Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dankort, misbrug. Indbrud i aflåst bil, kort og kode opbevaret sammen.

Sagsnummer: 685/1992
Dato: 08-06-1993
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Dankort, misbrug. Indbrud i aflåst bil, kort og kode opbevaret sammen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved et indbrud i klagerens bil fredag den 4. december 1992 mellem kl. 17.15 og 19.20 fik klageren stjålet sin taske indeholdende pung med dankort og den til kortet hørende PIN-kode.

Klageren foranledigede kortet spærret ca. 2 timer senere. Forinden kortets spærring var det misbrugt ved hævninger for i alt 4.600 kr.

Indklagede har efterfølgende meddelt klageren, at hun selv hæfter for hele det uretmæssigt hævede beløb.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun hæfter for 1.200 kr. af det hævede beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at selvrisikoen i hendes tilfælde er 1.200 kr., da hun ikke har handlet groft uforsvarligt.

Indklagede har anført, at klageren har muliggjort misbrug af kortet ved at have opbevaret både dankort og ucamoufleret PIN-kode i sin taske. Denne opbevaringsmåde må karakteriseres som groft uforsvarlig adfærd og er derfor omfattet af betalingslovens § 21, stk. 3, nr. 2, hvorfor klageren hæfter for op til 8.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Selv om det kan bebrejdes klageren, at hun opbevarede kort og PIN-kode sammen i sin pung, finder Ankenævnet ikke, at betingelserne for at anse klagerens adfærd for omfattet af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 2, om groft uforsvarlig adfærd, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det i forarbejderne til den nugældende affattelse af lovbestemmelsen er forudsat, at det udvidede ansvar kun kan gøres gældende i et fåtal af tilfælde. Klageren hæfter derfor alene for 1.200 kr. af det hævede beløb, jf. § 21, stk. 1.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger tilbageføre 3.400 kr. med valør 4. december 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.