Afgørelse

Indsigelse mod status som debitor i stedet for kautionist på et gældsbrev.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod hans status som debitor på et gældsbrev, idet han troede han alene var kautionist for et lån udbetalt til tredjemand.

Sagens omstændigheder.

Klageren har oplyst, at han i 2006 blev kontaktet af A, der ønskede, at han skulle kautionere for halvdelen af et lån på 100.000 kr., der skulle optages i Sparekassen Spar Mors (nu: Fjordbank Mors af 2011 A/S). A’s far B skulle kautionere for den anden halvdel af lånet.

Den 27. marts 2006 var klageren og A og B til et møde i sparekassen. Klageren underskrev i den forbindelse et gældsbrev på 100.000 kr. som debitor, mens B af gældsbrevet fremgår som meddebitor. Det fremgår af gældsbrevet, at der var tale om et annuitetslån med variabel rente. Beløbet på 100.000 kr. blev indsat på en konto tilhørende A, hvorfra den månedlige ydelse på lånet ifølge gældsbrevet også skulle hæves.

Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 100.000 kr. til sparekassen med pant i hans faste ejendom.

Sparekassen blev efterfølgende overtaget af Morsø Bank.

Klageren modtog hvert år pr. 31. december en kontooversigt fra banken, hvoraf gældens størrelse samt renteudgifterne fremgik. Herudover fremgik B af kontooversigterne som medkontohaver.

Det fremgår af en posteringsoversigt for lånet, at A fra lånets optagelse i marts 2006 og frem til årsskiftet betalte 1.000 kr. om måneden på lånet. A genoptog de månedlige betalinger i august 2007 og fortsatte betalingerne frem til han i efteråret 2008 afgik ved døden.

Den 10. februar 2009 foretog klageren en indbetaling på lånet på 2.500 kr. svarende til halvdelen af restancen på lånet.

Ved brev af 1. maj 2009 rykkede banken klageren for betaling af restance på lånet, der på daværende tidspunkt udgjorde 5.600 kr.

Klageren tog kontakt til en advokat, og der opstod herefter en skriftveksling mellem banken og klagerens advokat, uden at der herved blev opnået enighed mellem parterne.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. maj 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med principal påstand om, at Morsø Bank (nu: Fjordbank Mors af 2011 A/S) ikke kan håndhæve gældsforpligtelsen over for ham, subsidiært at han alene skal betale 50.000 kr.

Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han deltog i mødet i banken den 27. marts 2006 i den tro, at han skulle kautionere for et beløb på 50.000 kr.

Han underskrev flere dokumenter, uden at det nærmere blev præciseret, at han underskrev gældsbrevet som debitor, eller at han tillige underskrev et ejerpantebrev og en håndpantsætningserklæring begge med et beløb på 100.000 kr.

Han tillagde det ikke betydning, at A ikke skrev under, idet A kunne have underskrevet på et tidligere tidspunkt, således at mødet alene havde til formål at få kautionisternes underskrift samt underskrift på ejerpantebrevet og håndpantsætningserklæringen, før lånet blev udbetalt.

Mødet i sparekassen var meget kort. Han vidste ikke og blev ikke informeret om, at A var registreret i RKI og derfor ikke selv havde mulighed for at optage lånet.

Efter mødet var han af den klare opfattelse, at han havde underskrevet et kautionstilsagn på maksimalt 50.000 kr., og at B havde kautioneret for den anden halvdel af lånet.

Han har på intet tidspunkt haft nogen anelse om, at han stod som debitor for hele lånet på oprindeligt 100.000 kr.

Lånet blev udbetalt til A, selvom A ikke optræder i hverken gældsbrevet eller de øvrige dokumenter, der fremkom i forbindelse med lånets optagelse.

Ved at lade ham optræde som debitor i stedet for kautionist har han mistet muligheden for at anmelde en kautionsforpligtelse i A’s bo, ligesom han nu er blevet opkrævet et langt større beløb end de 50.000 kr. han over for A havde givet tilsagn om at kautionere for.

Låneaftalen bør tilsidesættes som stridende mod almindelig hæderlighed henset til, at han ikke blev informeret om registreringen af A i RKI, samt at B ingen midler ejer.

Morsø Bank har bl.a. anført, at A på grund af registrering i RKI ikke havde mulighed for at optage lånet i sparekassen, hvilket både klageren og B var bekendt med.

Klageren har i gældsbrevet skrevet under både som debitor og som håndpantsætter.

Det fremgår af gældsbrevets forside, at klageren sammen med B som meddebitor erkender at skylde sparekassen 100.000 kr.

Det fremgår ligeledes af gældsbrevet, hvor provenuet skulle placeres.

Klageren har ved sin underskrift bekræftet bl.a. at have modtaget genpart af gældsbrevet, samt at have gjort sig bekendt med indholdet heri.

Herudover underskrev klageren et nyoprettet ejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i hans private bolig, ligesom han underskrev en håndpantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet til sikkerhed for lånet blev håndpantsat til banken. I forbindelse med underskrift af håndpantsætningserklæringen kvitterede klageren endnu engang for modtagelse af kopi af det gældsbrev, der ligger til grund for den indgåede aftale.

Klageren har gennem årene modtaget årsoversigter med skatteoplysninger fra sparekassen. Af oversigterne fremgår, at klageren er meddebitor på lånet, ligesom restgæld og renteudgifter for året fremgår. Hertil bemærkes, at renteudgifterne har betydet et fradrag i klagerens skattepligtige indkomst. Alene på baggrund af de udsendte årsoversigter burde klageren vide, at han var debitor.

Klageren var ikke forud for lånoptagelsen kunde i sparekassen. Såfremt han ikke var klar over sin status som debitor, burde han have indset dette, da han efter den 27. marts 2006 og flere år frem modtog materiale fra sparekassen, hvori betegnelser som kontohaver, medkontohaver, gæld og renteudgifter blev anvendt.

På baggrund af ovenstående kan klageren ikke have været i tvivl om, at han var debitor og pantsætter og ikke kautionist.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren er både i gældsbrevet og i håndpantsætningserklæringen angivet som debitor. Klageren har i overensstemmelse hermed hvert år modtaget årsudskrift fra banken, hvoraf hans engagement i banken har fremgået.

Ankenævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at klageren alene skulle kautionere for lånet.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.