Engagement, afvikling.
| Sagsnummer: | 512/1993 |
| Dato: | 03-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
Betalingsservice - ophævelse af aftale |
| Ledetekst: | Engagement, afvikling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag omhandler en række forskellige spørgsmål i forbindelse med afvikling af klagerens engagement i form af ind- og udlånskonti hos indklagede, hvor han havde været kunde siden 1966.
I
Den 19. december 1991 underskrev klageren et gældsbrev til indklagede på 800.000 kr., der skulle afvikles med 6 halvårlige ydelser første gang den 30. juni 1992 med en ydelse på 180.000 kr. Låneprovenuet blev anvendt til nedbringelse og indfrielse af andre kreditter og lån. Af gældsbrevet fremgik bl.a. følgende:
"..... Lånet kan fra bankens side opsiges med 3 måneders varsel ...... Uanset aftalt opsigelsesvarsel forfalder lånet til øjeblikkelig indfrielse i tilfælde af, at noget beløb i henhold til denne låneaftale ikke bliver betalt rettidigt, og beløbet fortsat ikke er betalt senest 8 dage efter, at banken har afsendt skriftligt krav om betaling ......"
Værdipapirer i klagerens depot lå til sikkerhed for lånet. Af pansætningserklæringen fremgik bl.a. følgende:
"............ I følgende tilfælde er banken berettiget til uden forudgående retsforfølgning og uden varsel at realisere pantet på den måde, banken finder det tjenligt: a. ved udeblivelse med renter, provision og afdrag eller anden misligholdelse af det ved dette dokument sikrede engagement med banken ....."
Lånets ydelse pr. 30. juni 1992 blev præsteret ved salg af aktier fra klagerens depot samt ved hjemtagelse af kreditforeningslån.
Da ydelsen pr. 30. december 1992 ikke blev betalt, fremsendte indklagede rykkerskrivelse den 12. januar 1993. Det anføres heri bl.a., at der ville blive beregnet forhøjet rente af restancen. Indklagede rykkede igen ved skrivelse af 11. februar 1993, i hvilken der trues med opsigelse af lånet og anføres, at misligholdelse bl.a. kan medføre en tvangsrealisation af de stillede sikkerheder. Ved skrivelse af 26. maj 1993 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse, idet indklagede anmodede om betaling indenfor 10 dage og i modsat fald ville tvangsrealisere effekter fra det pantsatte depot. Klageren protesterede i den efterfølgende korrespondance, idet han hævdede, at der var indgået aftale om løbende og hensigtsmæssig afhændelse af aktier til dækning af ydelser og derfor ikke mente, at der var tale om misligholdelse af lånet. Indklagede fastholdt opsigelsen. Efter at have givet udsættelse først til 1. august og derefter til 1. september solgte indklagede klagerens aktier den 3. september 1993, idet man dog på klagerens anmodning undlod at afhænde de aktier, som klageren havde købt indenfor de sidste 3 år. Herefter var klagerens lån nedbragt til 17.980 kr. Lånet var blevet debiteret restancerenter og rykkergebyr.
Klageren har anført, at han allerede i 1990 ønskede at nedbringe gælden til indklagede, hvorfor han bl.a. solgte en aktiepost i ØK. På indklagedes forlangende blev provenuet geninvesteret i Hafnia aktier. Indklagede har derfor et medansvar for afviklingen af engagementet. Indklagede gav for kort varsel i forbindelse med opsigelsen af lånet den 26. maj 1993. Lånet var ikke misligholdt, da der var indgået aftale om, at det skulle afvikles ved successiv afhændelse af aktier på fordelagtige tidspunkter. Indklagedes krav om øjeblikkelig afhændelse blev efter hans protest modificeret til krav om afhændelse i løbet af to måneder, senest 1. september 1993 samt udskydelse af salg af de aktier, han havde ejet i mindre end 3 år. Indklagede afviste salg senere end 1. september 1993, men solgte først 3. september, hvilket medførte et kurstab på mindst 16.500 kr., idet kurserne på Sophus Berendsen aktier faldt drastisk de to dage. Hans aktier blev i det hele taget afhændet på et uhensigtsmæssigt tidspunkt. Selvom han under hele forløbet var villig til at afvikle lånet og forhandlede herom, beregnede indklagede sig restancerenter og rykkergebyrer. Indklagede har ved senere kreditering af restancerenter på 710,36 kr. debiteret den 30. september 1992 bekræftet en indgået aftale om ikke at beregne sig restancerente.
Indklagede har anført, at klagerens lån var misligholdt, hvorfor man uanset aftalt opsigelsesvarsel var berettiget til at kræve øjeblikkelig indfrielse af lånet. Indklagede foreholdt gentagne gange klageren, at lånet var misligholdt og de deraf følgende konsekvenser. Indklagede har ifølge de almindelige bestemmelser om renteberegning i gældsbrevet haft hjemmel til at beregne sig restancerente fastsat af indklagede. Indklagede har ikke ved en enkelt gang at have krediteret restancerente på 710,36 kr. givet afkald på denne ret. Indklagede var ifølge de fremlagte dokumenter berettiget til umiddelbart at afhænde de værdipapirer, der lå til sikkerhed for lånet. Klageren fik mulighed for at give instruks om realisation af aktierne efter eget valg indenfor ca. 2 måneder, ligesom man indvilgede i at udskyde salget af aktier, som klageren ikke havde ejet i 3 år. Indklagede viste på denne måde forståelse for klagerens situation. II
Klagerens kassekredit på 150.000 kr. blev benyttet til betalinger via PBS. I en skrivelse af 11. marts 1993 anførte indklagede bl.a., at man generelt ikke ville acceptere overtræk på kontoen. Den 15. juni 1993 tilbageførte indklagede to betalinger på i alt 3.653 kr., hvorved kontoen blev overtrukket; samtidig slettede indklagede samtlige betalinger tilmeldt PBS. Med skrivelse af 17. juni 1993 blev klagerens samlede engagement opsagt af indklagede til øjeblikkelig indfrielse. Efter det oplyste fik klageren først den 29. juni 1993 telefonisk oplysning om, at alle betalinger tilmeldt PBS var slettet. I en skrivelse af 15. juli 1993 forlangte klageren godtgørelse af 230 kr. i ekstraomkostninger vedrørende 3 betalinger, der forfaldt i juni måned.
Klageren har anført, at indklagede burde have givet 3 måneders varsel før sletning af betalinger via PBS. Kontoen var ikke overtrukket, hvorfor sletningen var uberettiget. Betalingssystemet blev anvendt til et ikke ubetydeligt antal betalinger for klageren. Ud over ekstraomkostningerne nævnt i skrivelsen af 15. juli 1993 havde han ekstraomkostninger på 250 kr. vedrørende 2 betalinger, der forfaldt den 1. juli 1993. Han er endvidere blevet påført et stort arbejde med at udrede sine betalinger, for hvilket indklagede bør yde en godtgørelse på 3.000 kr., hvortil kommer porto 75 kr.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med tidligere overtræk på kassekreditten blev oplyst om, at dette ville medføre sletning af samtlige betalinger tilmeldt PBS. Dette skete den 15. juni 1993, idet der på dette tidspunkt ikke var dækning for betalingerne. Da det ikke straks blev meddelt klageren, vil man godtgøre klageren 230 kr. til dækning af afholdte ekstraomkostninger.
III
Den 25. april 1990 etablerede indklagede en kassekredit på 50.000 kr. for C A/S. Klageren var hovedaktionær i selskabet og påtog sig sammen med en medkautionist selvskyldnerkaution. Kreditten blev senere forhøjet til 150.000 kr. og den 29. september 1992 omlagt til et lån på 228.000 kr. med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Lånet blev ikke afviklet som forudsat. I perioden september 1992 til marts 1993 blev lånet pålagt en overrente, idet indklagede havde besluttet at indføre et pengemarkedstillæg for erhvervskreditter, hvilket klageren blev orienteret om med cirkulæreskrivelse af 29. september 1992. Klageren protesterede over rentetillægget samt opkrævning af gebyrer for låneomlægning, rykkere og kontoudtog.
Klageren har anført, at indklagede ikke var berettiget til at beregne sig overrente på lånet til C A/S. Der var ikke tale om et erhvervslån, idet det var aftalt, at selskabets kassekredit ved omlægningen skulle overgå til et fast lån for de to kautionister på grund af skattefordelen. Omlægningen skete i indklagedes interesse, hvorfor et omlægningsgebyr på 500 kr. bør refunderes. Indklagede var ikke berettiget til at opkræve 195 kr. for kontoudskrifter.
Indklagede har anført, at man med beslutning om pengemarkedstillæg påførte alle erhvervskreditter en midlertidig renteforhøjelse, herunder også kreditten for selskabet C A/S, som klageren kautionerede for. Denne midlertidige generelle renteændring havde hjemmel i gældsbrevet, og de tilskrevne renter var omfattet af kautionen. Klagen bør dog for så vidt angår dette spørgsmål afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, som erhvervsmæssigt.
IV
I marts 1993 henvendte klageren sig i indklagedes Vanløse afdeling med henblik på at indsætte en check på 19.400 kr. på sin kassekredit. Checken var udstedt af et forsikringsselskab til hans afdøde far c/o klageren. En medarbejder telefonerede til den afdeling, i hvilken klageren var kunde, og afviste herefter indløsning af checken. Klageren henvendte sig umiddelbart efter til en anden afdeling, der indløste checken og indsatte beløbet på klagerens kassekredit.
