Afgørelse

Krav som følge af rådgivning ved investering i bl.a. BankInvest Højrentelande og Virksomhedsobligationer samt Sydinvest Højrentelande og Virksomhedsobligationer.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om Vestjysk Bank (tidligere Ringkjøbing Bank) har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med rådgivningen af klageren ved hans investering i bl.a. BankInvest Højrentelande, BankInvest Virksomhedsobligationer, Sydinvest Højrentelande og Sydinvest Virksomhedsobligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Vestjysk Bank (tidligere Ringkjøbing Bank).

Af en fremlagt årsoversigt fra banken pr. 30. december 2005 fremgår, at klageren havde investeret ca. 275.000 kr. i bankaktier samt ca. 650.000 kr. i investeringsforeningsbeviser, hvoraf ca. 250.000 kr. var i 2.285 stk. BankInvest Lange Danske Obligationer, ca. 160.000 kr. i 1.569 stk. BankInvest Virksomhedsobligationer og ca. 240.000 kr. i BankInvest Korte Danske Obligationer.

Den 15. februar 2006 solgte klageren beholdningen af BankInvest Korte Danske Obligationer for ca. 240.000 kr. og købte dagen efter for et tilsvarende beløb 1 % Kommunekredit 2011 obligationer.

I juni 2006 henvendte klageren og hans ægtefælle H sig i banken med et ønske om at investere 500.000 kr. hidrørende fra salg af et sommerhus.

Klageren har anført, at han den 23. juni 2006 på baggrund af bankens anbefaling investerede ca. 87.000 kr. i 767 stk. investeringsforeningsbeviser i afdelingen Sydinvest Højrentelande, ca. 42.000 kr. i 471 stk. Sydinvest Virksomhedsobligationer, ca. 332.000 kr. i SparInvest Korte obligationer og ca. 38.000 kr. i 367 stk. BankInvest Lange Danske obligationer.

Af investeringsmateriale fremlagt af banken fremgår, at afdelingerne Sydinvest Højrentelande og Sydinvest Virksomhedsobligationer har en risikoprofil lige over middel.

Den 9. marts 2007 solgte klageren beholdningen af investeringsforeningsbeviser i afdelingen SparInvest Korte obligationer for ca. 335.000 kr. og købte 3.500 stk. investeringsforeningsbeviser til kurs 95,95 i BankInvest Højrentelande for et tilsvarende beløb. Klageren har anført, at handlerne blev gennemført på bankens anbefaling og initiativ.

Af en af banken fremlagt brochure fra 2006 fremgår, at BankInvest Lange Danske Obligationer og BankInvest Højrentelande er kategoriseret som "lav risiko". Banken har oplyst, at investeringsforeningen har ændret BankInvest Højrentelande til "høj risiko".

Banken har oplyst, at banken den 1. marts 2007 i den lokale pensionistforening holdt et oplæg vedrørende investering herunder i en struktureret obligation. Klageren deltog i mødet.

Den 20. marts 2007 investerede klageren ca. 50.000 kr. i den strukturerede obligation.

Den 10. september 2008 solgte klageren 982 stk. investeringsbeviser i BankInvest Lange Danske Obligationer for ca. 100.000 kr. for at få frigjort midler. Klageren har anført, at salget af "sikre papirer" skete efter bankens anbefaling.

Ved brev af 4. juni 2009 til banken udtrykte klageren repræsenteret af sin datter D utilfredshed med bankens investeringsrådgivning.

Efter et møde i banken den 26. juni 2009 med deltagelse af bl.a. klageren, H og D blev klageren af banken tilbudt en forligsmæssig løsning, som han afslog. Banken erkendte ikke at have rådgivet erstatningspådragende, men havde pr. kulance fremsat tilbuddet.

Den 16. februar 2010 solgte klageren de resterende 1.670 stk. investeringsbeviser i BankInvest Lange Danske Obligationer og beholdningen af BankInvest Højrentelande til kurs 71,80 for ca. 250.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet, som forstår påstanden således, at Vestjysk Bank skal tilpligtes at tilbageføre handlerne den 9. marts 2007 samt tilbagekøbe 1.569 stk. investeringsbeviser i BankInvest Virksomhedsobligationer, 767 stk. i Sydinvest Højrentelande og 471 stk. Sydinvest Virksomhedsobligationer til kurserne pr. 23. juni 2006, hvorefter banken skal stille ham, som om han i stedet havde investeret i danske stats- og realkreditobligationer.

Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at han ingen indsigt har i værdipapirer. Investeringerne blev foretaget i blind tillid til rådgiverens vilje og evne til at imødekomme hans ønsker. Banken blev oplyst om, at det vigtigste var, at den investerede kapital forblev intakt, selvom dette måtte medføre et lavere afkast. Afkastet skulle supplere folkepensionen, hvilket lejeindtægterne fra det solgte sommerhus hidtil havde gjort.

