Rådgivning ved finansiering af køb af timesharelejlighed.
| Sagsnummer: | 492/1996 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - omsætning/opførelse af fast ejendom
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Rådgivning ved finansiering af køb af timesharelejlighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købsaftale underskrevet af klageren den 29. marts 1995 købte klageren en timesharelejlighed beliggende i Nordsjælland med overtagelse samme dato. Købesummen var på 72.000 kr. Heri var inkluderet to flyrejser inden for perioden 1. oktober til 31. december 1995 til en samlet værdi af 7.800 kr. Omkostningerne ved handlen var i alt 4.204 kr.
Klageren fik ved underskrivelsen tilbud om finansiering ved et kreditforeningslån på 21.600 kr. og et lån i et finansieringsselskab på 50.400 kr. Af udkastet til gældsbrev, som var lagt ved den af klageren underskrevne slutseddel, fremgik:
"Provenuet af lånet kr. 50.400,00 er aftalt overført til [sælger], til betaling af Deres køb."
Finansieringsselskabet, der var et anpartsselskab, og sælger, der var et aktieselskab, var ejet af samme holdingselskab.
Klageren rettede henvendelse til indklagede, der ved skrivelse af 10. april 1995 tilbød et lån på 77.000 kr. til finansiering af handlen. Indklagedes skrivelse var vedlagt gældsbrev, som klageren blev anmodet om at returnere i underskrevet stand. Låneprovenuet ville ved indklagedes modtagelse af det underskrevne gældsbrev blive krediteret klagerens konto og herefter være til klagerens disposition.
Klageren underskrev gældsbrevet den 19. april 1995.
Indklagede har anført, at man ved modtagelsen af det underskrevne gældsbrev rettede telefonisk henvendelse til klageren vedrørende udbetalingen af låneprovenuet. Klageren ønskede, at indklagede rettede henvendelse til finansieringsselskabet for at aftale, hvorledes købesummen skulle fremsendes/afregnes. På indklagedes forespørgsel oplyste finansieringsselskabet telefonisk, at beløbet skulle fremsendes i check.
Den 21. april 1995 fremsendte indklagede en check på 72.000 kr. til finansieringsselskabet.
Klageren underskrev skøde den 19. maj 1995.
I efteråret 1995 gik sælger konkurs, og efterfølgende gik finansieringsselskabet konkurs. Klagerens skøde på timesharelejligheden blev ikke tinglyst, før sælgers konkursbo tinglyste meddelelsen om konkurs på lejligheden.
I maj 1996 gjorde klageren via sin advokat et erstatningskrav gældende mod indklagede. Samme måned blev lånet overført til et andet pengeinstitut.
Ved klageskema af 11. december 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hendes tab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at købsaftalen og finansieringsselskabets gældsbrevsudkast dannede grundlag for indklagedes bevilling af lånet. Indklagede var bekendt med, at handlen blev gennemført uden advokatbistand eller anden professionel rådgivning. Indklagede burde have oplyst om de risici, der var forbundet med at erlægge den kontante købesum før skødets tinglysning, ligesom indklagede burde have vejledt om muligheden for deponering af købesummen indtil tinglyst skøde forelå. Sælger måtte acceptere en deponering, der er fast praksis ved handel med fast ejendom. Indklagede var forpligtet til at yde den nævnte rådgivning i hvert fald på det tidspunkt, hvor der blev truffet aftale om fremsendelse af købesummen. Hun er uforstående over for, at købesummen blev fremsendt til finansieringsselskabet og ikke til sælger.
Indklagede har anført, at købsaftalen ikke indeholder bestemmelser om deponering af købesummen. Lånet blev ydet til opfyldelse forpligtelser, som klageren allerede havde påtaget sig, og blev udbetalt efter klagerens anvisning. Som finansierende pengeinstitut var indklagede ikke forpligtet til af egen drift at foretage nærmere undersøgelse af, om klageren skulle have behov for særskilt rådgivning, og indklagede havde ikke mulighed for at gribe ind i den af klageren allerede indgåede aftale. Klageren gav ikke udtryk for, at hun ønskede rådgivning, og indklagede måtte gå ud fra, at hendes henvendelse skyldtes et ønske om at opfylde købsaftalen. Et eventuelt erstatningskrav kan ikke overstige lånet restgæld pr. 15. maj 1996, på hvilket tidspunkt klageren overførte lånet til et andet pengeinstitut. Endvidere må der ses bort fra handlens omkostninger på 4.204 kr. og værdien af flyrejserne på 7.800 kr. ved opgørelsen af en eventuel erstatning.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter etableringen af lånet på 77.000 kr. til klagerens køb af timesharelejlighed rettede indklagede telefonisk henvendelse til klageren om lånets udbetaling. Det fremgår, at klageren gav udtryk for en vis usikkerhed med hensyn til, hvortil købesummen skulle fremsendes, og at hun anmodede indklagede om at søge spørgsmålet afklaret ved henvendelse til finansieringsselskabet. Ankenævnet finder det ønskeligt, om indklagede i den forbindelse af egen drift havde gjort klageren opmærksom på de risici, der var forbundet med fremsendelse af købesummen og eventuelt havde opfordret klageren til at søge advokatbistand. Ankenævnet finder imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for at have undladt dette. Herved bemærkes, at indklagede ikke i øvrigt var involveret i handlen, og at klageren ikke havde udtrykt ønske om rådgivning fra indklagedes side.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.