angående skimmelvækst i klagerens bolig, og at klageren i den forbindelse efter bankens anmodning sendte budget, årsopgørelse for 2014 og lønsedler fra oktober og november 2015. Af årsopgørelse for 2014 fremgik en lønindkomst før Skat og AM-bidrag på 377.921 kr. og gæld til realkredit, reallån og pengeinstitutter på 280.306 kr. Af lønsedlerne fremgik en månedlig nettoindtægt på ca. 20.000 kr. Banken har fremlagt korrespondance med klagerens advokat, der i e-mail af 25. januar 2016 til klageren blandt andet anførte:
”… Hvis jeg skal overtage sagen har jeg blandt andet behov for at få afklaret om du kan indbetale kr. 25.000 i depositum til en retssag …”
Klagerens lån blev herefter forhøjet med 26.326 kr. til 287.577 kr. Renten var 10,25 % om året.
Banken har oplyst, at den i denne periode noterede, at klageren i lige sameje med sin samlever købte en ejendom for ca. 1.995.000 kr.
Klageren har fremlagt sin årsopgørelse for 2015, hvoraf der fremgik en lønindkomst før Skat og AM-bidrag på 257.017 kr. og gæld til realkredit, reallån og pengeinstitutter på 1.308.733 kr.
Det fremgår af de fremlagte gældsbreve, at rentesatserne var variable, og at klageren havde fået udleveret en kopi af bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der var en del af gældsbrevet. Gældsbrevene indeholdt oplysning om årlig omkostningsprocent. Banken har oplyst, at det af bankens generelle betingelser fremgår:
”Kunden kan fortryde en aftale om lån/kredit ved at give banken skriftlig besked, fx pr. brev, e-mail eller via Netbank inden udløbet af fortrydelsesfristen. Fortrydelsesfristen er 14 kalenderdage.”
Banken har oplyst, at klageren overholdt forpligtelserne på lånet til 2019, og at banken den 6. maj 2019 afviste en ydelsesnedsættelse på lånet. I starten af 2020 ophørte klageren med at betale ydelser på lånet. Ved et brev til klageren af 10. marts 2020 opsagde banken klagerens kundeforhold som misligholdt og overdrog sagen til inkasso.
Parternes påstande
Den 22. marts 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal anerkende, at låneaftalerne er ugyldige, således at han kun hæfter for hovedstolen. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at banken skal tilbagebetale 26.254 kr. til ham, og at Ankenævnet skal tage stilling til manglende information om 14 dage fortrydelsesret i låneaftalerne og forkert oplyst årlig omkostningsprocent i låneaftalerne.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at det påhvilede banken at foretage en fyldestgørende, forudgående kreditværdighedsvurdering, jf. kreditaftalelovens § 7 C. Hvis en sådan kreditværdighedsvurdering havde fundet sted, ville og burde låneansøgningen være blevet afvist og forhøjelserne aldrig være bevilget.
Banken forsømte at foretage den lovpligtige kreditvurdering/ kreditværdighedsvurdering ved bevilling af lånet, ved forhøjelserne og ved omlægning af lånet. Det er en klokkeklar overtrædelse af kreditaftalelovens § 7 C. Dermed er lånet ugyldigt, og samtlige renter og gebyrer siden lånets etablering skal slettes.
Banken påstår, at den foretog en kreditvurdering inden låneaftalens indgåelse, men har kasseret materialet for kreditvurderingen. Til gengæld har banken opbevaret låneaftalen. En låneaftale hænger uløseligt sammen med en kreditvurdering. Begge dele skal opbevares, indtil låneaftalen er udløbet. Det undrer ham i den grad, at lige netop kreditvurderingen er kasseret. Bankens beregning fra 2011 med en årlig indtægt før skat på 287.000 kr. og samlede årlige udgifter på 88.613 kr. bestrides. Udgifterne er helt fejlagtige. Årsopgørelsen fra 2010 viser en lønindtægt på 87.599 kr. Det undrer ham, at årsopgørelsen for 2010 ikke indgik som kreditvurderingsmateriale.
Selvom kreditten blev hævet fra oprindeligt 88.000 kr. til 250.300 kr. indenfor en periode på bare 15 måneder, foretog banken ikke på noget tidspunkt en kreditværdighedsvurdering og opdatering af finansielle oplysninger. Han har efterfølgende selv foretaget en kreditvurdering ud fra årsopgørelser fra Skat og gennemgang af posteringer på sine bankkontoudskrifter. Beregningen viser klart og utvetydigt, at banken aldrig skulle have bevilget ham et lån. Det månedlige rådighedsbeløb, der udgjorde mellem 794 kr. og 3.743 kr. i årene 2011-2013, opfylder ikke bankens egne krav til rådighedsbeløb. Årsopgørelse for 2010 viste løn efter skat på ca. 75.000 kr. for hele 2010 (månedligt 6.264 kr.), og den udbetalte månedsløn efter skat var ca. 16.000 kr. i 2011.
