Afgørelse

Indsigelse mod gyldigheden af frivilligt forlig indgået i 1992.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod gyldigheden af et frivilligt forlig, der blev indgået i 1992 og efterfølgende erstattet af et nyt frivilligt forlig den 1. februar 1995.

Sagens omstændigheder

Den 24. maj 1989 blev klageren kunde i Danske Bank.

I december 1991 opstod i forbindelse med anvendelse af klagerens dankort et overtræk på klagerens konto -617 på 43.246,10 kr.

Efterfølgende rettede banken henvendelse til klageren med henblik på afvikling af gælden.

Den 16. juli 1992 kontaktede klageren banken og tilbød at betale 700 kr. pr. måned.

Samme dato blev der mellem klageren og banken indgået et frivilligt forlig vedrørende gælden. Af det frivillige forlig fremgår:

"…

Gældens størrelse: Forfalden hovedstol for …

I alt (excl. renter)Kr. 43.246,10

Rente- og betalingsvilkår:

Som led i den afdragsmæssige ordning forrentes hovedstolen fra 8.07.1992 med en årlig rente svarende til [ ] 17,750% p.a. [ ] den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 %. Hovedstol og omkostninger skal afdrages med kr. 700,00 hver den 31 i måneden, første gang den 31.07.1992

Indbetalinger afskrives først på omkostninger og renter. Kreditors rettigheder i henhold til eventuelle kontrakter med ejendomsforbehold reserveres.

Særlige bestemmelser: Overholdes forliget, påløber der ikke yderligere omkostninger, men ellers skal debitor betale alle omkostninger ved eksekution.

Udebliver afdrag mere end 4 søgnedage fra forfaldsdagen, …, er forliget misligholdt, således at hele gælden eller dens rest straks er forfalden til betaling og inddrivelse ved eksekution, der ikke behøver at påbegyndes på debitors bopæl.

…"

Klageren har bl.a. anført, at han ikke har anvendt dankortet, og at det ikke var ham, der underskrev forliget. Banken bestrider dette.

Efter indgåelsen af forliget indgik flere afdrag på 700 kr.

I perioden 1993 til 1995 modtog banken i alt 7.700 kr. via klagerens daværende konto -734.

Den 1. februar 1995 blev der indgået et nyt frivilligt forlig mellem klageren og banken vedrørende gælden, hvorefter klageren erkendte en restgæld på 42.218,83 kr. pr. 1. februar 1995. Den månedlige ydelse var 700 kr. og skulle første gang betales den 2. februar 1995.

Den 4. april 1995 modtog banken det sidste afdrag via klagerens daværende konto (-734). Restgælden var herefter 34.518,83 kr.

I årene 1997 til 1999 sendte banken saldomeddelelser med oplysning om gældens størrelse til klageren.

Den 23. januar 2001 tilskrev banken klageren og anmodede ham om at kontakte banken for at bringe gælden til ophør.

Ved brev af 12. februar 2001 anmodede klagerens advokat, A, banken om at dokumentere gælden.

Ved brev af 14. februar 2001 anførte banken bl.a.:

"…

Idet vi henviser til Deres brev af 12.02.2001, fremsender vi herved opgørelse af gæld samt kopi af 2 stk. frivillige forlig samt kontoudskrift:

hvortil kommer bankens rentekrav for de seneste 5 år anslået til ca. kr. 30.000,00.

…"

Ved breve af 23. marts og 20. august 2001 anmodede banken A om at kontakte banken vedrørende indfrielse af gælden.

Ved brev af 10. august 2009 meddelte banken A, at man fastholdt kravet over for klageren og anmodede om dokumentation for at vurdere, om sagen skulle overgives til bankens advokat til inkasso.

Ved brev af 12. august 2009 sendte A bl.a. en forligsaftale mellem klageren og et andet pengeinstitut i forbindelse med en lignende sag, der var indbragt for Pengeinstitutankenævnet.

