Sikkerhed stillet af debitor.
| Sagsnummer: | 358 /1993 |
| Dato: | 20-12-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - stiftelse
|
| Ledetekst: | Sikkerhed stillet af debitor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 15. januar 1986 underskrev klageren og hendes dalevende ægtefælle som håndpantsættere et gældsbrev, ifølge hvilket indklagede ydede klagerens søn, der drev et pensionat, et lån på 300.000 kr., som skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 13.500 kr., første gang 1. april 1986. I gældsbrevets fortrykte rubrik om sikkerheder var anført de af klageren og ægtefællen håndpantsatte ejerpantebreve på 200.000 kr. og 75.000 kr. med pant i deres ejendom. Endvidere var anført "samt i henhold til almindelig håndpanterklæring, udstedt af [klagerens søn]". I samme rubrik var fortrykt:
"Såfremt det stillede håndpant tilhører debitor, hæfter dette sekundært for, hvad debitor i øvrigt er eller måtte blive sparekassen skyldig."
Den 21. januar 1986 underskrev sønnen en almindelig håndpanterklæring, hvorefter han stillede et ejerpantebrev på 500.000 kr. med pant i sin faste ejendom til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad han og hans ægtefælle til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Ejerpantebrevet havde også forud været håndpantsat til indklagede og blev på samme tidspunkt forhøjet fra 300.000 kr. til 500.000 kr.
Indklagede har oplyst, at samtidig med etableringen af lånet på 300.000 kr. forhøjedes sønnens kassekredit med 300.000 kr. til 450.000 kr. Saldoen på kassekreditten var den 21. januar 1986 413.240,23 kr. Det fremgår af gældsbrevet vedrørende lånet på 300.000 kr., at dette blev anvendt til indfrielse af tidligere lån.
I marts 1988 hjemtog sønnen et kreditforeningslån på nominelt 556.000 kr. med prioritet forud for det ejerpantebrev, som sønnen havde håndpantsat. Kreditforeningslånets provenu på 548.606 kr. indsattes på sønnens kassekredit, hvis saldo herefter nedbragtes fra 629.234,20 kr. til 80.628,20 kr. Kassekredittens maksimum var da 650.000 kr.
Den 1. juni 1993 anmodede indklagede klageren om betaling af ydelsen pr. april kvartal 1993 på 13.500 kr. på sønnens lån på oprindeligt 300.000 kr. Lånets restgæld var på dette tidspunkt 136.178 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive ejerpantebrevene på 200.000 kr. og 75.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært frifindelse mod nedsættelse af klagerens forpligtelse i henhold til det stillede håndpant med 50.000 kr.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun i forbindelse med håndpantsætningen af de to ejerpantebreve måtte få den opfattelse, at de for lånet stillede sikkerheder, herunder det af sønnen håndpantsatte ejerpantebrev på 500.000 kr., alene tjente til sikkerhed for dette lån. Dette fremgår også direkte af det ovenfor fra gældsbrevet citerede. Forud for indklagedes ydelse af lånet på 300.000 kr. blev der i december 1985 holdt et familieråd, hvor sønnens økonomiske forhold blev drøftet, og klageren indvilgede i at stille sikkerhed for sønnens engagement med indklagede på de på dette tidspunkt gældende vilkår og bestemmelser, herunder prioritetsstillingen i sønnens ejendom. At indklagede efterfølgende bevilgede sønnen overtræk på kassekreditten, er klageren ikke gjort bekendt med, og risikoen herfor bør alene påhvile indklagede. Ved hjemtagelsen af kreditforeningslånet i marts 1988 anvendtes dette til at dække et bevilget overtræk på sønnens kassekredit, men indklagede undlod at nedskrive kassekredittens maksimum tilsvarende. Herved er klagerens regresmuligheder blevet forringet som følge af den skete risikoforøgelse.
Indklagede har til støtte for sin principale påstand anført, at klageren ikke kunne få den opfattelse, at det af sønnen stillede pant alene tjente til sikkerhed for lånet på de 300.000 kr.
Klageren og ægtefællen var vidende om, at provenuet af lånet på de 300.000 kr. anvendtes til indfrielse af tidligere stiftet gæld, og at sønnen herudover havde brug for yderligere kredit til driften af sin virksomhed, hvilket skulle ske gennem en forhøjelse af kassekredittens maksimum til 450.000 kr. Det blev klart præciseret overfor klageren og ægtefællen, at det af sønnen stillede ejerpantebrev ikke kun tjente til sikkerhed for lånet, men tillige for sønnens kassekredit. Det var endvidere kendeligt, at kreditudvidelsen alene kunne opnås, hvis ejerpantebrevet, som i forvejen tjente til sikkerhed for kassekreditten, efter forhøjelsen af pantebrevets hovedstol med 200.000 kr. tillige tjente til sikkerhed for kreditudvidelsen. Det har formodningen imod sig, at indklagede skulle have opgivet sit pant ved kreditudvidelsen.
Til støtte for sin subsidiære påstand har indklagede anført, at kassekredittens maksimum i januar 1986 var 450.000 kr. Klageren havde kendskab hertil og må derfor i hvert fald acceptere, at sønnens pant anvendtes hertil. Højst forskellen fra 450.000 kr. til ejerpantebrevets pålydende på 500.000 kr. kan således komme klageren til gode.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til det af parterne anførte ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.