Bankens investeringsforslag i juni 2006 placerede ca. 26 % af midlerne i værdipapirer med høj risiko.

Banken forholdt sig ikke til, hvilke typer af papirer, han allerede havde i depotet herunder for ca. 160.000 kr. i 1.569 stk. BankInvest Virksomhedsobligationer.

I september 2008 anbefalede banken salg af "sikre papirer" i stedet for at søge porteføljens risiko nedbragt.

Ved bankens anbefalinger er sammensat en portefølje hovedsagelig bestående af investeringer med høj risiko i investeringsforeninger hos banken og dens samarbejdspartnere herunder i BankInvest Højrentelande. Afdelingen foretager investeringer i udenlandske foretagender med en kreditværdighed på cc⁺ eller derover.

Banken forsikrede utallige gange om, at der kun var investeret i sikre papirer. Han og H var glade for, at de kun havde sikre, danske obligationer bortset fra aktier i de lokale pengeinstitutter.

Det er bankens ansvar at forholde sig kritisk til investeringsforeningens salgs- og reklamemateriale. Det er ikke korrekt at betegne en afdeling, som investerer i virksomhedsobligationer udstedt af virksomheder med lav kreditværdighed, som et produkt med lav til moderat risiko. Uanset købstidspunkt må et sådant produkt kategoriseres som værende høj risiko. Det er bankens ansvar at foretage en selvstændig risikovurdering af produktet.

Som bankuddannet modtager man undervisning i, at virksomhedsobligationer udgør en større risiko end stats- og realkreditobligationer. Som bankuddannet kendes betydningen af, at en virksomhed har en lav kreditværdighed og betydningen af valutarisiko.

Han er ordblind og har altid henvendt sig i banken for at blive rådgivet mundtligt. Banken har ikke som påstået udleveret salgsmateriale, hvilket også ville have været formålsløst.

Banken har udnyttet hans tillid, manglende indsigt og ordblindhed til at prakke ham investeringer med høj risiko på under dække af, at det drejede sig om almindelige obligationer og var ganske ufarligt.

Banken har vedblivende insisteret på, at der var tale om investeringer med lav risiko, og at tabet skyldes finanskrisen. Herved er muligheden for at træffe beslutning om at udtræde af investeringerne også blevet berøvet.

Aktierne i pengeinstitutterne udgør en stor del af formuen, fordi banken ikke har været opmærksom på kursudviklingen og anbefalet frasalg, hvilket også er en forsømmelse.

Tabene på investeringerne skyldes, at banken har handlet illoyalt, har ydet en dårlig rådgivning og ikke varetaget hans interesser på en forsvarlig måde.

Banken har tidligere tilbudt at kompensere for tabet ved salg af SparInvest Korte Obligationer og køb af BankInvest Højrentelande betinget af salg af de andre investeringer med høj risiko uden kompensation. Tabet blev af banken opgjort til 50.259,76 kr., hvorved blev indregnet en skatteregulering, som han aldrig vil kunne udnytte. Han kunne derfor ikke acceptere det af banken fremsatte forligsforslag.

Efter salget den 16. februar 2010 kan tabet på investeringen i BankInvest Højrentelande opgøres til ca. 85.000 kr.

Banken skal erstatte det tab, der er en følge af, at banken har anbefalet investeringer i produkter, hvor der er sket en reduktion af hovedstolen og som havde en højere risiko end aftalt.

Banken har anbefalet salg af investeringer med højt afkast efter skat og anbefalet køb af investeringer, hvor han risikerer at komme til at betale skat af sin egen opsparing, da der udbetales minimumudbytte mod reduktion af investeringsbevisets værdi. Der er også en risiko for reduktion i pensionsudbetaling.

Den eneste investeringsforening, som udelukkende investerer i danske stats- og realkreditobligationer, og som med hensyn til lav risiko og ønske til forrentning reelt afspejler hans ønsker, er Sparinvest Korte obligationer. Denne investering anbefalede banken at sælge 9 måneder senere til fordel for investeringen i højrisikoproduktet BankInvest Højrentelande.

Vestjysk Bank har bl.a. anført, at klagerens investeringer herunder i BankInvest Højrentelande var i overensstemmelse med hans risikoprofil.

Klageren ønskede at investere i BankInvest Højrentelande, da han ønskede et større udbytte end ved investering i BankInvest Korte Danske Obligationer eller ved placering på indlånskonti.

På købstidspunktet var BankInvest Højrentelande udbudt under kategorien lav risiko.

Det er uden betydning for klagerens investering i marts 2007, at BankInvest Højrentelande nu er vurderet til kategorien høj risiko, idet markedet har ændret sig markant.

