Indfrielse mod kautionsløfte.
| Sagsnummer: | 402/1998 |
| Dato: | 09-09-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Allan Petersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indfrielse mod kautionsløfte. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Klageren påtog sig i 1996 at kautionere for sin dalevende ægtefælles engagement med indklagede. Efter ægtefællens død indfriede klageren kautionsforpligtelsen ved optagelse af lån hos indklagede. Klageren opnåede regres i ægtefællens dødsbo. Klagen vedrører bl.a. disse forhold.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes dalevende ægtefælle M anmodede primo 1996 indklagede om bevilling af yderligere lån/kredit. Ud over et fælles boliglån med en restgæld på ca. 120.000 kr. havde M et samlet engagement med indklagede i størrelsesorden 400.000 kr.
Klageren har oplyst, at M i slutningen af 1995 fik konstateret cancer.
Efter at indklagede ultimo februar 1996 havde afslået at udvide engagementet med klageren og M, tilbød indklagede i april 1996 klageren og M en kredit på 15.000 kr. mod, at klageren indtrådte som kautionist for hele M's engagement.
Den 22. april 1996 underskrev klageren og M kreditkontrakt vedrørende en kredit på 15.000 kr., ligesom klageren underskrev selvskyldnerkautionsdokument, hvorefter hun kautionerede for M's engagement med indklagede.
I maj 1997 blev klagerens og M's fælles boliglån indfriet ved betaling af ca. 110.000 kr. Klageren har oplyst, at beløbet stammede fra en arbejdsskadeerstatning på 150.000 kr., som hun havde modtaget.
Den 22. august 1997 oprettede M testamente, hvorefter klagerens arv blev begrænset til tvangsarven, idet M's to døtre fra et tidligere ægteskab blev begunstiget mest muligt. Klageren skulle dog have ret til at udtage den fælles bolig.
Den 21. oktober 1997 modtog indklagede en af M den 18. s.m. underskrevet begunstigelseserklæring, hvorefter M indsatte sine to døtre som begunstiget vedrørende M's kapitalpension hos indklagede.
Den 22. oktober 1997 døde M.
Den 28. oktober 1997 anmeldte indklagede sit krav i boet efter M opgjort pr. dødsdagen til 330.817,96 kr.
Indklagedes krav blev reduceret med provenuet fra en låneforsikring på 65.200 kr. samt salgssummen på 110.000 kr. fra en pantsat bil. Endvidere betalte M's tidligere ægtefælle 39.522,10 kr. i henhold til en kautionsforpligtelse.
Den 24. marts 1998 betalte klageren indklagedes resterende tilgodehavende hos M på 116.239,88 kr. Indklagede ydede klageren et lån på 117.000 kr. til betaling af beløbet. Den 30. s.m. indbetalte klageren ekstraordinært 50.000 kr. på lånet.
I juli 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede og rejste kritik af, at indklagede som betingelse for kreditudvidelsen i 1996 havde krævet hendes kaution for hele M's gæld. Hun havde accepteret at kautionere, bl.a. fordi M under drøftelserne hos indklagede havde nævnt, at kautionen var uden risiko, da hun ved hans død ville modtage en livsforsikring på 450.000 kr. og hans kapitalpension i størrelsesorden 1 mio. kr. Hun fandt, at indklagede ikke havde opfyldt sin rådgivningsforpligtelse over for hende bl.a. ved at undlade at gøre hende opmærksom på, at hun for at være sikret skulle indsættes som uigenkaldeligt begunstiget til livsforsikringen og kapitalpensionen. Indklagede burde have været særlig opmærksom herpå, da det på dette tidspunkt var kendt også af indklagede, at M led af cancer, hvorfor der var en overhængende risiko for, at en kautionsforpligtelse ville blive aktuel.
Ved skrivelse af 28. august 1998 besvarede indklagede klagerens henvendelser og anførte, at henset til størrelsen af engagementet med M på kautionstidspunktet var det ikke rimeligt, at udvidelsen af kreditten var blevet betinget af hendes påtagelse af kaution for den samlede gæld. Indklagede beklagede derfor, at man havde insisteret herpå. Da boet efter M imidlertid var solvent, ville klageren opnå fuld dækning for sit regreskrav. Kautionsforpligtelsen havde således ikke påført klageren noget tab.
I forbindelse med behandlingen af boet efter M opnåede klageren regres for indfrielsen af sin kautionsforpligtelse.
