Krav om nulstilling/nedsættelse af rentetilskrivning.
| Sagsnummer: | 58/2001 |
| Dato: | 19-06-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Akkord - rente
|
| Ledetekst: | Krav om nulstilling/nedsættelse af rentetilskrivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes krav om en nulstilling/nedsættelse af rentetilskrivningen på deres lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.
I august 1998 overførte klagerne deres engagement fra et andet pengeinstitut til indklagede. Indklagede ydede et lån på 534.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse 7.300 kr. Lånet blev ydet mod sikkerhed i et ejerpantebrev i klagernes ejendom samt et løsøreejerpantebrev i en samtidig købt ny Rover 416.
Indklagede har anført, at klagerne oplyste, at H havde udsigt til at modtage en arbejdsskadeerstatning på ca. 500.000 kr. senest i maj 1999. Det aftaltes, at erstatningen ved udbetalingen skulle indfri låneengagementet, således at den aftalte låneydelse herefter i stedet skulle anvendes til opsparing eventuelt pension. Klagerne bestrider indklagedes sagsfremstilling.
Indklagede har oplyst, at H i marts 1999 fik udbetalt en erstatning på 383.000 kr. Klagerne bestred herefter aftalen om, at hele erstatningen skulle anvendes til nedbringelse af lånet. Man accepterede på denne baggrund, at alene 70.000 kr. blev indbetalt på lånet, mens 150.000 kr. blev indsat på en opsparingskonto. Af restbeløbet på 163.000 kr. anvendtes 13.000 kr. til inddækning af overtræk på klagernes budgetkonto, mens 50.000 kr. indgik på klagernes lønkonto.
I foråret 1999 købte klagerne en ejerlejlighed, som blev udlejet til deres søn.
Indklagede har anført, at man først blev bekendt med købet af ejerlejligheden, da klagerne i august 1999 henvendte sig med anmodning om en kredit til betaling af en termin på ejerlejligheden pr. 30. juni samt en advokatregning. Ifølge klagerne blev købet af ejerlejligheden forelagt indklagede, som accepterede købet. Indklagede har anført, at der herefter blev bevilget en låneforhøjelse mod, at lånet ekstraordinært skulle afdrages med halvdelen af en forventet kommende udbetaling fra H's arbejdsskadeerstatning, idet H havde anket den først trufne afgørelse. Afdraget skulle minimum være 50.000 kr., som forfaldt senest 1. juli 2000. Klagerne undlod i samme forbindelse at oplyse, at M havde mistet sit arbejde. Ifølge klagerne blev indklagede gjort bekendt med, at M ville miste sit arbejde i forbindelse med, at indklagede fik forelagt købet af ejerlejligheden.
Indklagede har anført, at klagerne i november-december 1999 henvendte sig medbringende et lånetilbud fra BRFkredit til brug for en friværdibelåning samt lån til ombygning af deres ejendom. Der blev budgetteret med et provenu på ca. 80.000 kr. efter afholdelse af ombygningsudgifter, og man bevilgede rykning af ejerpantebrevet mod, at de 80.000 kr. blev afdraget ekstraordinært på klagernes lån. Når afdraget var erlagt, skulle låneydelsen til indklagede nedsættes forholdsmæssigt. Indklagede bevilgede klagerne en byggekredit. Da der primo år 2000 kun resterede 82.000 kr. af det udbetalte BRFkreditlån, nægtede man yderligere udbetalinger fra kreditten.
Den 21. januar 2000 afholdtes møde hos indklagede med klagernes deltagelse. Ved skrivelse af 28. januar 2000 bekræftede indklagede de på mødet indgåede aftaler, der angik anvendelsen af det resterende indestående beløb på byggekreditten. Det fremgik, at omkring 21.000 kr. skulle overføres til klagernes budgetkonto, samt at klagernes lån skulle forhøjes med et beløb, der skulle anvendes til indfrielse af en flexkonto. Lånets ydelse skulle fortsætte uændret med 5.300 kr. månedlig i et år, hvorefter ydelsen skulle genforhandles. Indklagede anførte endvidere, at klagernes rådighedsbeløb var beregnet til at være negativ, og at man havde rådgivet klagerne til at afhænde deres ejendom og eller bil. Endelig anførte indklagede, at
"de indgåede aftaler skal overholdes, og at der i modsat fald vil blive afvist betalinger, ligesom overtræk af enhver art vil blive betragtet som opsigelsesgrund. "
I februar 2000 blev der etableret nyt lånedokument, hvorefter klagernes lån blev forhøjet med ca. 24.000 kr. til 436.289,34 kr. Under særlige bestemmelser er anført, at der i forbindelse med udbetaling af en erstatningssum til H skulle erlægges et ekstraordinært afdrag på 50% af erstatningssummen, dog mindst 50.000 kr. og senest den 1. januar 2001.