Klagerens investeringer i Sydinvest var udbudt i kategorien mellem risiko på købstidspunktet.

Ingen af klagerens investeringer var på købstidspunktet i høj risiko.

Banken har rådgivet om risikospredning. Produkterne blev valgt af klageren på grund af størrelsen af udbytte.

Klageren har villet løbe risikoen ved at udnytte sine tegningsretter. En stor del af hans formue er placeret i aktier i pengeinstitutter.

Banken har ved alle investeringer mundtligt rådgivet om risici samt gennemgået og udleveret investeringsmateriale.

Banken har ikke garanteret, at investeringerne var sikre.

Banken har ved alle investeringerne handlet i overensstemmelse med klagerens ønsker.

Hverken banken eller klageren har kunnet forudse en finansiel krise af dette omfang med store tab til følge.

Vedrørende klagerens påstand om risikoen for at komme til at betale skat af egen opsparing bemærkes, at dette kun vil finde sted, hvis afkastet på obligationerne er under det garanterede minimumsudbytte. I disse tilfælde kan obligationerne sælges, og kurstabet modregnes i udbyttet på obligationerne, hvorved tabet udlignes.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Vestjysk Bank (tidligere Ringkjøbing Bank) har anført, at banken har et godt kendskab til klagerens risikovillighed. Banken har ikke fremlagt materiale til dokumentation eller nærmere belysning heraf.

På baggrund af det foreliggende materiale herunder bankens bemærkninger i sagen lægger Ankenævnet til grund, at klagerens risikovillighed var lav.

Den 30. december 2005 var kursværdien af klagerens depot ca. 950.000 kr. Heraf udgjorde bankaktier ca. 30 % og investeringsbeviserne BankInvest Virksomheds-obligationer ca. 17 %.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren havde accepteret porteføljens samlede risiko, uanset at den afveg fra hans udgangspunkt om en lav risikovillighed.

Den 23. juni 2006 investerede klageren yderligere 500.000 kr. i værdipapirer herunder ca. 87.000 kr. i investeringsforeningsbeviser i Sydinvest Højrentelande og ca. 42.000 kr. i Sydinvest Virksomhedsobligationer. Den 9. marts 2007 solgte klageren sin beholdning af investeringsforeningsbeviser i afdelingen SparInvest Korte obligationer for ca. 335.000 kr. og købte investeringsforeningsbeviser i BankInvest Højrentelande for et tilsvarende beløb.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren foretog investeringerne på baggrund af forslag og rådgivning fra banken.

Banken har anført, at den af investeringsforeningen ændrede kategorisering af afdelingen BankInvest Højrentelande fra lav til høj risiko er uden betydning for sagen.

Ankenævnet finder, at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici ved produkter, som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.

På det foreliggende grundlag finder nævnet ikke, at banken i 2007 berettiget kunne anse en investering i BankInvest Højrentelande som værende forbundet med lav risiko.

Tilsvarende finder Ankenævnet, at investeringerne i Sydinvest Højrentelande og Sydinvest Virksomhedsobligationer ikke i 2006 kunne anses for værende forbundet med lav risiko.

Ankenævnet finder herefter, at bankens forslag om investering i BankInvest Højrentelande, Sydinvest Højrentelande og Sydinvest Virksomhedsobligationer ikke var i overensstemmelse med klagerens udgangspunkt om lav risikovillighed, hvilket yderligere bestyrkes, når forslagene sammenholdes med risikoen ved hans eksisterende portefølje.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken forud for investeringerne i juni 2006 og marts 2007 fyldestgørende har rådgivet klageren om risikoen ved produkterne, og at klageren i den forbindelse accepterede, at disse afveg fra hans udgangspunkt om lav risikovillighed.

Ankenævnet finder herefter, at banken i forbindelse med rådgivningen af klageren begik ansvarspådragende fejl.

Udover investeringerne i afdelingerne i Sydinvest investerede klageren den 23. juni 2006 ca. 332.000 kr. i SparInvest Korte obligationer og ca. 38.000 kr. i BankInvest Lange Danske Obligationer. Ankenævnet finder, at disse investeringer var i overensstemmelse med klagerens ønske om en lav risiko. Klagen tages under de foreliggende omstændigheder til følge således, at klageren stilles, som om han den 23. juni 2006 investerede 500.000 kr. fordelt med 332.000 kr. i SparInvest Korte obligationer – svarende til den foretagne investering – og det resterende beløb på 168.000 kr. i BankInvest Lange Danske Obligationer, og at klageren ikke foretog handlerne den 9. marts 2007.

Ankenævnet finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foretage en korrektion af afkast forbundet med de forskellige værdipapirer herunder af afkast, som allerede måtte være modtaget og beskattet. Klagen tages herefter til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :