Krav om udlevering fra håndpanthaver. Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 498/1994 |
| Dato: | 27-04-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
|
| Ledetekst: | Krav om udlevering fra håndpanthaver. Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagede ydede i august 1983 klagerens ægtefælle et lån på 307.489 kr. Lånet blev ydet i forbindelse med, at ægtefællens to anpartsselskaber var erklæret konkurs. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr., ligesom dividende fra konkursboerne skulle indgå på lånet. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte ægtefællen to ejerpantebreve på henholdsvis 20.000 kr. og 200.000 kr. med pant i ægtefællens faste ejendom, der var familiens fælles bolig. Endvidere håndpantsattes en livsforsikring på 100.000 kr.
Af lånedokumentet underskrevet af ægtefællen den 31. august 1983 fremgår under "Almindelige bestemmelser" pkt. 7:
"Er der til sikkerhed for kreditten stillet pant, tjener dette, når det er stillet af debitor, ikke blot til sikkerhed for skadesløs betaling af gælden på kreditten med tillæg af renter, provision og omkostninger, men tillige sekundært til sikkerhed for, hvad debitor i øvrigt måtte være eller blive skyldig til [indklagede], dens afdelinger og filialer, og uanset om trediemand tillige måtte hæfte for skylden, f.eks. som låntager eller vekseldiskontent."
I 1984 blev den fælles bolig overdraget til klageren. I denne forbindelse blev der udfærdiget en allonge til lånedokumentet. Af denne fremgår:
"I anledning af, at de foran pantsatte ejerpantebreve hhv. kr. 20.000 og kr. 200.000 fra [ægtefællen] med pant i matrikel nr. ..... er tiltransporteret undertegnede [klageren] håndpantsætter jeg herved ejerpantebrevene og erklærer samtidig, at ejerpantebrevene skal tjene banken til sikkerhed for alt, hvad vi [ægtefællen og klageren] måtte være eller blive banken skyldig, herunder nærværende udlån."
Allongen er underskrevet af klageren og ægtefællen den 10. januar 1984.
Ægtefællen havde en terminskonto hos indklagede, hvorfra faste betalinger på den faste ejendom blev betalt. Terminskontoens saldo var pr. 10. januar 1984 4.805,40 kr. (negativ). De månedlige ydelser på ægtefællens lån blev overført fra terminskontoen. Til og med april måned 1984 overførtes månedligt 8.200 kr. til terminskontoen fra ægtefællens lønkonto. Af kontoudskrifter for terminskontoen fremgår, at indbetalingerne til terminskontoen herefter var uregelmæssige, og i marts 1986 ophørte indbetalingerne. Terminskontoens saldo var 3. marts 1986 113.579,34 (negativ).
Fra marts 1986 og frem til april 1987 indgik der ikke indbetalinger på ægtefællens lån, der var under intern rentestop hos indklagede. Debetsaldoen på terminskontoen blev heller ikke nedbragt.
Ved skrivelse af 26. februar 1987 til ægtefællen oplyste indklagede, at man samme dag havde debiteret ægtefællens lån for 26.000 kr., som udgjorde renter fra 1. januar 1986, hvorefter lånets restgæld var 215.694,75 kr. Ved deres underskrifter på brevet tiltrådte ægtefællen og klageren, at lånet herefter skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.800 kr. På skrivelsen er efter underskrifterne anført: "Maksimum nedskrives med kr. 15.539,20 vedr. realiseret police 3/4-87".
Indklagede frigav den 19. marts 1987 den håndpantsatte livsforsikringspolice; tilbagekøbsværdien på 15.539,20 kr. blev afskrevet på ægtefællens lån den 3. april 1987.
Den 18. juli 1988 underskrev ægtefællen frivilligt forlig vedrørende gælden på terminskontoen. Gælden er i forliget opgjort til 113.443,34 kr. med tillæg af inkassoomkostninger.
