Rådgivning.
| Sagsnummer: | 36/1991 |
| Dato: | 07-10-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Udlån - indfrielse |
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Efter at klagerens ægtefælle var afgået ved døden henvendte klageren sig i marts måned 1986 til indklagedes Borupvang afdeling med henblik på at drøfte sin økonomi, idet klageren ønskede at sælge sit hus og købe et andet hus. Efter gennemgang af klagerens økonomi aftaltes det, at afdelingen skulle sælge en obligationspost på nominelt 52.000 kr. Da kursen i midten af marts 1986 var omkring 104 og havde været stigende igennem den forudgående periode, aftaltes det, at salgsordren skulle limiteres til kurs 105. Efter at obligationerne var sat til salg, faldt kurserne, og da kurserne vedblev at falde, solgte afdelingen obligationerne i juli måned til kurs 96.
Samtidig med, at klageren afgav salgsordren, standsede indklagede overførslen af de månedlige ydelser på henholdsvis 2.600 kr. og 1.675 kr. til klagerens to lån i afdelingen på ca. 137.000 kr. og 57.000 kr. Ydelserne var hidtil overført fra klagerens lønkonto til klagerens terminskonto. Uanset at indklagede standsede afviklingen af de to lån, undlod indklagede ved en fejl at standse den tilsvarende overførsel af beløb fra lønkontoen til terminskontoen.
I april 1986 henvendte klageren sig i afdelingen med salgsopstilling på sit eget hus og salgsopstilling på et hus, hun i stedet ønskede at købe, og anmodede indklagede om at beregne, hvorvidt hun havde økonomisk mulighed herfor. Ifølge salgsopstillingen skulle klagerens ejendom sælges for 775.000 kr. med en udbetaling på 35.000 kr., og der skulle optages et kreditforeningslån på 404.000 kr. samt udstedes sælgerpantebreve for 221.570,03 kr.
Efter mødet i afdelingen satte klageren sit hus til salg og købte det andet hus. I forbindelse med hushandlerne oprettedes den 18. april 1986 en omprioriteringskonto, der forrentedes med 6% i kredit og 16% i debet. Det aftaltes endvidere, at det nye kreditforeningslån på 404.000 kr. skulle kurssikres. Kurskontrakt blev først indgået den 25. juni 1986 til kurs 94,25. Ved den af ejendomsformidleren foretagne provenuberegning var lånet forudsat hjemtaget til kurs 101. I forbindelse med salget af klagerens obligationer i juli 1986 indsattes nettoprovenuet heraf, 48.706,35 kr., på omprioriteringskontoen.
Den 1. august 1986 blev kreditforeningslånet hjemtaget med 375.158 kr., hvorefter saldoen på omprioriteringskontoen udgjorde 60.360,36 kr. (negativ).
Den 22. september 1986 modtog afdelingen skødet på klagerens solgte ejendom med anmodning om, at skødet blev sendt til tinglysning. Da indklagede antog, at et til indklagede håndpantsat ejerpantebrev på 150.000 kr. lyst på klagerens nu solgte ejendom kunne overflyttes til klagerens nye ejendom, fremsendtes dette tillige til lysning. Ejerpantebrevet blev imidlertid lyst med anmærkning, idet der verserede retssag om prioriteringen af den købte ejendom mellem klageren og sælger af ejendommen. Da ejerpantebrevet ikke kunne lyses anmærkningsfrit, og da indklagede ikke ønskede at afgive sikkerheden for mellemværendet med klageren, blev ejerpantebrevet ikke aflyst af den solgte ejendom. Sælgerpantebrevene vedrørende denne ejendom lystes derfor med retsanmærkning, og det var herefter ikke muligt at afhænde sælgerpantebrevene.
Den 15. januar 1987 afgav afdelingen indeståelseserklæring for sletning af retsanmærkning på sælgerpantebrevene, hvorefter disse blev afregnet den 26. januar 1987, og provenuet heraf, 180.635,12 kr., indsattes på omprioriteringskontoen. Omprioriteringskontoen udviste herefter en saldo på 103.600,15 kr. (positiv).
