Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om tilsidesættelse af formueplejeaftale om ansvar for rådgivning om investering i aktier i sommeren 2000.

Sagsnummer: 334/2003
Dato: 23-03-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Spørgsmål om tilsidesættelse af formueplejeaftale om ansvar for rådgivning om investering i aktier i sommeren 2000.
Indklagede: BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede i forbindelse med investering af klagerens pensionsmidler i aktier har pådraget sig et ansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1947, indgik i september 1995 en aftale med indklagede om formuepleje vedrørende sin kapitalpensions- og ratepensionsordning. Af aftalen fremgår bl.a.:

"1. Beløb og formål…

[Indklagede] etablerer, på kundens vegne, i overensstemmelse med de nedenfor med kunden aftalte rammer, en portefølje af værdipapirer ("Porteføljen") for det indskudte beløb, med henblik på at opnå bedst muligt afkast til kunden.

[Indklagede] gennemgår 1 gang om måneden ovennævnte depot. [Indklagede] foretager - efter aftale fra kunden i hvert enkelt tilfælde - investering i værdipapirer under henvisning til punkt 3.

Med henblik herpå fremkommer [indklagede] skriftligt eller telefonisk med forslag til investeringer/omlægninger, såfremt gennemgangen af depotet giver anledning hertil. Som bekræftelse på indgåelse af en handel, modtager kunden nota, jævnfør punkt 5.

Et eventuel investeringsforslag vil være baseret på markedet og kurserne på tidspunkt for forslaget.

Investeringsstrategien vil i øvrigt blive drøftet på det årlige møde mellem kunden og [indklagede], jævnfør punkt 5.

5. Orientering til kunden

[Indklagede] fremsender løbende følgende materiale til kunden:

- Notaer på foretagne handler- Udbytte-, rente- og udtrækningsmeddelelser

[Indklagede] indkalder en gang om året kunden til et møde. På dette møde gennemgås den hidtidige udvikling i investeringen. Investeringsstrategien for det kommende år fastlægges på baggrund af kundens behov, den aktuelle markedssituation og forventningerne til den fremtidige markedsudvikling. Eventuelle ændringer i investeringsstrategien aftales og [indklagede] udfærdiger en ny investeringsstrategi for det kommende år, som kunden skal underskrive, hvorefter denne nye investeringsstrategi fungerer som tillæg til denne aftale.

6. Gebyr for [indklagede] Formuepleje

[Indklagede] beregner et gebyr for det depot, der er omfattet af denne aftale om [indklagede] Formuepleje. Gebyret, der er variabelt, udgør p.t. 2 promille om året, dog minimum kr. 1.000,00. Gebyret beregnes bagud for et år ad gangen af kursværdien af depotet pr. 31. maj.

7. Ansvar, force majeure og værneting

Investering i de valgte værdipapirer og den løbende porteføljepleje foretages efter [indklagedes] skøn og overbevisning og uden ansvar for [indklagede].

[Indklagedes] dispositioner efter denne aftale sker således for at tilgodese kundens ønske om størst muligt afkast indenfor den aftalte investeringsstrategi, men [indklagede] indestår ikke for opnåelse af et bestemt afkast til kunden, ligesom [indklagede] ikke kan gøres ansvarlig for kurs- og renteudviklingen på de erhvervede værdipapirer og/eller finansielle kontrakter."

I 2000 havde klagerens pensionsordninger en samlet værdi på ca. 1,2 mio. kr. Midlerne var fortrinsvis placeret i indeks- og realkreditobligationer.

I sommeren 2000 blev klageren tilknyttet en ny formuerådgiver hos indklagede. Under et møde den 18. juli 2000 anbefalede denne en omplacering af midlerne til 50 % i aktiebaserede afdelinger af BG Invest og 50 % i obligationer.

Efter mødet blev der gennemført en omlægning i overensstemmelse med indklagedes anbefalinger.

I oktober/november 2001 udtrykte klageren utilfredshed med aktieinvesteringerne, som havde udviklet sig negativt. Indklagede afviste et krav fra klageren om erstatning.

Parternes påstande.

Den 12. september 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at mødet den 18. juli 2000 blev afholdt på indklagedes initiativ. Det blev oplyst, at midlerne var anbragt med et for ringe afkast, og at han derfor burde omlægge til aktier. Da han tidligere havde haft tab på aktier, afslog han dette. Ifølge indklagede kunne der imidlertid omlægges til aktier, der var næsten lige så sikre som obligationer, men med et ringere afkast end de først anbefalede aktier. I tillid til indklagede og løftet om sikkerheden accepterede han dette.

Det fremgik efterfølgende af dagspressen, at andre aktører på markedet allerede i efteråret 2000 havde "læst skriften på væggen" og omlagt fra aktier til obligationer. Indklagede burde derfor have grebet ind med henblik på at afværge tab. Ved at undlade dette har indklagede forsømt sine forpligtelser i henhold til aftalen om formuepleje. Han var hidtil blevet kontaktet angående investeringer ca. 10 gange årligt, men i perioden fra den 18. juli 2000, til han modtog årsopgørelsen for 2000, blev han ikke kontaktet én eneste gang. Ifølge aftalen skal indklagede gennemgå depotet en gang hver måned. Såfremt indklagede havde opfyldt denne forpligtelse, var det aldrig gået så galt. Indklagede har erkendt dette og har betalt gebyret for formueplejen tilbage for år 2000.

Indklagede bør som følge af mangelfuld rådgivning og manglende opfyldelse af formueplejeaftalen erstatte tabet på aktieinvesteringerne.

Indklagede har anført, at anbefalingen på mødet den 18. juli 2000 var i overensstemmelse med indklagedes generelle investeringsstrategi. Strategien blev ikke ændret i løbet af 2000. Klageren, der var bekendt med risikoen ved investering i aktier, accepterede investeringsforslaget. Klagerens tab skyldes det globale fald på aktiemarkederne, der indtrådte i eftersommeren 2000. Det var ikke muligt at forudse varigheden og omfanget af faldet.

Klageren måtte være klar over, at rådgivningen var baseret på forventninger, der kunne vise sig ikke at holde, og at beslutningen og risikoen derfor var hans egen.

Forpligtelserne i henhold til formueplejeaftalen er blevet overholdt. Klageren skulle kun kontaktes, hvis der var anledning til at foreslå nye investeringer/omlægninger. I den omhandlede periode har der været adskillige henvendelser til klageren vedrørende hans investeringer.

Klageren betalte gebyr for formueplejen i juni 2000, december 2000 og sidste gang i juni 2001, hvorefter han blev gebyrfritaget. Det af klageren anførte om tilbagebetalingen af gebyr som følge af manglende overholdelse af formueplejeaftalen kan hverken be- eller afkræftes.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes efter det foreliggende ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde, og at klageren derfor selv måtte bære risikoen ved omlægningen af en del af pensionsmidlerne til aktiebaserede investeringsbeviser.

Det lægges i overensstemmelse med det af indklagede anførte til grund, at forpligtelsen i medfør af formueplejeaftalen til at gennemgå klagerens depoter en gang om måneden blev overholdt af indklagede, og at baggrunden for, at der i ca. ½ år efter omlægningen i juli 2000 ikke blev rettet henvendelse til klageren med forslag om omlægning fra aktier til obligationer, var, at indklagedes generelle investeringsstrategi var uændret i den pågældende periode.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.