Krav om eftergivelse af gæld.
| Sagsnummer: | 368/2014 |
| Dato: | 15-10-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Inkasso - rentens størrelse |
| Ledetekst: | Krav om eftergivelse af gæld. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelser mod en gæld til Nordea Bank, som hun har indfriet efter, at gælden var overgivet til inkasso.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Unibank (nu Nordea Bank). Den 31. august 1992 underskrev klageren sammen med sin daværende ægtefælle, M, et gældsbrev -249 vedrørende optagelse af et lån på 153.580,51 kr. i banken. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Renten var variabel, for tiden 17,25 % om året. I øvrigt fremgik bl.a.:
”…
For lånet gælder i øvrigt Unibanks almindelige forretningsbetingelser og de almindelige bestemmelser for lån og kreditter.
…”
Klageren har oplyst, at lånet var en omlægning af en gæld fra starten af 1980’erne, som var optaget i forbindelse med M’s erhverv som hotelejer.
På grund af misligholdelse af lånet sendte banken sagen til inkasso i 1993. Klageren har fremlagt kopi af et brev af 22. december 1993, hvori bankens inkassoadvokat bad fogedretten om at tilsige klageren og M til fogedretten. Sagen blev den 27. januar 1994 fremlagt i fogedretten, og gælden blev opgjort til 131.418,65 kr.
Klageren har oplyst, at hun hvert år har modtaget årsopgørelse fra banken med angivelse af gældens størrelse.
Klageren har endvidere oplyst, at hun blev skilt fra M i 1995.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt herefter fik M gældssanering. Klageren blev ikke fra hverken banken eller retten orienteret om gældssaneringen eller dens konsekvenser for hende.
Klageren har oplyst, at hun i november 1999 modtog et brev fra banken, hvori den over for hende rejste krav om betaling af hele gælden med renter.
I et brev af 4. november 1999 til banken oplyste klageren, at hun var uforstående over for brevet, idet gælden ifølge M var blevet gældssaneret. I et brev af 8. november 1999 til klageren fastholdt banken kravet og bad hende kontakte banken telefonisk for at drøfte sagen. Da hun telefonisk kontaktede banken, oplyste bankens medarbejder, at banken ikke ville retsforfølge gælden, og at den ville ”gå med hende i graven”.
Af de af klageren fremlagte årsopgørelser fra banken pr. 31. december 2000 og pr. 31. december 2004 fremgik, at banken på et ikke oplyst tidligere tidspunkt havde overført gælden til en fordringskonto. Gælden var opgjort til 120.540,27 kr. Det var anført, at banken havde standset den automatiske renteberegning, og at der derfor ikke var medtaget et eventuelt skyldigt rentebeløb og omkostninger i det skyldige saldobeløb efter standsningen. Det var endvidere anført, at hvis der ikke allerede var lavet en aftale, opfordrede banken klageren til at betale sin gæld til banken.
Den 14. december 2007 sendte banken klageren et brev, hvori den bad hende kontakte banken med henblik på at indfri eller afvikle gælden på 120.540,27 kr. Banken anførte samtidig, at den automatiske tilskrivning af renter kunne være standset, og at renter og omkostninger derfor ikke var medregnet i beløbet. Det fremgår af brevet, at der fortsat blev lagt renter til hendes gæld. Hun meddelte banken telefonisk, at hendes økonomiske situation var uændret. Banken foretog sig herefter ikke yderligere.
Den 17. september 2014 sendte banken klageren et brev, hvori den opfordrede hende til at kontakte banken for at aftale, hvordan hun kunne afvikle eller indfri sin gæld inden 10 dage. I modsat fald ville sagen blive overdraget til fogedretten. Banken opgjorde gælden til 117.376,35 kr. samt tre års renter på 71.249,05 kr., i alt 188.625,40 kr. Samtidig vedlagde banken bl.a. en oversigt over den fordringsrente, som den beregnede sig.
