Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9904043/2000 |
| Dato: | 06-04-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Jeanette Werner, Keld Christiansen og Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i marts 1990 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 611.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 692.542 kr., som fordeltes med 608.813 kr. i kolonne 2 og 83.728 kr. i kolonne 3. Instituttet gjorde i maj 1990 en personlig fordring på 81.542 kr. gældende mod klageren, uden at det førte til en afviklingsaftale. Instituttet gjorde i februar 1998 en personlig fordring på 62.890 kr., svarende til instituttets endelige tab, gældende mod klageren. Til beløbet skulle lægges 9 pct. rente i fem år. Klageren underskrev i juli 1998 et frivilligt forlig. Efterfølgende stillede klageren spørgsmål til opgørelse af og dokumentation for kravet og anmodede om at blive frigjort fra det frivillige forlig, hvilket instituttet afviste.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende imod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles, idet der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der for sidstnævnte ikke var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen er oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen og overskuddet ved videresalget til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt, at klageren efter omstændighederne kun kunne være forpligtet af forliget i det omfang, fordringen ikke var forældet. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelse, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker. Beløb, som klageren i henhold til forliget måtte have betalt herudover, skulle tilbagebetales hende.
Instituttet meddelte den 4. maj 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Efterfølgende forligt.