Afgørelse

Tilbagesøgning af for meget udbetalt låneprovenu.

Klagerne solgte pr. 15. juni 2000 deres ejendom. I forbindelse med handlen skulle der optages ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut, og tre gamle lån skulle indfries. Nettoprovenuet af handlen var beregnet til 1.508.013 kr. I maj 2000 indgik klagerne tinglysningsaftale med instituttet vedrørende tinglysning og udbetaling af ejerskiftelånet samt indfrielse af de indestående lån. Der blev i den forbindelse oprettet en afregningskonto hos realkreditinstituttet. Den kontante udbetaling blev indsat på klagernes konto hos et med realkreditinstituttet koncernforbundet pengeinstitut. Et andet pengeinstitut indbetalte i juni 2000 et beløb på 50.652 kr. til realkreditinstituttet til dækning af indfrielsen af indestående lån. Da indfrielsesbeløbene samtidig var blevet modregnet i ejerskiftelånet, returnerede realkreditinstituttet de 50.652 kr. til pengeinstituttet. Beløbet blev ved en fejl returneret to gange. Den 27. juli 2000 returnerede pengeinstituttet derfor den ene gang 50.652 kr., som derefter ved en fejl blev indsat på klagernes deponeringskonto i det koncernforbundne pengeinstitut. Den endelige opgørelse af henholdsvis deponeringskontoen og afregningskontoen viste et samlet nettoprovenu af handlen på 1.554.995 kr. I begyndelsen af februar 2000 blev fejlen opdaget, og klagerne blev anmodet om at indbetale 50.652 kr.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at kræve tilbagebetaling af det for meget udbetalte provenu. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet bemærkede, at klagerne havde fået udbetalt et betydeligt større beløb, end de havde kunnet forvente i forhold til det beregnede salgsprovenu. Flertallet fandt, at klagerne, da det efter deres egne oplysninger ikke lykkedes dem at finde ud af regnestykket fra realkreditinstituttet, havde haft en tilskyndelse til at søge forholdet nærmere oplyst, og at klagerne ved undladelse heraf var forpligtet til at tilbagebetale det for meget udbetalte beløb. Flertallet fandt dog efter omstændighederne og den tid der gik, inden instituttet rettede henvendelse til klagerne, at instituttet burde tilbyde klagerne en lempelig afviklingsordning. Mindretallet fandt ikke, at instituttet kunne kræve tilbagebetaling, og lagde i den forbindelse vægt på, at fejlen ikke var åbenlys, at instituttet var den nærmeste til at opdage fejlen, at der gik 5 måneder før instituttet rettede henvendelse til klagerne, og at klagerne på dette tidspunkt havde indrettet sig på, at ejendomshandlen var afregnet korrekt. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.