Parternes påstande.
Klagerne har den 25. november 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "En rimelig kompensation for de tab [indklagedes] mangelfulde rådgivning af mig, har påført mig ...... Jeg vil finde en eftergivelse af min restgæld til [indklagede] på ca. 67.000 kr. som et rimeligt minimumsbeløb."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun er født i Frankrig og har en hjemmeboende søn på 16 år. Hun er pædagoguddannet og ansat på en skole. Indklagede pressede hende til at indtræde som kautionist for M's samlede låneengagement. Hun indvilgede heri, efter at M adskillige gange i overværelse af indklagedes medarbejdere havde gentaget tidligere løfter om, at kautionen var uden risiko, idet hun ved hans død ville modtage livsforsikringen på 450.000 kr. samt kapitalpensionen på ca. 1 mio. kr. Hun finder, at indklagedes rådgivning af hende i denne forbindelse strider mod Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier pkt. 2, 3, 7 og 11, idet kautionsforpligtelsen ville være velfærdstruende for hende, medmindre det blev sikret, at hun som forudsat ville modtage livsforsikringen og kapitalpensionen. Indklagede burde derfor - også i egen interesse - have været opmærksom på, at hun blev indsat som uigenkaldeligt begunstiget. Indklagede var kendt med M's familieforhold og således med risikoen for, at M kunne få ønske om at begunstige særbørnene. Indfrielsen af boliglånet i foråret 1997 skete efter drøftelse med indklagede. Arbejdsskadeerstatningen på 160.000 kr. kunne have været hendes særeje. Hun besluttede at anvende beløbet til indfrielse af boliglånet hos indklagede i tillid til, at hun ville komme til at nyde godt heraf ved M's død. Havde hun ikke indfriet pantebrevet, ville M's bodel have været negativ. Det samlede bo ville herefter have været under 150.000 kr., som hun i medfør af arveloven ville have modtaget fuldt ud. Hun erkender, at påtagelsen af kautionsforpligtelsen ikke førte til et tab for hende, men dette skyldes udelukkende omstændigheder, som indtraf efter, at hun påtog sig forpligtigelsen. Som følge af den mangelfulde rådgivning fra indklagedes side bør indklagede yde en rimelig kompensation, der kan bestå i, at man eftergiver lånet på 67.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren under sagens forberedelse har erkendt, at kautionen ikke har påført hende noget tab. Der er således ikke en formueretlig tvist vedrørende spørgsmålet om kautionsforpligtelsen. Det bestrides, at det påhvilede indklagede at rådgive om spørgsmålet om indsættelse som uigenkaldelig begunstiget på kapitalpensionen og livsforsikringen, idet der var tale om sådanne nære familiemæssige anliggender, som alene var et forhold mellem klageren og M. Hertil kommer, at indklagede ikke kunne forudse, at M ved det senere testamente og ændringen af begunstigelseserklæringen ville begunstige særbørnene på klagerens bekostning. M's handlemåde umiddelbart inden sin død tyder ikke på, at M ville have indvilget i at gøre begunstigelsen af klageren uigenkaldelig, såfremt spørgsmålet var blevet drøftet i 1996. Med hensyn til indfrielsen af boliglånet var indklagede ikke bekendt med, at beløbet hertil stammede fra klagerens arbejdsskadeerstatning. Indklagede havde ikke nogen sikker viden om, hvorfra beløbet kom, men gik ud fra, at der var tale om et provenu af lån optaget i andet pengeinstitut eller fremkommet ved omprioritering af parrets ejendom. På dette tidspunkt i 1997 var der ikke nogen dialog med klageren og M. Om og i hvilket omfang klageren har haft et regreskrav mod boet i anledning af indfrielsen, eller om der forelå en form for gavedisposition, er øjensynligt ikke blevet behandlet i boet efter M.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Som erkendt af klageren har det ikke medført tab for hende, at hun påtog sig kautionsforpligtelsen for M's samlede engagement med indklagede, idet hun ved anmeldelse i M's dødsbo har opnået fuldstændig dækning for sit regreskrav.
Mod indklagedes benægtelse findes det ikke godtgjort, at indfrielsen af boliglånet skete efter forudgående drøftelse med indklagede. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for det eventuelle tab, som klageren måtte have lidt herved. Herved bemærkes, at klagerens eventuelle krav i nævnte anledning burde have været fremsat i forbindelse med boets behandling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.