Samkaution, særskilt aftale med en kautionist.
| Sagsnummer: | 452/1992 |
| Dato: | 19-05-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Samkaution, særskilt aftale med en kautionist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I december 1990 ydede indklagede en advokat et lån på 250.000 kr. samt en kassekredit på 300.000 kr.
Klagerne samt debitors svigerfar underskrev den 29. og 30. december 1990 en kautionserklæring, hvorefter disse indestod som "selvskyldnerkautionister for skadeløs betaling af ethvert beløb som (debitor) måtte være eller blive (indklagede) skyldige uanset skyldgrunden". Kautionsforpligtelsen var maksimeret til 550.000 kr.
Indklagede har oplyst, at kautionsforpligtelsen alene angik lånet og kreditten etableret i december 1990 uanset kautionserklæringens ordlyd. Indklagede har endvidere oplyst, at debitors øvrige engagement med indklagede i december 1990 var mellem 700.000 og 800.000 kr. I juli 1991 døde debitors svigerfar og dennes bo blev udleveret til privat skifte til debitors ægtefælle som enearving.
Den 23. marts 1992 trådte debitor i betalingsstandsning. Ved skrivelse af 7. april 1992 opsagde indklagede debitors engagement til fuld indfrielse senest 14. april 1992, og samme dag tilskrev indklagede klagerne med anmodning om indbetaling af kautionsforpligtelsen senest den 14. april 1992, ligesom det anførtes, at der ved betaling efter denne dato beregnedes rente fra påkravsdato.
Debitors ægtefælle havde tidligere afgivet kaution overfor indklagede for 650.000 kr., ligesom hun var meddebitor for 200.000 kr. på et debitor ydet lån. Ved skrivelse af 7. april 1992 blev debitors ægtefælle afkrævet disse beløb ialt 850.000 kr.
Ved skrivelse af 16. juni 1992 fra debitors ægtefælles advokat til indklagede redegjordes for ægtefællens økonomiske forhold. I skrivelsen blev det foreslået, at indklagede til fuld afgørelse af ægtefællens forpligtelser overfor indklagede modtog 650.000 kr. I den i skrivelsen indeholdte oversigt over ægtefællens økonomiske situation var afsat 140.000 kr. som dividende til klagerne for disses regreskrav på 183.333 kr. Det blev endvidere udtrykkeligt angivet i skrivelsen, at indklagedes mulighed for at indkræve de 550.000 kr. hos de to øvrige kautionister ikke skulle være berørt af den foreslåede dekort.
Der blev herefter indgået aftale mellem indklagede og debitors ægtefælle om, at denne mod betaling af 675.000 kr. modtog saldokvittering.
Af sagen fremgår, at der den 25. juni 1992 blev afholdt et møde på klagernes advokats kontor med debitors ægtefælles advokat, hvor den med sparekassen indgåede aftale blev drøftet, ligesom det blev oplyst, at der var beregnet dividende til klagerne med 76,47% af 183.333 kr. svarende til 140.000 kr.
Klagerene har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at klagernes kaution er bortfaldet, subsidiært at klagernes kautionsforpligtelse nedsættes. Endvidere har klageren gjort gældende at der ikke kan forlanges renter, da kautionen er begrænset til 550.000 kr.
Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at restgælden på lånet oprindeligt 250.000 kr. på tidspunktet, hvor klagerne blev rykket for betalingen var 232.801,71 kr., medens kassekreditten var overtrukket. Klagernes kautionshæftelse var således på det tidspunkt retteligt 532.801,71 kr. og ikke 550.000 kr. Indklagede har iøvrigt nedlagt påstand om frifindelse, hvorved man har bemærket, at rentekravet alene vedrører morarenter af kautionsfordringen i henhold til rentepåkrav.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at klagerne hverken af indklagede eller af debitor ved kautionsforpligtelsens påtagelse blev oplyst om størrelsen af debitors øvrige engagement med indklagede. Indklagede må anses at have tilsidesat sin oplysningspligt overfor klagerne. Klagerne er bekendt med, at der ikke til sikring af disses regreskrav overfor debitors ægtefælle er afsat et beløb på 140.000 kr., men at der alene er foretaget en beregning, hvorefter et beløb af denne størrelse synes at være til rådighed. Indklagede burde i forbindelse med indgåelsen af aftalen med debitors ægtefælle have sikret sig, at man ikke herved fik en bedre retsstilling end klagerne. Uanset at indklagede under sagens behandling har oplyst, at klagernes kaution alene angår lånet på 250.000 kr. og kreditten på 300.000 kr., var klagerne ifølge den afgivne kautionserklæring kautionister for hele debitors engagement uden at være gjort bekendt med størrelsen heraf. Ifølge kautionserklæringen er deres forpligtelse maksimeret til 550.000 kr., hvorfor indklagedes krav om betaling af renter er uberettiget.
Indklagede har anført, at debitors økonomiske situation ikke var således, at der påhvilede indklagede en oplysningspligt overfor klagerne. Det forudsattes, at debitor som advokat selv forklarede klagerne om retsvirkningerne af et kautionsløfte. Klagerne har heller ikke inden påtagelsen af kautionen forespurgt om debitors engagement. I forbindelse med indklagedes aftale med debitors ægtefælle om betaling af de 675.000 kr. mod saldokvittering, blev der foretaget en beregning, som sikrede klagerne samme dividendeprocent som indklagede. Indklagede har således ikke indgået aftale, som afskar klagerne fra deres regresadgang. Det har kun været hensigten, at klagerne skulle kautionere for de lån, der blev oprettet samtidig med kautionsdokumentet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at det kan bevirke bortfald af klagerens kautionsforpligtelse, at de ikke i forbindelse med afgivelsen af kautionserklæringen af indklagede blev gjort bekendt med det hidtidige engagement med debitor. Denne omstændighed fører imidlertid til, at klagernes kautionserklæring - trods ordlyden - alene har kunnet gøres gældende i forhold til de nystiftede kreditter på i alt 550.000 kr., således som det også er anført af indklagede.
Det fremgår af sagen, at debitors ægtefælles forpligtelser overfor indklagede, når der bortses fra den under nærværende sag omhandlede kaution på 550.000 kr., udgjorde 850.000 kr. Da debitors ægtefælles advokat i skrivelsen af 16. juni 1992 til indklagede udtrykkeligt angav, at indklagedes adgang til at indkræve kautionsbeløbet på 550.000 kr. hos klagerne ikke skulle være berørt af, at indklagede begrænsede sit krav på hende, finder Ankenævnet, at debitors ægtefælle bindende har tilkendegivet over for indklagede, at der ikke skulle afskrives på denne kautionsforpligtelse. Herefter er klagernes eventuelle regreskrav med debitors ægtefælle ikke bortfaldet på grund af dennes aftale med indklagede. Der findes herefter ikke grundlag for nedsættelse eller bortfald af klagernes hæftelse i henhold til kautionserklæringen af 29. og 30. december 1990. Da rentekravet som anført af indklagede alene vedrører morarenter i henhold til påkrav, findes begrænsningen af kautionsforpligtelsen ikke at have betydning herfor.
Med hensyn til den nedenfor anførte bestemmelse om tilbagebetaling af klagegebyret henvises til, at det først under sagens forberedelse ved Ankenævnet er oplyst, at den aktuelle kautionsforpligtelse er lavere end det af indklagede opkrævede beløb.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.