Den 31. marts 1987 var omprioriteringskontoens saldo 133.119,18 kr. (kredit), og den 6. april 1987 blev klagerens mindste lån (443067) indfriet med 69.206,99 kr. fra omprioriteringskontoen, hvis saldo herefter var 63.912,19 kr.
Den 8. oktober 1987 opgjordes omprioriteringskontoen, hvis saldo nu udgjorde 72.294,68 kr. (kredit), og provenuet overførtes til klagerens andet udlån (440196), hvis restsaldo herefter udgjorde 106.666,27 kr.
Ved skrivelse af 17. februar 1989 til indklagedes direktion klagede klageren over afdelingens behandling af sagen. Ved skrivelse af 10. juli 1989 tilbød indklagede at refundere klageren i alt 37.154 kr. Heraf udgjorde 3.120 kr. 6 kurspoint vedrørende handelen af klagerens obligationspost, således at klageren stilledes, som om obligationerne var afregnet til kurs 102; 8.080 kr. udgjorde 2 kurspoint vedrørende kurskontrakten, således at klageren stilledes, son om obligationerne var hjemtaget til kurs 96,25; 19.-954 kr. udgjorde rentegodtgørelse vedrørende klagerens 2 udlån, da der tilsyneladende forelå en misforståelse mellem klageren og indklagede vedrørende ydelsesophør på de to lånekonti; 6.000 kr. udgjorde rentegodtgørelse vedrørende omprioriteringskontoen, idet indklagede fandt, at klageren ikke havde fået den fornødne information om sagens gennemførelse i forbindelse med påbegyndelsen af omprioriteringssagen. Indklagede foreslog det samlede beløb afskrevet på klagerens resterende udlån (440196), således at lånets debetsaldo pr. 31. december 1988 på 125.681,54 kr. kunne nedskrives til 88.127,54 kr. Tilbuddet blev ikke accepteret af klageren. Under senere forhandlinger med klageren i begyndelsen af 1990 tilbød indklagede, at det resterende udlån kunne nedskrives til 90.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afgive saldokvittering for så vidt angår lånet på 90.000 kr. (440196) samt godtgøre hende 18.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, subsidiært frifindelse mod, at lån 440196 pr. 31. december 1990 nedskrives til 90.000 kr.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det ved mødet i afdelingen i april 1986 aftaltes, at de to udlån på henholdsvis 57.367,13 kr. og 137.945,00 kr. skulle indfries med provenuet af obligationsposten, 55.120 kr. og af sælgerpantebrevene, 180.635,86 kr., hvorefter der ville fremkomme et overskud på 40.443,43 kr. Det har på intet tidspunkt været på tale, at det var nødvendigt for klageren at optage et lån i forbindelse med køb og salg af ejendommene. Det blev ikke på mødet aftalt, at afviklingen af de to lån skulle stilles i bero. Indklagedes langsommelige sagsbehandling i forbindelse med indfrielse af lånene har påført klageren en yderligere renteudgift på 33.196,35 kr., hvoraf indklagede kun har tilbudt at godtgøre 19.954 kr. Klageren havde endvidere med afdelingen aftalt, at afdelingen ville sørge for, at klagerens økonomiske forhold blev bragt på plads, og indklagede burde derfor have løst problemerne omkring sælgerpantebrevene i den solgte ejendom. Klageren stiller sig endvidere uforstående overfor, at der i forbindelse med omprioriteringen af ejendommen er opstået et underskud på 58.132,58 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klarlæggelse af det faktiske hændelsesforløb kræver bevisførelse i et sådant omfang, at sagen bør afvises, idet det på det foreliggende grundlag må betegnes som usikkert, hvad der præcist er aftalt på mødet i marts 1986.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ved det fremsatte forligsforslag har kompenseret for samtlige klagerens tab som følge af de fejl, der af indklagede er begået under sagsbehandlingen. Klageren har hverken begrundet eller dokumenteret at have et tilgodehavende på ca. 18.000 kr. hos indklagede.
