Kode ikke opbevaret ved kort.
| Sagsnummer: | 339 /1992 |
| Dato: | 08-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Ældre praksis, lov om betalingskort af 6. juni 1984 - ikke ansvar for tab
|
| Ledetekst: | Kode ikke opbevaret ved kort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 10. oktober 1991 modtog klageren kontoudtog fra indklagede vedrørende klagerens lønkonto, hvortil er knyttet dankort. Det fremgik af kontoudtoget, at kontoen var overtrykket med 7.585,96 kr. Klageren kontaktede samme dag indklagede, hvorefter dankortet blev spærret.
Klageren afviste samtidig at have benyttet dankortet vedrørende ni hævninger med anvendt dankort og tilhørende pinkode foretaget den 5., 8. og 9. oktober 1991. Det samlede hævede beløb var 6.900 kr.
Af sagen fremgår, at klageren har indgivet politianmeldelse vedrørende hævningerne mod T, som er en venindes bekendt. Klageren har oplyst, at veninden og T var på besøg hos klageren den 5. oktober 1991. T var pågældende dag flere gange alene i klagerens stue og havde adgang til klagerens taske samt pung, hvori dankortet beroede. På et tidspunkt om eftermiddagen meddelte T, at han ville gå en tur. Veninden og klageren havde på dette tidspunkt været alene i køkkenet i ca. 20. minutter. Senere samme dags aften var T igen alene i stuen, mens klageren og veninden opholdt sig i køkkenet. Den 8. oktober 1991 kom veninden og T på besøg hos klageren kl. ca. 17.30. Klageren gik ud i køkkenet, og T opfordrede veninden til også at gå ud i køkkenet, hvilket herefter skete. Omkring kl. 18.00 gik T ned for at hente aftensmad og kom tilbage omkring kl. 19.00. Senere på aftenene gik T en tur mellem kl. 20.15 og 20.50. Den 9. oktober 1991 besøgte klageren T og veninden omkring kl. 17.00. Under besøget lå klagerens taske i værternes soveværelse. Under besøget gik T en tur.
Klageren har oplyst, at pinkoden til kortet ikke var opbevaret skriftligt noget sted, hvorfor T må antages at have fået kendskab til koden i forbindelse med fælles indkøb.
Klageren rettede henvendelse til en advokat, som ved skrivelse af 19. november 1991 til indklagedes kontoførende afdeling anmodede om, at klagerens tab på 6.900 kr. med tillæg af rykningsgebyr, 90 kr., betaltes. Endvidere krævede advokaten inkassoomkostninger, 1.432,89 kr.
Efter at klagerens advokat i skrivelse af 28. november 1991 havde redegjort yderligere for hændelsesforløbet, bekræftede advokaten i skrivelse af 7. januar 1992 til indklagedes afdeling, at sagen kunne forliges ved, at indklagede betalte 5.700 kr., rykningsgebyr, samt inkassoomkostninger. Det anførtes samtidig, at forligsforslaget var fremsat uden præjudice for sagen i øvrigt.
Den 22. januar 1992 krediterede indklagede klagerens konto med 5.700 kr. af misbruget med tillæg af rente fra debiteringstidspunktet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 1.200 kr. samt inkassoomkostninger 1.432,89 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun, inden hun rettede henvendelse til advokat, havde kontaktet kontoførende afdeling og anmodet om, at det omstridte beløb blev tilbageført. Hun oplyste samtidig om, at hun havde indgivet politianmeldelse mod T, som hun mente måtte have foretaget hævningerne. Da indklagede ikke var til at formå til at tilbageføre beløbet helt eller delvist, rettede klageren henvendelse til advokat. En medarbejder fra indklagedes afdeling har overfor klagerens advokat under en telefonsamtale primo januar 1992 oplyst, at man ikke imødekom klagerens krav, idet man ikke fandt sig forpligtet hertil. Klagerne finder endvidere ikke, at selvrisikoen på 1.200 kr. omfatter en situation som den i sagen foreliggende.
Indklagede har anført, at afdelingen på tidspunktet for klagerens advokats henvendelse var i færd med at undersøge sagen, hvis fulde sammenhæng endnu ikke var afklaret. Da klagerens forklaring umiddelbart kunne tyde på grov uagtsomhed, ønskede afdelingen ikke at kreditere klageren 5.700 kr. i overensstemmelse med Finansrådets henstilling om at følge det af industriministeren da verserende lovforslag om ændring af betalingskortlovens § 21. Indklagede har endvidere efterkommet klagerens advokats foreslåede forlig, bortset fra omkostningsspørgsmålet. Indklagede finder ikke, at der har været belæg for at tage beløbet til inkasso, da sagen på daværende tidspunkt ikke var fuldt afklaret, ligesom indklagede ikke havde nægtet at godtgøre klageren helt eller delvist.
Ankenævnets bemærkninger:
Der er ikke indgået forlig i sagen, idet klagerens forligsforslag af 7. januar 1992 ikke fuldt ud blev accepteret af indklagede.
Misbruget af klagerens dankort er foretaget forud for ikrafttrædelsen af ændringen af betalingskortlovens § 21, og indklagedes erklæring om at være indforstået med at anvende de nye regler afskærer ikke klageren fra at påberåbe sig de hidtidige regler i det omfang, de stiller klageren bedre end de nye regler.
Efter den på misbrugstidspunktet gældende affattelse af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at klageren ikke har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyverierne af dankortet. Det findes heller ikke mod klagerens benægtelse godtgjort, at hun har opbevaret en seddel med PIN-koden sammen med kortet eller i øvrigt har udvist grov uagtsomhed ved sin omgang med PIN-koden. Det bemærkes herved, at det ikke kan udelukkes, at den pågældende som anført af klageren kan have afluret PIN-koden i forbindelse med fælles indkøb. Klagerens påstand om, at indklagede skal godtgøre det fulde tab, dvs. også de resterende 1.200 kr., tages herefter til følge som nedenfor bestemt.
Ankenævnet finder derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes omkostninger ved advokatbistand.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger kreditere klagerens konto 1.200 kr. med valør den 10. oktober 1991. Klagegebyret tilbagebetales klageren.