Umyndighed, gave, ændring af vilkår for gaven.
| Sagsnummer: | 87/1992 |
| Dato: | 12-08-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Umyndighed - gave
|
| Ledetekst: | Umyndighed, gave, ændring af vilkår for gaven. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 24. april 1987 oprettedes hos indklagede 2 konti, begge benævnt guldkonto, for hver af klagernes mindreårige børn. Kontiene er oprettet af den ene af klagernes far. De til kontiene hørende bøger bar begge påtegning om, at de var bundet indtil 31. december 1991. Under klagesagen er fremlagt kopi af begge bøger, hvoraf fremgår, at bindingsperioden for begge kontis vedkommende er ændret. Med håndskrift er påført, at den ene konto er bundet til 5. juni 1995, medens den anden kontos bindingsperiode er ændret til 28. marts 2000. Ved begge håndskrevne ændringspåtegninger er anført ("1/1-90 LJ."). Det fremgår endvidere, at der på kontiene er indsat beløb efter 1. januar 1990.
Den 2. januar 1992 henvendte klagerne sig i afdelingen med henblik på at hæve 6.000 kr. på hver konto. Klageren har oplyst, at indklagedes direktør i denne forbindelse foretog ændringen af kontienes bindingsperiode. Indklagede har oplyst, at ændringen af bindingsperioden ikke skete den 2. januar 1992, men blev aftalt med kontohavernes farfar på et tidligere tidspunkt.
Under klagesagen er fremlagt en erklæring af 3. marts 1992 fra kontohavernes farfar. Af erklæringen fremgår, at denne ved personlig henvendelse hos indklagede fik oplyst, at hans søn havde forsøgt at hæve på de omhandlede konti, hvorfor bindingen blev ændret til børnenes konfirmationsdag, ligesom han meddelte, at der ved udbetaling fra kontoen skulle indhentes underskrift fra ham.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ophæve bindingen af de 2 konti.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at den foretagne forlængelse af bindingsperioden bør tilsidesættes, idet en gavegiver ikke efter gavens givelse kan ændre på de vilkår, hvorunder gaven blev givet.
Indklagede har anført, at ændringen af bindingsperioden ikke blev foretaget den 2. januar 1992, men på et tidligere tidspunkt efter aftale med opretteren af kontiene.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at klagernes henholdsvis far og svigerfar ved oprettelsen af de omhandlede konti den 24. april 1987 bestemte, at disse skulle være bundet indtil 31. december 1991.
Efter de foreliggende oplysninger lægger Ankenævnet endvidere til grund, at kontienes bindingsperiode i hvert fald senest den 1. januar 1990 blev forlænget af kontohavernes farfar.
Da en gavegiver imidlertid ikke efter en gaves givelse kan ændre på de vilkår, hvorunder en gave er givet, med mindre forbehold må være taget herom, finder Ankenævnet, at forlængelsen af bindingsperioden for de 2 konti alene kan være gældende for beløb, som efter den 1. januar 1990 er indsat på kontiene samt renter af disse beløb.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger ophæve bindingen for 2 konti benævnt guldkonto tilhørende klagernes mindreårige børn med hensyn til beløb indsat inden 1. januar 1990 samt renter heraf. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.