Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 9 /1991 |
| Dato: | 03-06-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I november 1984 kautionerede en tredjemand for indklagedes engagement med to kunder, der drev en vognmandsforretning. Kautionen angik debitorernes forpligtelser af enhver art, nuværende og fremtidige i henhold til alt mellemværende. Kautionen var begrænset til 50.000 kr.
Den 11. juli 1986 underskrev klagerne et kautionsdokument vedrørende samme debitorers forpligtelser af enhver art over for indklagede i henhold til en bestemt angivet kassekredit, hvis maksimum ikke var angivet. For hver af klagerne var kautionen begrænset til 25.000 kr.
I december 1987 underskrev klagerne tre særskilte kautionsdokumenter. Ifølge kautionsdokumenterne, hvis vilkår er enslydende, indestod klagerne som kautionister for opfyldelse af forpligtelser af enhver art over for indklagede, som debitorerne havde eller senere måtte få over for indklagede. Kautionerne var fortsat begrænsede til 25.000 kr, hvilket i dokumenterne var anført i rubrikken "gældsforhold", som ikke i øvrigt var udfyldt.
Ved gældsbrev af 11. marts 1988 erkendte debitorerne at have lånt 730.000 kr. af indklagede. Beløbet skulle afvikles med 15.000 kr. månedligt, første gang 1. april 1988. Ifølge indklagede udgik debitorernes kassekredit i denne forbindelse.
I henhold til et yderligere gældsbrev af 30. december 1988 erkendte debitorerne at skylde indklagede 238.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.600 kr., første gang den 1. februar 1989, idet det samtidig var anført, at afviklingen alene angik renter, således at ydelsen skulle forhøjes i august 1989. Gældsbrevet havde stempelmæssig påtegning om, at stempel udgjorde 0 kr., idet der var overført 645.045 kr. fra det den 11. marts etablerede lån.
I henhold til anmodningsskrivelse af 5. februar 1989 anmodede debitorerne indklagedes Cayman Islands afdeling om at etablere et valutalån på 136.000 DEM. Lånet skulle afvikles med 17.000 DEM årligt, første gang den 20. januar 1990.
Ved skrivelse af 7. juli 1989 til en af klagerne meddelte indklagedes afdeling, at ydelserne pr. 1. juni og 1. juli 1989 på et af lånene ialt 5.200 kr., ikke var betalt. Den 13. juli 1989 meddelte afdelingen samme klager, at man havde fået en afklaring vedrørende ikke betalte ydelser.
Ved anbefalet skrivelse af 8. oktober 1990 til en af klagerne meddelte indklagede, at der foregik forhandlinger med debitorerne om afviklingen af debitorernes engagement på i alt ca. 793.000 kr., som specificeredes i skrivelsen. Det fremgik af skrivelsen, at overtræk udgjorde i alt ca. 107.000 kr.
Ved skrivelse af 5. december 1990 opsagde indklagede engagementet med debitorerne til indfrielse den 13. december 1990. Ved skrivelse af samme dag til en af klagerne anmodedes denne om at indbetale kautionsforpligtelsen senest 20. december 1990.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke kan gøre kautionsforpligtelsen gældende over for klagerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at indklagede i forbindelse med oprettelsen af kautionsdokumentet i juli 1986 undlod at orientere klagerne om debitorernes økonomiske forhold. Debitorernes samlede forpligtelser på dette tidspunkt overfor indklagede var 500.000 kr. Indklagede undlod endvidere at oplyse om, at man i forvejen havde en kaution fra tredjemand, hvilket ville have givet klagerne betænkelighed ved at kautionere.
