Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier.

Sagsnummer: 82 /2014
Dato: 19-12-2014
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Kjeld Gosvig Jensen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier.

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er boet efter A, der var kunde i den daværende Roskilde Bank.

Af årsoversigten for 2006 fremgik, at A ultimo december 2006 havde 74 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi af 48.204,34 kr. i depot hos banken. Af årsoversigterne for 2007 og 2008 fremgik, at A’s depot i banken uændret indeholdt 74 styk Roskilde Bank aktier ultimo december 2007 og 2008.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at det af Finansiel Stabilitets it-system fremgår, at købet af de 74 styk Roskilde Bank aktier blev foretaget den 15. juni 2006, og at Finansiel Stabilitet ikke er i besiddelse af kontoudskrifter for 2006. Klageren har anført, at A til sin efterlevende ægtefælle, H, oplyste, at han efter rådgivning fra banken købte for 250.000 kr. aktier i Roskilde Bank kort inden bankens krak.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 6. november 2009 afgik A ved døden.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Den 7. marts 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 60 % af tabet ved A’s køb af Roskilde Bank aktier.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at A oplyste til H, at han havde købt aktier for cirka 250.000 kr. i Roskilde Bank kort før bankens krak.

Klageren ikke er bekendt med det præcise tidspunkt for købet, men dette må fremgå af bankens papirer. Der findes eventuelt yderligere, endnu ikke fundne bilag i bankens arkiver. A kan tidligst have købt i aktierne i efteråret 2006, hvor han fik en arv. A havde med sikkerhed ikke råd til investeringen, før han arvede. Eventuelt fandt investeringen sted sidst i forligsperioden.

Købet skete efter kraftig opfordring fra banken. A oplyste til H, at han blev overtalt til købet af en medarbejder i bankens Hvalsø-afdeling. A var meget forsigtig med sine penge og ville næppe have sat 250.000 kr. i ét værdipapir, medmindre han var meget sikker på, at det var tilrådeligt. En mundtlig hvervekampagne må være lige så forpligtende som en skriftlig kampagne.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at Finansiel Stabilitet forudsætter, at klagen angår købet af de 74 styk aktier i juni 2006.

Købet af aktierne er ikke omfattet af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, da købet faldt udenfor de i forligsaftalen omfattede perioder.

Det påhviler klageren at godtgøre, at banken udviste fejl og forsømmelser i forbindelse med salget af aktierne, og at Finansiel Stabilitet derved har pådraget sig et erstatningsansvar.

Klageren har ikke løftet denne bevisbyrde. Klagerens sagsfremstilling kan ikke begrunde, at Finansiel Stabilitet skulle have pådraget sig et erstatningsansvar. Klageren har anført, at A oplyste til H, at han angiveligt blev presset/overtalt af bankens medarbejder til at købe aktier. Der forligger ikke nærmere oplysninger om, hvilken rådgivning der fandt sted og hvilke overvejelser og drøftelser, der førte til købet af aktierne. Klageren har ikke dokumenteret præcist hvilkefejl og forsømmelser, der kan tilregnes Finansiel Stabilitet som ansvarspådragende. Der er i øvrigt ikke oplyst omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar.

Det må lægges til grund, at A har erhvervet aktierne efter eget ønske og vilje.

Klageren bærer risikoen for den indgåede investering. Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

Finansiel Stabilitet har oplyst, at det af Finansiel Stabilitets it-system fremgår, at købet af de 74 styk Roskilde Bank aktier blev foretaget den 15. juni 2006. Klageren har anført, at A oplyste til H, at han efter rådgivning fra banken købte for 250.000 kr. aktier i Roskilde Bank kort inden bankens krak. Klageren har endvidere anført, at købet tidligst kunne have været foretaget i efteråret 2006, hvor A modtog en arv.

På baggrund af årsoversigterne for 2006, 2007 og 2008 må det lægges til grund, at købet fandt sted senest i 2006. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Finansiel Stabilitets forklaring om, at købet fandt sted i juni 2006. Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at A’s køb af aktier i Roskilde Bank fandt sted i forbindelse med aktiesalgskampagnen i 2006, eller at købet var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse i aktiesalgskampagnen af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier og en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af A i forbindelse hans aktiekøb. A kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier og måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.