Det bestrides, at indklagedes medarbejder i forbindelse med hushandelerne har stillet klageren i udsigt, at hun ikke ville have gæld i form af banklån, efter at hushandelerne var afsluttet. Af de salgsopstillinger og provenuberegninger, som ejendomsmæglerfirmaet har udarbejdet for klageren, fremgår, at der inkl. provenu af sælgerpantebrevet ville fremkomme et provenu på 160.326 kr., og at der skulle anvendes 41.700 kr. til købet. Der ville herefter være et overskud på 118.826 kr. Med et provenu fra obligationsposten på 55.120 kr. ville klageren have et provenu på 173.746 kr. Såfremt de to banklån, der pr. 31. marts 1986 var opgjort 212.636 kr. inkl. renter, skulle være indfriet, ville der allerede her være et underskud på 28.890 kr. I forbindelse med omprioriteringen af den solgte ejendom fremkom der imidlertid et underskud i forhold til det i provenuberegningen forudsatte på 38.075 kr., der sammenlagt med underskuddet på 28.890 kr. samt renter på omprioriteringskontoen i 1986, 16.128 kr., i alt udgør ca. 83.000 kr. Det er derfor usandsynligt, at handlerne - trods de senere kursændringer - fra begyndelsen økonomisk kunne være gennemført med det resultat, at det to udlån blev indfriet, uden at der samtidig opstod behov for restfinansiering. Selv om man lagde til grund, at der er ydet en sådan fejlagtig rådgivning, har klageren dog ikke dokumenteret at have lidt noget tab i den anledning.
Da klagerens to udlån har været forrentet med en rentesats lavere end debetrentesatsen på omprioriteringskontoen, har klageren ikke i perioden indtil 26. januar 1987, da omprioriteringskontoen gik i kredit, lidt rentetab ved, at salgsprovenuet af obligationerne og sælgerpantebrevene blev krediteret denne konto i stedet for udlånene. Fra den 27. januar 1987, hvor omprioriteringskontoen blev forrentet med 6% p.a., led klageren imidlertid et rentetab. Det gøres gældende, at rentetabet, der ved indklagedes forligsforslag af 10. juli 1989, er kompenseret med 6.000 kr., er kompenseret fuldt ud. Indklagede har endvidere ikke været ansvarlig for den sene afregning af provenu og terminsydelse af sælgerpantebrevene, idet denne reelt skyldes en imellem klageren og sælger af huset verserende sag.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må antages, at klageren ved sin henvendelse til indklagede i marts 1986 fik det indtryk, at hendes to lån hos indklagede kunne indfries i forbindelse med, at hun solgte sit hus og købte et andet, når hun samtidig realiserede obligationsposten på nominelt 52.000 kr. Det findes imidlertid ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har tilsikret klageren dette, eller at der i øvrigt er grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar alene som følge af, at der ikke fremkom tilstrækkelige midler til fuld indfrielse af det største af lånene (lån nr. 440196).
Ved skrivelsen af 10. juli 1989 tilbød indklagede at godtgøre klageren et beløb på i alt ca. 37.000 kr., således at saldoen på lån nr. 440196 pr. 31. december 1988 kunne nedskrives fra ca. 125.000 kr. til ca. 88.000 kr. Ankenævnet finder, at de enkelte poster i dette tilbud udgør rimelig kompensation for de af indklagede begåede fejl. Der kunne dog rejses spørgsmål om, hvorvidt den tilbudte erstatning for for sen effektuering af kurskontrakt, 8.080 kr., var tilstrækkelig. Imidlertid har indklagede under nærværende sag påstået frifindelse mod, at klagerens lån nedskrives til 90.000 kr. pr. 31. december 1990, således at indklagede - ud over den tidligere tilbudte erstatning - herved stort set giver afkald på renter af lånet for 1989 og 1990. Herefter finder ankenævnet ikke, at klageren kan gøre krav på yderligere kompensation, og Ankenævnet tager derfor indklagedes påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede bør nedskrive klagerens lån nr. 440196 således, at restgælden pr. 31. december 1990 udgør 90.000 kr. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.