Af udskrift af 6. november 2009 fra CPR-Registeret som banken forespurgte på, fremgår bl.a., at klageren har skiftet efternavn og er tilflyttet den nuværende adresse medio april 2009.

Den 24. november 2009 indgav banken inkassostævning til Københavns Byret.

Den 14. december 2009 begærede klageren sagen henvist til og forelagt for Pengeinstitutankenævnet jf. rpL § 361, stk. 1.

Den 15. februar 2010 hævede og henviste Københavns Byret sagen til Ankenævnet.

Den 3. marts 2010 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Parternes påstande

Klageren har den 3. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde kravet på 34.518,83 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke har anvendt dankortet og derfor ikke kan vedkende sig gælden.

Han underskrev ikke det frivillige forlig af 16. juli 1992 og befandt sig på tidspunktet for underskrivelsen i udlandet. Han rejste til Italien i 1990 og videre til Iran. Under udlandsopholdet blev han gift. Det kan bl.a. dokumenteres ved vielsesattest fra 1992. Han kom tilbage til Danmark i 1994.

Der var tidligere indledt en politisag mod ham om tilsvarende forhold og periode. Han blev frifundet ved dom, da hans betalingskort var blevet anvendt i Danmark, mens han var i udlandet.

Et andet pengeinstitut indledte i 2005 en lignende sag mod klageren i fogedretten, hvor han ligeledes blev frifundet. Der henvises til en sag som klageren indbragte for Pengeinstitutankenævnet, og som blev afsluttet ved forlig.

Danske Bank har anført, at banken kan støtte ret på de frivillige forlig som klageren underskrev.

Klageren har ikke tidligere i de seneste 19 år gjort gældende, at dankorttransaktionerne ikke er foretaget af ham.

Klageren har erkendt gælden til banken ved underskrift på de frivillige forlig.

Hverken klageren eller A har tidligere rejst indsigelser mod gælden og foretog indbetalinger til banken i overensstemmelse med forligene.

Det frivillige forlig af 1. februar 1995 fremstår også som underskrevet af klageren, selvom om underskrifterne på de to frivillige forlig ikke er ens. I den forbindelse bemærkes, at det tilsyneladende ikke er usædvanligt, at klageren underskriver med forskellige underskrifter. F.eks. fremstår klagerens underskrift på klageskemaet væsentligt anderledes end underskriften på en forligsaftale klageren tidligere indgik med et andet pengeinstitut.

Endvidere henvises til kopi af kundens underskrift afgivet ved bestilling af VISA/Dankort og kopi af klagerens underskrift afgivet i forbindelse med, at klageren blev kunde i banken.

Der er ikke ført bevis for – eller på anden måde sandsynliggjort – at underskrifterne på de frivillige forlig er falske. Bevisbyrden må påhvile klageren, særligt når henses til, at der er betalt i henhold til forligene via klagerens konto, og klageren tilsyneladende ikke anvender en ensartet underskrift, men flere gange har anvendt forskellige underskrifter.

Der henvises til udskrift fra CPR-Registeret som dokumentation for, at klageren efter navneskift er den samme.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Ankenævnet lægger til grund, at klageren den 16. juli 1992 underskrev et frivilligt forlig. I forliget erkendte klageren at skylde Danske Bank 43.246,10 kr. ekskl. renter. Ankenævnet lægger ligeledes til grund, at klageren den 1. februar 1995 underskrev et nyt frivilligt forlig, hvori han erkendte at skylde banken 42.218,83 kr. Det må endvidere lægges til grund, at klageren i perioden 1993 – 1995 faktisk har betalt, i hvert fald delvis, i overensstemmelse med det aftalte.

Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort forhold i forbindelse med indgåelsen af forligene, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af sin underskrift, herunder vedrørende opgørelse af restgælden efter forliget af 1. februar 1995. Banken er derfor berettiget til at kræve betaling af gælden.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.