Banken foretog heller ingen kreditvurdering i forbindelse med omlægning af lånet i maj 2014. Banken har anført, at baseret på hans budget fra 2014 udgjorde hans månedlige rådighedsbeløb eksklusive lån, ca. 9.800 kr. Dette er forkert. I forbindelse med et referat af et møde mellem banken og ham og korrespondance herom i april 2022 anerkendte banken, at den månedlige ydelse på lånet ikke som anført af banken var 2.557 kr., men 4.300 kr. Alligevel har banken i sagen for Ankenævnet gentaget, at ydelsen var 2.557 kr.
En kreditværdighedsvurdering skal foretages inden bevilling af lån. I august 2014, tre måneder efter låneomlægningen, hvor han indsendte lønsedler, udgjorde hans månedlige rådighedsbeløb efter faste udgifter 1.242 kr., hvilket var langt under bankens eget fastsatte minimum på mindst 5.000 kr. Dette var den første og eneste kreditværdighedsvurdering fra banken. Den viste et alarmerende billede af hans økonomi. Det fremgår af årsopgørelse for 2015 og hans udgifter ifølge bankkontoudtog, at hans månedlige rådighedsbeløb i 2015 var 3.548 kr.
Lånet er ugyldigt. Banken skal derfor slette det og betale 26.254 kr. til ham svarende til den oprindelige hovedstol på 320.716 kr. fratrukket betalte ydelser på 346.970 kr.
Der er ingen oplysning om den lovpligtige fortrydelsesret på 14 kalenderdage i låneaftalerne, hvilket er en overtrædelse af kreditaftalelovens § 19. Ud fra et forbrugervenligt synspunkt ville det være helt naturligt, at regler for fortrydelsesret indskrives i gældsbrevet og i særdeleshed, hvornår den udløber. Den årlige omkostningsprocent i låneaftalerne er oplyst med for lave og forkerte procentsatser. I to af de fem låneaftaler er den oplyste årlige omkostningsprocent markant lavere end den rigtige procentsats.
Nordea Danmark har anført, at banken igennem forløbet har foretaget en fyldestgørende og ansvarlig kreditværdighedsvurdering i henhold til bankens interne forretningsgange og oplysninger om klagerens økonomi via engagementet i banken. Banken har udvist ansvarlig adfærd i forbindelse med tildeling af privatlån og forbrugslån med efterfølgende forhøjelser. Banken indhentede løbende information om blandt andet klagerens indtægtsforhold, udgifter, oplysning om uddannelsesbaggrund, og om klageren var i restance med sine betalinger og har dermed, blandt andet inden bevillingen af lånet i maj 2014 og ved forhøjelserne i 2015 og 2016 foretaget en kreditværdighedsvurdering på grundlag af fyldestgørende information om klagerens økonomi.
Der er forløbet adskillige år siden de individuelle kreditgivninger. En væsentlig del af beslutningsmaterialet til brug for kreditværdighedsvurderingen er derfor slettet/makuleret, hvilket ikke skal komme banken til skade.
Det følger af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 c, at kreditværdighedsvurderingen skal ske med henblik på at sikre, at låntager er i stand til at betale de forudsatte afdrag. Klager har løbende afdraget på gælden i en periode på otte år, hvilket bekræfter, at klageren havde tilstrækkelig luft i økonomien til at betale af på lånet og dermed, at han på kreditgivningstidspunkterne havde de økonomiske forudsætninger for at overholde låneaftalen med banken. Herudover har klageren optaget boliglån i 2015 i andet pengeinstitut, hvilket tillige viser, at klageren ikke som følge af bankens kreditgivning i 2014 blev sat i en overgældsat økonomi.
Dertil kommer, at det oprindelige lån i 2011 blandt andet blev anvendt til at indfri anden gæld tilbage i 2011, og at en del af låneprovenuet i maj 2014 ligeledes blev anvendt til indfrielse heraf samt til indskud til lejelejlighed.
Det fremgår desuden af det materiale, som ikke er makuleret/slettet hos banken, at banken blandt andet i 2014 indhentede tre lønsedler med lønindtægter fratrukket skat på ca. 15.000 kr. månedligt og årsopgørelse for 2013 samt i 2015 indhentede lønsedler og seneste årsopgørelse for 2014, hvoraf det fremgår, at klagerens månedlige nettoindtægt udgjorde 20.000 kr. Baseret på klagerens budget fra 2014 udgjorde klagerens månedlige rådighedsbeløb eksklusive lån ca. 9.800 kr.