Den 2. oktober 2014 bad banken fogedretten tilsige klageren til fogedretten.
Den 5. november 2014 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.
Sagen var oprindelig berammet til foretagelse i fogedretten den 17. december 2014, men blev omberammet til den 9. marts 2015, fordi klageren var forhindret i at møde på grund af sygdom.
Den 24. februar 2015 bad klageren banken sende en opgørelse af gælden til hende. Banken opgjorde gælden til 114.212,44 kr. med tillæg af tre års renter på 69.378,58 kr., i alt 183.591,02 kr. Det fremgår af opgørelsen, at fordringsrenten i tre års perioden var opgjort til mellem 17 % og 16,5 %, hvortil kom et tillæg på 3 %, når der ikke blev afviklet på gælden.
Af bankens generelle vilkår for privatkunder gældende fra 15. december 2012, der gælder i alle forretningsforhold mellem banken og privatkunder (forbrugere) fremgår bl.a.:
”…
3 Overtræk, overtræksrente, betaling for rykkerbreve mv.
…
Fordringskonti forrentes med en særlig rentesats, som kan ses på nordea.dk/priser.
…”
Ved mail af 25. februar 2015 meddelte klageren banken, at hun overførte beløbet på 183.591,02 kr. til banken, og bad banken sende et saldokvittering på fuld og endelig afregning af gælden, når pengene var på kontoen.
Banken modtog 183.591,02 kr. fra klageren den 26. februar 2015, hvorefter banken sendte en kvittering til klageren og tilbagekaldte sagen fra fogedretten.
I en mail af 22. april 2015 til Ankenævnet har klageren oplyst, at hun ønsker sagen fortsat, idet hendes indfrielse af gælden ikke er en accept. Hun har indfriet gælden af tvang for at slippe for bankens trusler om at tage udlæg i en ejendom, hun ejer sammen med nogle andre.
Parternes påstande
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal nedsætte/eftergive gælden og tilbagebetale det beløb, som hun har indfriet gælden med enten helt eller delvis.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun ikke fra banken fik underretning om M’s gældssanering eller dens konsekvenser for hende.
Banken har udvist en ansvarspådragende adfærd og tilsidesat god bankskik, idet hun heller aldrig modtog vejledning eller rådgivning fra banken om konsekvensen af at have et misligholdt lån, herunder om at dette blev overflyttet til en fordringskonto, der blev forrentet med en højere rentesats end det oprindelige lån.
Fordringskontoen blev forrentet med en uhørt høj rente. Hun er aldrig blevet oplyst om den høje rentesats på en fordringskonto, og hun har heller ikke modtaget ”de generelle vilkår for privatkunder”.
Hun fik i 1999 telefonisk oplyst af en medarbejder i banken, at banken ikke ville retsforfølge kravet. Det var på denne baggrund, at hun ikke efterfølgende aktivt forsøgte at indgå en afdragsordning.
Efter hun i 2007 meddelte banken, at hendes økonomiske situation var uændret, lod banken ”stå til” indtil 2014. Hun hørte i denne periode på syv år ikke andet fra banken end de årlige årsopgørelser. Efter bankens passivitet kontaktede den hende først lige inden gælden blev forældet.
Nordea Bank har anført, at klageren hæftede solidarisk med M for restgælden på lån -249, og at det er uden betydning for klagerens hæftelse, at M fik gældssanering.
Kravet er ikke forældet. Det fremgår af klagen, at sagen den 27. januar 1994 blev fremlagt i fogedretten, og at banken i november 1999 og igen den 14. december 2007 anmodede klageren om at afvikle/indfri gælden til banken. Derudover anfører klageren, at hun årligt fra banken har modtaget meddelelser om gælden og størrelsen af denne.
