Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning og rentefastsættelse ved indgåelse af en renteswapaftale. Klage afvist, da samme klage tidligere var behandlet.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om blandt andet mangelfuld rådgivning og rentefastsættelse ved indgåelse af en renteswapaftale i 2009.

Sagens omstændigheder

Klageren er en andelsboligforening, A, som var kunde i Spar Nord Bank.

I 2009 indgik A en tiårig renteswapaftale med banken, hvorved A fik en fast rente på sin nedsparingskredit i banken. Renten på swapaftalen blev fastsat til 4,44 % p.a.

Den 15. januar 2010 indgav A en klage til Ankenævnet over størrelsen af swaprenten. Det var A’s opfattelse, at swaprenten skulle nedsættes, så den svarede til Nationalbankens referencerente, subsidiært at renteswapaftalen skulle ophæves.

Sagen blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 20. september 2011 i sag nr. 42/2010. A fik ikke medhold i klagen, da et flertal på fire medlemmer udtalte følgende:

”På mødet den 13. maj 2009 drøftede bestyrelsen for andelsboligforeningen og Spar Nord Bank muligheden for at få en fast rente på en variabelt forrentet nedsparingskredit. Dette skulle iværksættes ved, at A indgik en renteswapaftale med banken. Bankens rådgivning og drøftelserne med bestyrelsen samt den efterfølgende generalforsamling skete på baggrund af bankens markedsføringsmateriale, der ligeledes indeholdt finansieringsforslag.

Banken har anført, at man efter generalforsamlingen informerede formanden for andelsboligforeningen om, at renten for fastrenteswappen var 4,44 %. Klageren har anført, at han ikke satte spørgsmålstegn herved, da han forudsatte, at renten var lig med Nationalbankens referencerente på 3,93 %.

Vi finder ikke grundlag for, at klageren skulle have en berettiget forventning om at få et renteniveau svarende til Nationalbankens referencerente, som ikke er sammenlignelig med den rente, der ligger til grund for renteswapaftalen.

Vi finder det herefter ikke godtgjort, at Spar Nord Bank har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med indgåelse af renteswapaftalen.”

Et mindretal på ét nævnsmedlem stemte for at give A medhold.

A har oplyst, at nedsparingskreditten i Spar Nord Bank i 2011 blev indfriet og omlagt til et afdragsfrit rentetilpasningslån i et realkreditinstitut. Swapaftalen fortsatte i Spar Nord Bank.

Den 22. juli 2014 indgav A en ny klage til Ankenævnet over bankens rådgivning og rentefastsættelsen i forbindelse med indgåelsen af swapaftalen. Klagen vedrørte endvidere bankens beregning af et gebyr på 1.100 kr. for administration af swapaftalen, der blev opkrævet to gange i henholdsvis april 2014 og juli 2014, samt et rentetab som følge af, at banken havde foretaget overførsler den 1. juni 2010 og den 1. december 2010 fra A’s nedsparingskredit til A’s driftskonto til betaling af halvårlige terminsydelser pr. 30. juni 2010 og pr. 30. december 2010.

Efter klagens indgivelse til Ankenævnet har banken pr. kulance godtgjort A de opkrævede gebyrer på to gange 1.100 kr. og har samtidig oplyst, at den har fjernet fremtidig tilskrivning af dette gebyr. Banken har endvidere pr. kulance godtgjort A et beløb på 576,75 kr. svarende til det rentetab, som måtte være lidt ved overførslerne fra nedsparingskreditten den 1. juni 2010 og den 1. december 2010.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at banken skal stille A, som om der ikke var indgået en renteswapaftale.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning og subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med renteswappen var mangelfuld.

Renten er låst med en overrente på ca. 0,50 %, som har medført en nedsat markedsværdi i A’s disfavør. Renteswappen var kun til gavn for banken og til skade for A.

I september 2011 forsøgte banken at få unødvendigt pant fra A og i november 2011 ønskede banken, at A indgik en nettingaftale med banken. Begge disse krav fra bankens side blev afvist af A.

Efter A’s opfattelse var bankens strategi over for A at ”lænse deres kasse” uden at yde noget til gengæld. På denne baggrund besluttede generalforsamlingen i A sig for at skifte pengeinstitut.

Dårlig rådgivning, svigagtig aftale og forsøg på at få unødvendigt pant og nettingaftale har kostet A og andelshaverne et kæmpe beløb. Banken bør stille A, som om der aldrig var indgået en renteswap.

Ankenævnets afgørelse af 20. september 2011 i sag nr. 42/2010 må forstås således, at Ankenævnet ikke kunne gøre noget ved det, som A klagede over, men at A ikke havde fået optimal rådgivning. Hvis A havde gennemgået hele sit engagement med banken, inden A klagede til Ankenævnet, er det A’s opfattelse, at A ville have fået fuldt medhold i Ankenævnet.

Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at spørgsmålet om rådgivning om renteswappen og rentefastsættelsen for renteswappen blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 20. september 2011 i sag nr. 42/2010.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagen ikke bør tages til følge, og at et eventuelt krav mod banken på nuværende tidspunkt må anses for at være forældet.

Banken har frafaldet et ønske om pant og ny nettingaftale i 2011 i forbindelse med A’s låneomlægning og forhøjelse af tabsline. A’s bemærkninger herom har derfor ikke betydning for sagen.

Ankenævnets bemærkninger

I 2009 indgik andelsboligforeningen A en tiårig renteswapaftale med Spar Nord Bank, hvorved A fik en fast rente på sin nedsparingskredit i banken. Renten på swapaftalen blev fastsat til 4,44 % p.a.

Rådgivning om renteswappen og fastsættelse af renten i forbindelse med indgåelsen af renteswappen i 2009 blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 20. september 2011 i sag nr. 42/2010.

Under nærværende sag har banken pr. kulance imødekommet A’s krav om rentegodtgørelse som følge af overførsler fra A’s nedsparingskredit den 1. juni 2010 og 1. december 2010, og godtgjort A gebyrer på to gange 1.100 kr. opkrævet i 2014. Banken har endvidere før klagen blev indgivet frafaldet et krav om yderligere pant og indgåelse af en ny nettingaftale.

Ankenævnet finder, at den foreliggende klage herefter alene omhandler de samme forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse i sag nr. 42/2010. Der er ikke grundlag for at genoptage sagen. Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.