Det bestrides, at en overtrædelse af kreditaftalelovens § 7c indebærer, at et lån er ugyldigt i henhold til aftalelovens § 36 og 38c. Under hensyn til årsagerne til en del af låneforhøjelserne, og at klageren løbende overholdt sine forpligtelser i en lang årrække og var i stand til at købe og sælge fast ejendom i samme periode, bør lånet ikke tilsidesættes, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Et eventuelt rådgivningsansvar er forældet, idet der er forløbet tre år fra kreditværdighedsvurderingen blev foretaget.
For så vidt angår den oplyste årlige omkostningsprocent i låneaftalerne fremgår det af samtlige gældsbreve, at ”Rentesatsen og øvrige kreditomkostninger er variable”. I bankens generelle betingelser, der bliver udleveret til kunden sammen med gældsbreve, bliver der udtrykkeligt informeret om fortrydelsesret på 14 kalenderdage i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 19.
Ankenævnets bemærkninger
I juni 2011 optog klageren et privatlån (-678) i Nordea Danmark på 89.494 kr. Banken har oplyst, at lånet blandt andet blev anvendt til indfrielse af klagerens gæld til flere kreditorer. I perioden fra september 2011 til december 2012 blev lånet forhøjet fire gange, senest til 252.312 kr. til en rente på 13,5 % om året. I maj 2014 blev lånet omlagt til et nyt lån (-753) på 281.916 kr., hvoraf 250.080 kr. blev anvendt til indfrielse af lån (-678). Renten på lån (-753) var 10,25 %. Banken har oplyst, at den har noteret, at forhøjelsen i maj 2014 på ca. 30.000 kr. primært skulle anvendes til et indskud til en billigere lejebolig. I maj 2015 og i starten af 2016 blev lånet forhøjet to gange, senest til 287.577 kr. Banken har oplyst, at forhøjelsen i starten af 2016 på ca. 26.000 kr. skulle bruges til betaling af depositum i forbindelse med et retskrav angående skimmelvækst i klagerens bolig.
Ankenævnet finder, at bankens aftalegrundlag med klageren indeholdt de fornødne oplysninger om fortrydelsesret i henhold til kreditaftalelovens § 19.
Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte de i gældsbrevene anførte årlige omkostninger i procent som fejlagtige. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af bankens beregninger.
Det følger af kreditaftalelovens § 7 c, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Banken har oplyst, at klageren blev kreditvurderet i henhold til bankens forretningsgange og standarder på daværende tidspunkter. Banken har oplyst, at den ikke længere er i besiddelse af en væsentlig del af beslutningsmaterialet til brug for kreditværdighedsvurderingerne.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Karin Sønderbæk og Nanna Vetter Viberg Nielsen – udtaler:
Vi lægger efter det oplyste til grund, at banken foretog kreditværdighedsvurderinger af klageren, og at banken forinden indhentede information om klagerens økonomi, jf. kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. På grund af den medgåede tid finder vi ikke, at det kan bebrejdes banken, at den ikke længere er i besiddelse af de dokumenter, der lå til grund for bankens kreditværdighedsvurderinger af klageren.
Efter en samlet vurdering af det foreliggende grundlag for låneaftalerne finder vi, at der ikke er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalerne hverken helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Vi har blandt andet lagt vægt på formålet med optagelsen af lånet i juni 2011, formålet med omlægningen og forhøjelsen i maj 2014 og formålet med forhøjelsen i starten af 2016, at klageren betalte de i henhold til gældsbrevene aftalte månedlige ydelser i otte år til 2019, og at klageren efter det oplyste købte ejendom via andet pengeinstitut i 2015 og 2016.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Finn Borgquist – udtaler:
Vi finder ikke, at banken foretog fyldestgørende kreditværdighedsvurderinger i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Vi finder, at dokumentation for fyldestgørende kreditværdighedsvurdering påhviler långiver.
Vi finder, at det er en forudsætning, at kreditgiver kender låneansøgers udgifter for at kunne foretage en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering. Det er ikke muligt at fastslå, om lånet kan tilbagebetales, uden at kende låntagers udgifter og indtægter, som ligger til grund for beregning af rådighedsbeløb. Vi finder, at det ikke er dokumenteret, at banken foretog en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Ud fra en samlet vurdering af klagerens økonomiske forhold, finder vi, at låneaftalerne skal tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftaleloven §§ 38 c, jf. 36, og at banken skal godskrive klageren renter, gebyrer og omkostninger på låneaftalerne og betale klageren et eventuelt overskydende beløb.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Klageren får ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.