Afgørelse

Indsigelse mod tilskrivning af renter. Spørgsmål om rentefrihed.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes tilskrivning af renter på klagerens gæld, der i 1992 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Den 17. oktober 1991 underskrev klageren et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 88.081,51 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.700 kr. Rentesatsen var variabel 18% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning. Til sikkerhed for lånet var der begrænset kaution fra to kautionister.

Ved gældsbrev af 30. juni 1992, på hvilket tidspunkt lånet var nedbragt til 84.590,29 kr., blev ydelsen nedsat til 200 kr. pr. måned. Rentesatsen var variabel 18,50% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning. Baggrunden for nedsættelsen af ydelsen var, at klageren på grund af arbejdsløshed var overgået til kontanthjælp.

Ved skrivelse af 14. oktober 1992 meddelte indklagede, at sagen var overdraget til indklagedes kreditkontor for videre behandling.

Ved skrivelse af 3. maj 1993 oplyste indklagede, at gælden ved udgangen af 1992 udgjorde 87.509,52 kr., og at der i 1992 var tilskrevet i alt 11.656,84 kr. i renter, hvilket var indberettet til skattemyndighederne. Endvidere fremgår blandt andet:

"Med virkning pr. 20/9-1992 har vi standset tilskrivningen af renter.

For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at dette ikke er ensbetydende med, at renterne eftergives."

Ved skrivelser af henholdsvis 19. maj 1994 og 22. juni 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren med henblik på en forhøjelse af de månedlige betalinger, hvilket klageren, der fortsat var på kontanthjælp, ikke så sig i stand til.

I efteråret 1998 meddelte indklagede, at man ville rette henvendelse til kautionisterne med henblik på at gøre kautionerne gældende. For at undgå dette accepterede klageren at forhøje indbetalingerne til 1.500 kr. pr. måned.

Den 5. august 2002, hvor hovedstolen som følge af klagerens løbende indbetalinger var blevet nedbragt til 3.409,52 kr., meddelte indklagede, at man nu ville "tilskrive seneste 5 års skyldige renter - ca. kr. 55.000,-, ligesom lånet vil blive forrentet på normal vis fremover." Klageren gjorde indsigelse mod dette.

Indklagede har pr. den 4. november 2002 beregnet kravet om 5 års renter til 50.186,29 kr. Ved beregningen er der anvendt en rentesats på 14,5% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning, og der er taget højde for klagerens løbende indbetalinger.

Parternes påstande.

Den 1. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde rentekravet helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i hele perioden har levet af kontanthjælp, og at forhøjelsen af de månedlige betalinger til 1.500 kr. i 1998 således ikke var begrundet i en forbedret økonomisk situation. Aftalen blev indgået efter pres fra indklagede, som ville rette henvendelse til kautionisterne. Han så sig derfor nødsaget til at acceptere forhøjelsen, selvom han ikke vidste, hvordan han skulle være i stand til at betale.

Indklagede krævede ikke gælden forrentet og varslede ikke, at man efter afviklingen af hovedstolen ville opkræve 5 års renter. Han var derfor i den tro, at han ved at stramme sig an kunne se frem til en afslutning på dette årelange mellemværende. Han kæmpede med at overholde de månedlige betalinger, idet han så frem til, at gælden ville være betalt til november 2002. Hans økonomiske situation er ikke forbedret, og han må indse, at han aldrig vil blive færdig med at betale gælden.

Indklagede stillede først krav om renter, kort tid før hovedstolen var fuldt afviklet, hvorfor han formoder, at indklagede reelt ikke var indstillet på en mindelig afslutning på sagen men alene at hive penge ud af ham i en uendelighed.

Indklagede har anvendt en uetisk fremgangsmåde og har medvirket til at bibringe ham den opfattelse, at der ikke ville blive rejst yderligere krav.

Indklagede har anført, at nedsættelsen af ydelsen fra 1.700 kr. til 200 kr. pr. måned i 1992 kun var en midlertidig løsning affødt af klagerens økonomiske situation. Afdragsordningen kunne på et hvilket som helst tidspunkt tages op til fornyet overvejelse, hvilket klageren var bekendt med, da ydelsen på 200 kr. end ikke svarede til renterne på lånets hovedstol.

Lånet blev registreret som nødlidende, hvorefter den automatiske rentetilskrivning blev indstillet, jf. bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for pengeinstitutter § 43, stk. 7. Som følge heraf blev de månedlige indbetalinger anvendt til at nedbringe hovedstolen, hvilket klageren må have været bekendt med på baggrund af de fremsendte årsudskrifter. Klageren blev oplyst om, at den omstændighed, at rentetilskrivningen blev standset, ikke indebar, at renterne blev eftergivet, jf. bl.a. skrivelsen af 3. maj 1993.

Forhøjelsen af de månedlige betalinger fra 200 kr. til 1.500 kr. i 1998 var ikke urimelig, når der henses til hovedstolens størrelse og den omstændighed, at ydelsen oprindelig var 1.700 kr. Der blev ikke udøvet et uretmæssigt pres på klageren i forbindelse med indgåelsen af aftalen. Spørgsmålet om renter blev ikke drøftet, idet der blot var tale om en forhøjelse af de månedlige betalinger, mens de øvrige vilkår var uændret.

Det måtte være åbenbart for klageren, at gælden ville blive forrentet. Indklagede har ikke på nogen måde eller på noget tidspunkt tilkendegivet eller givet klageren berettiget forventning om, at kravet på renter var frafaldet.

Rentetilskrivningen blev i overensstemmelse med fast praksis først foretaget i umiddelbar tilknytning til hovedstolens indfrielse. Denne fremgangsmåde er berettiget og har ikke været til skade for klageren. Tværtimod ville kravet have været højere, såfremt rentetilskrivningen var påbegyndt allerede i 1998, således at de månedlige indbetalinger delvist skulle dække forfaldne renter på lånet.

Rentesatsen på 14,50% p.a. er baseret på den normale udlånsrente.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med indgåelsen af aftalen om forhøjelse af de månedlige betalinger til 1.500 kr. i 1998 gav afkald på renter af gælden, eller at indklagede i øvrigt skulle have bibragt klageren en berettiget forventning om rentefrihed.

Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder som kan føre til, at indklagede er forpligtet til at nedsætte eller give afkald på rentekravet.

Indklagede har ved opgørelsen af rentekravet taget højde for forældede renter og klagerens løbende indbetalinger, og den anvendte rentesats på 14,5% p.a. kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkordordning.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.