Ved skrivelse af 14. juli 2000 meddelte indklagede klagerne, at man som følge af manglende dækning havde tilbageført tre betalinger, herunder betalinger til to kreditforeninger på i alt ca. 23.000 kr. Indklagede havde forgæves telefonisk forsøgt at kontakte klagerne.
Ved skrivelse af 25. juli 2000 meddelte indklagede klagerne afslag på en kassekredit på 25.000 kr. til betaling af terminsydelserne til kreditforeningerne.
Ved skrivelse af 9. november 2000 meddelte indklagede klagerne, at man fra en udlægshaver havde modtaget meddelelse om et udlæg i deres bil. Indklagede anmodede klagerne om at rette henvendelse og tilrådede, at de tog stilling til salg af bilen og/eller hus.
Indklagede har anført, at klagerne meddelte, at H havde udsigt til at modtage et arveforskud på ca. 100.000 kr., når H's mor havde fået solgt en fast ejendom.
Af skrivelse af 10. januar 2001 til klagerne fremgår, at der den 9. s.m. havde været afholdt møde. Indklagede bekræftede, at der på mødet var indgået aftale om, at man inden månedens udgang fik yderligere oplysninger omkring H's mors salg af den faste ejendom og udbetaling af beløbet på 100.000 kr. Endvidere blev det bekræftet, at der blev indhentet salgspris på klagernes bil, således at bilen kunne sælges.
Af kontoudskrift for klagernes lån fremgår, at lånets saldo pr. 31. december 2000 var 440.171,96 kr. Endvidere fremgår, at lånets rente pr. 31. marts 2000 er ændret til 12,75%; den 26. juni er renten ændret til 13,25% og den 13. oktober 2000 til 13,75%.
Parternes påstande.
Klagerne har den 16. februar 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at deres lån tilbagebetales uden renter, subsidiært at lånets rente nedsættes. Endvidere ønsker klagerne, at kundeforholdet overtages af en anden medarbejder end den hidtidige hos indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår ændring af lånets rente. Indklagede har givet tilsagn om, at en anden kunderådgiver overtager kundeforholdet.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at umiddelbart efter, at engagementet var blevet overført til indklagede, blev kundeforholdet overført til en anden bankrådgiver. De var ikke tilfredse med denne rådgiver og bad om en anden, hvilket blev afvist.
Ved købet af ejerlejligheden modtog de dårlig rådgivning. Efterfølgende nægtede medarbejderen ethvert kendskab til, at de havde været til møde hos indklagede om købet, ligesom medarbejderen beskyldte dem for at lyve og talte dårligt om dem til kollegaer.
Lånets rente er meget høj, og de har anmodet om en nedsættelse. Medarbejderen har afslået dette.
Indklagede har anført, at den forværring, der er sket af klagernes økonomi, mens engagementet har været hos indklagede, bærer klagerne selv skylden for.
Klagerne enten undlod eller orienterede meget sent om væsentlige ændringer i deres økonomiske forhold, f.eks. købet af ejerlejligheden samt M's arbejdsløshed.
Klagerne har undladt at efterkomme indklagedes opfordringer til at afhænde aktiver, således at udgifter kunne nedbringes.
Indklagede finder ikke grundlag for at nulstille eller nedsætte renten på lånet til indklagede.
Det forhold, at man efterkommer klagernes ønske om en anden kunderådgiver, kan ikke tages som udtryk for, at der ikke har været handlet i overensstemmelse med god rådgivningsskik.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at renten på klagernes lån bør nedsættes eller nulstilles.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.