Indklagedes forpligtelse til at orientere klagerne om debitorernes økonomiske forhold skal endvidere ses i sammenhæng med, at debitorerne ikke havde overholdt deres forpligtelser. I den forliggende situation, hvor debitorernes økonomiske forhold var stærkt tvivlsomme, burde indklagede have orienteret klagerne herom, forinden kautionen blev meddelt. Klagerne havde endvidere fået oplyst, at kautionen skulle etableres i forbindelse med et lån til debitorernes køb af en kran til en lastbil, men det viste sig efterfølgende, at kranen i stedet blev leaset. Klagerne havde fået den forståelse, at der var tale om et separat lån og ikke som en i forvejen eksisterende kassekredit. Var der blevet købt en kran i stedet for leasing af en sådan, ville det have betydet, at der i dag havde været et aktiv, som muligvis kunne dække gælden. Klagerne har endvidere anført, at det i forbindelse med oprettelsen af nye kautionsdokumenter i december 1987 fra indklagedes side tydeligt blev tilkendegivet, at der alene var tale om en "teknisk foranstaltning", som ikke ændrede klagernes forhold. Klagerne anser sig for ført bag lyset i denne forbindelse, idet det viste sig, at de nye kautionsforpligtelser angik enhver af debitorernes forpligtelser. Indklagede undlod også på dette tidspunkt at orientere om debitorernes økonomi. Klagerne har endelig anført, at indklagede ikke har iagttaget bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 om at give meddelelse inden 6 måneder til kautionisterne.
Indklagede har anført, at man, hvor en debitor selv har skaffet en kautionist, ikke anser sig forpligtet til at oplyse kautionisten om debitors økonomiske forhold, med mindre kautionisten forespørger herom. Indklagede går ud fra, at kautionisten selv har undersøgt debitors økonomiske forhold. For så vidt angår spørgsmålet om finansieringen af en kran til debitorerne, besluttede disse at lease kranen i stedet for at købe den, og man opgav herefter af omkostningshensyn at oprette et selvstændigt lån og lod i stedet finansieringen, betaling af leasingydelser, foregå via kassekreditten, for hvilken yderligere trækningsret blev bevilget. Dette var allerede aftalt, da kautionserklæringen blev underskrevet, og det fremgår da også af kautionsdokumentet, at det var en kassekredit, der blev kautioneret for. Med hensyn til oprettelsen af nye kautionsdokumenter har indklagede anført, at ændringen i kautionsomfanget var nødvendigt på grund af engagementsomlægningen, idet kassekreditten omlagdes til et andet udlån. Hertil kommer, at omlægningen ikke medførte en risikoforøgelse for klagerne, idet beløbsbegrænsingerne på 25.000 kr. bibeholdtes, ligesom det samlede engagement både før og efter omlægningen væsentlig oversteg de samlede kautionsbeløb. For så vidt angår indklagedes forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41 har indklagede anført, at der har været givet meddelse til kautionisterne i de situationer, hvor der var tale om misligholdelse fra debitorernes side. For så vidt angår kassekreditten var der ikke indtil 1. januar 1987 aftalt afvikling. Hertil kommer, at kautionsdokumenterne udtrykkeligt angiver, at indklagede er berettiget til at give debitorerne henstand uden kautionisternes tilladelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved kautionsdokumentet af 11. juli 1986 kautionerede klagerne begrænset for en bestemt kassekredit. Af kautionsdokumenterne af december 1987, som er oprettet på samme formular som dokumentet af juli 1986, fremgår ikke tydeligt, at kautionen nu angik ethvert mellemværende, og indklagede har ikke gjort gældende, at man i forbindelse med klagernes underskrift af de nye kautionserklæringer på anden måde fremhævede kautionserklæringernes ændrede indhold. Selv om kautionerne fortsat var beløbsbegrænsede, må ændringen anses at have forøget klagernes risiko. På denne baggrund findes klagernes underskrift af de nye kautionserklæringer at måtte anses for uforbindende. Herefter, og da kassekreditten, for hvilken klagerne oprindeligt kautionerede, er indfriet, tages klagernes påstand allerede af disse grunde til følge. Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at de omhandlende kautionsforpligtigelser ikke kan gøres gældende over for klagerne. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.