I forbindelse med omprioritering af klagerens ejendom i foråret 1994 modtog indklagede en anmodning fra klagerens pengeinstitut om rykning/udlevering af ejerpantebrevene. Indklagede tilkendegav i denne forbindelse, at såvel ægtefællens lån som gælden i henhold til terminskontoen, var sikret ved ejerpantebrevene. Klageren bestred, at gælden i henhold til terminskontoen var sikret ved ejerpantebrevene.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive ejerpantebrevene på 20.000 kr og 200.000 kr. mod betaling principalt af et mindre beløb end restgælden på ægtefællens lån, subsidiært restgælden på dette.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at alskyldserklæringen indeholdt i håndpantsætningserklæringen fra januar 1984 ikke medfører, at ejerpantebrevene tjener til sikkerhed for ægtefællens gæld i henhold til terminskontoen. Indklagede har ikke dokumenteret, at hun i forbindelse med underskriften særskilt blev gjort opmærksom på rækkevidden af alskyldserklæringen, men hun blev oplyst om, at hun højst hæftede for 220.000 kr. Håndpantsætningserklæringen må fortolkes indskrænkende som følge af, at familien på tidspunktet for hendes underskrift befandt sig i en uoverskuelig situation efter konkursen. I forbindelse med ægtefællens underskrift af forliget i juli 1988 burde man have meddelt hende, at man anså denne gæld for omfattet af sikkerheden i henhold til ejerpantebrevene. Hun ville således have haft mulighed for at frigøre sig for forpligtelsen ved betaling af 220.000 kr., som var mindre end restgælden på ægtefællens lån. Indklagede har ikke orienteret hende om gælden i henhold til forliget i perioden fra juli 1988 frem til foråret 1994. Indklagede har bevidst udnyttet hendes manglende viden med henblik på at få ægtefællens lån nedbragt tilstrækkeligt med henblik på at få gælden ifølge forliget bragt indenfor hendes maksimale hæftelse på 220.000 kr. Frigivelsen af livspolicen skete uden hendes viden og samtykke og bør nedsætte hendes hæftelse i det omfang, hvormed hendes risiko er forøget.
Indklagede har anført, at den af klageren underskrevne alskyldserklæring er en del af den individuelle tekst i allongen og er tydelig og letforståelig. Klageren er derfor bundet af erklæringen. Ægtefællens gæld ifølge terminskontoen er omfattet af alskyldserklæringen. Det må herved tillægges betydning, at den gæld, der opstod på terminskontoen er gæld, der er stiftet direkte af ægtefællen, og at beløbene er kommet klageren til gode i og med, at de i al væsentlighed er medgået til betaling af faste udgifter vedrørende klagerens ejendom samt betaling af den månedlige ydelse på det sikrede lån. Frigivelsen af livsforsikringspolicen kan ikke begrunde en nedsættelse af hæftelsen, idet klageren var orienteret herom, hvortil kommer, at tilbagekøbsværdien er krediteret lånet, således at klageren ikke har lidt tab herved.
Ankenævnets bemærkninger:
Udfærdigelsen af allongen til lånedokumentet, hvorved klageren håndpantsatte de to ejerpantebreve til sikkerhed for alt, hvad hun og ægtefællen var eller måtte blive indklagede skyldig, skete i forbindelse med, at klageren erhvervede ejerpantebrevene og ejendommen fra ægtefællen. Allongen er ikke en fortrykt skrivelse, men en erklæring affattet som et specifikt individuelt vilkår, hvori klageren er angivet ved navns nævnelse. Der findes herefter ikke grundlag for at antage, at klageren ikke skulle have forstået allongens indhold, der er klart og utvetydigt.
Det må endvidere lægges til grund, at klageren var bekendt med, at ydelserne på lånene i den ejendom, som hun havde erhvervet, blev betalt fra ægtefællens terminskonto hos indklagede, samt at ydelserne på ægtefællens lån også blev debiteret denne konto. Ankenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at klageren kan gøre krav på udlevering af ejerpantebrevene alene mod betaling af gælden på ægtefællens lån til indklagede. Da tilbagekøbsværdien af den håndpantsatte livspolice er kommet klageren til gode, findes frigivelsen af denne at være uden betydning. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.