Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200006033 /2000 |
| Dato: | 26-02-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland, Grit Munk, Søren Møller-Damgaard og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i december 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 977.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 1.013.635 kr., som fordeltes med 679.448 kr. i kolonne 2 og 134.187 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juni 1990 ejendommen for 1 mio. kr., hvilket førte til et endeligt tab på 258.748 kr. I maj 2000 gjorde instituttet en personlig fordring på 36.635 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 10 pct. i fem år. Klageren afviste kravet, som imidlertid blev fastholdt.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre et krav af den omhandlede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt – i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis – at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet henviste til, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter auktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet henviste til, at det ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte med henvisning til denne dom for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med 10 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Klageren forbereder sagsanlæg.