Det bestrides, at banken skulle have meddelt klageren, at hun ikke ville komme til at betale gælden tilbage til banken. Klageren har, som hun selv anfører, hvert år modtaget en årsopgørelse fra banken. Disse årlige meddelelser viser, at banken har fastholdt, at klageren hæfter for gælden og skal tilbagebetale denne.
Banken var berettiget til i sin opgørelse af kravet at medtage tre års (historiske) renter til den i opgørelsen nævnte rentesats på 19,50 %, som er den gældende rentesats for fordringer, der ikke afvikles. Ifølge bankens ”Generelle vilkår for privatkunder”, som er gældende for klagerens lån, forrentes fordringskonti med en særlig rentesats, som kan ses i bankens prisliste. Bankens generelle vilkår for privatkunder og prislisten ligger på bankens hjemmeside og kan af klageren rekvireres på hjemmesiden.
Klageren har fået fyldestgørende rådgivning og vejledning om konsekvenserne af at misligholde et lån og ikke afvikle på dette, herunder at et misligholdt lån ”overflyttes” til en fordringskonto, som forrentes med en højere rentesats end det oprindelige lån. Klageren er løbende blevet orienteret om gældens eksistens, dens størrelse og dermed også om den aktuelle rentesats.
Banken har ikke udvist retsfortabende passivitet, og den har heller ikke tilsidesat god skik bekendtgørelsen.
Klageren har ved at betale det skyldige beløb på 183.591,02 kr. til banken den 26. februar 2015 anerkendt mellemværendet med banken.
Ankenævnets bemærkninger
tab-stops:0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt">Den 31. august 1992 underskrev klageren sammen med sin daværende ægtefælle M et gældsbrev vedrørende optagelse af et lån på 153.580,51 kr.På grund af misligholdelse af lånet sendte banken sagen til inkasso, og sagen blev den 27. januar 1994 fremlagt i fogedretten, og gælden blev opgjort til 131.418,85 kr.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt fik M herefter gældssanering. Det følger af bestemmelsen i konkurslovens § 226, stk. 3, at det ikke påvirkede klagerens hæftelse for lånet, at M fik gældssanering.
I november 1999 og i december 2007 sendte banken klageren et brev, hvori den anmodede hende om at afvikle/indfri gælden.
Klageren har endvidere oplyst, at hun hvert år modtog en årsopgørelse fra banken med angivelse af gældens størrelse. Af de af klageren fremlagte årsopgørelser fra banken pr. 31. december 2000 og pr. 31. december 2004 fremgik, at banken på et ikke oplyst tidligere tidspunkt havde overført gælden til en fordringskonto. Gælden var opgjort til 120.540,27 kr.
Den 24. februar 2015 opgjorde banken gælden til 114.212,44 kr. med tillæg af tre års renter på 69.378,58 kr., i alt 183.591,02 kr., hvilket beløb klageren indbetalte til banken for at undgå, at sagen blev fremmet i fogedretten. Banken tilbagekaldte herefter sagen fra fogedretten.
Hovedstolen, som banken overførte til en fordringskonto med 120.540,27 kr., var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.
Da klageren har oplyst, at hun årligt fra banken har modtaget meddelelser om gælden og størrelsen af denne, og da banken endvidere sendte klageren en påmindelse om bankens krav den 14. december 2007, finder Ankenævnet ikke, at bankens krav på hovedstolen er forældet eller er bortfaldet som følge af passivitet.
Forældelsesfristen for renter er tre år. Ankenævnet bemærker, at banken i overensstemmelse hermed har begrænset kravet på renter til tre år.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af banken anvendte rentesats som urimelig.
Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken skulle have meddelt klageren, at hun ikke ville komme til at tilbagebetale beløbet til banken eller, at banken ville undlade at retsforfølge kravet. Det er således bankens valg, om den vil foretage retlige skridt mod en debitor med henblik på at inddrive gæld. Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere, at den af klageren til banken betalte gæld slettes hverken helt eller delvis.
Ankenævnet finder det i øvrigt ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende over for klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.