Klageren har anført, at afdelingen, hvor han var kunde, var bekendt med hans bemyndigelse til at hæve checken på 19.400 kr., hvilket afdelingen burde have oplyst ved den telefoniske henvendelse fra den anden afdeling.
Indklagede har anført, at man var berettiget til at forlange dokumentation i form af skifteretsattest før indløsning af checken, da denne ikke var udstedt til klageren, men til hans afdøde far.
V
I efteråret 1992 optog klageren et kreditforeningslån i sin private bolig. Et ejerpantebrev med pant i ejendommen, der var håndpantsat til indklagede, skulle forsynes med en respektpåtegning, for hvilket indklagede beregnede sig et gebyr på 375 kr. Klageren protesterede herover ved skrivelse af 15. september 1992.
Klageren har anført, at indklagede ikke burde have beregnet sig gebyr for rykningspåtegning, idet hjemtagelsen af lånet skete i indklagedes interesse.
Indklagede har anført, at man beregnede sig et standardgebyr på 375 kr. for en rykningspåtegning på et ejerpantebrev i klagerens ejendom. Kun en del af provenuet fra kreditforeningslånet tilgik banken.
Påstande:
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at
1. Refundere restancerenter og gebyrer på klagerens lån.
2. Erstatte hans tab på aktiehandlerne den 3. september 1993 med mindst 16.500 kr. samt kurtage 4.512 kr.
3. Godtgøre meromkostninger som følge af sletning i PBS, 3.555 kr.
4. Refundere overrente på lånet til C A/S.
5. Godtgøre klageren 300 kr. for hans tidsforbrug ved indløsning af check.
6. Refundere gebyr på 375 kr. for rykningspåtegning på pantebrev.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, idet man dog har godtgjort klageren 230 kr. for meromkostninger som følge af sletning i PBS. Med hensyn til påstand 4 har indklagede principalt nedlagt påstand om afvisning.
Ankenævnets bemærkninger:
Engagementet med C A/S må - uanset at klageren hæftede som kautionist - anses for erhvervsmæssigt. De klagepunkter, der angår dette engagement, herunder klagen over det opkrævede pengemarkedstillæg, falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, hvorfor Ankenævnet afviser denne del af klagen.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der vedrørende klagerens lån på 800.000 kr. var indgået aftale om, at de halvårlige ydelser skulle fremskaffes ved realisation af aktier fra det pantsatte depot. Da ydelsen pr. 30. december 1992 ikke blev betalt, var indklagede derfor berettiget til - efter flere rykkerskrivelser - at opsige lånet til fuldstændig indfrielse som sket ved skrivelsen af 26. maj 1993. Indklagede var endvidere berettiget til at beregne sig restancerenter og gebyr for rykkerskrivelser. Det bemærkes herved, at det forhold, at indklagede i et tidligere tilfælde havde tilbageført et opkrævet restancerentebeløb, ikke godtgør, at der var indgået aftale om, at klageren ikke skulle betale restancerenter i forbindelse med den manglende betaling af ydelsen pr. 30. december 1992. Efter den citerede bestemmelse i håndpantsætningserklæringen, jf. også retsplejelovens § 538 a, har indklagede tillige været berettiget til at tvangsrealisere aktier i det håndpantsatte depot som sket. Det forhold, at aktierne først blev solgt den 3. september 1993, og at en aktiepost faldt i værdi i dagene fra den 1. til den 3. september, kan ikke begrunde et erstatningsansvar.
Indklagede har været berettiget til at opsige PBS-betalingsaftalen tilknyttet klagerens kassekredit, men Ankenævnet finder, at indklagede burde have givet klageren et vist rimeligt varsel, således at ekstraomkostninger som følge af manglende rettidig betaling af kreditorer kunne undgås. Ankenævnet finder derfor, at indklagede foruden de 230 kr., som allerede er godtgjort klageren, bør betale denne 250 kr. til dækning af de oplyste ekstraomkostninger vedrørende to regninger, der forfaldt den 1. juli 1993, hvorved bemærkes, at klageren efter det oplyste først fik meddelelse om afmeldingen den 29. juni 1993. Der findes derimod ikke at være grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren godtgørelse for eget arbejde og porto.
Ankenævnet finder ikke at kunne kritisere, at en af indklagedes afdelinger forlangte forevisning af skifteretsattest som betingelse for at indløse den omhandlede check på 19.400 kr. udstedt til klagerens afdøde far.
Ankenævnet finder endelig, at indklagede var berettiget til at beregne sig sædvanligt gebyr på 375 kr. for at forsyne det af klageren pantsatte ejerpantebrev med en respektpåtegning.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der angår indklagedes engagement med C A/S. For manglende varsel i forbindelse med opsigelse af PBS-betalingsaftalen bør indklagede inden 4 uger - udover det allerede betalte beløb på 230 kr. - godtgøre klageren 250 kr. De øvrige klagepunkter tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.